Ove Abildgaard er de hjemløse misbrugeres sidste skanse før rendestenen
Da Allan Larsen var allerlængst nede, gav Ove Abildgaard ham et job, som sendte ham i den rigtige retning.
Du finder alle episoder af Sydhavnens Læseklub her. Lyt til første episode her:
Allan Larsen er sur på Ove Abildgaard.
Ove Abildgaard har ikke villet hjælpe Allan Larsen med en bordplade, og derfor er humøret imellem de to dalet.
»Men han skal også have lov til at være sur,« siger Ole Abildgaard og smiler.
Han har nemlig prøvet værre, end at nogen er sure på ham. Og han har i den grad også prøvet bedre.
For mange af de hjemløse misbrugere, der kommer på Værestedet og i foreningen Gadeliv for enden af Jægergårdsgade i Aarhus, nævner Ove Abildgaard som en mand, der har gjort en kæmpe forskel for dem – ja ligefrem reddet deres liv.
Allan Larsen har ansvaret for køkkenet på Cafe Gadeliv på Folkestedet, hvor hjemløse misbrugere kan få sig et lunt måltid til maven eller en varm arm om skuldrene.
I dag er han lidt presset, fordi han gerne vil have, at Ove Abildgaard skal købe en bordplade, men Ove Abildgaard har sagt, at han først vil få det sat i stand, når Allan Larsen har talt med fødevarekontrollen, for man kan ikke bare installere en spånplade, hvor der skal håndteres fødevarer.
»Allan har travlt, og derfor bliver han frustreret. Alle mennesker er heldigvis spændende og uforudsigelige, men brugerne hernede har lidt større udsving, fordi de er pressede af sygdom, misbrug, manglende respekt fra samfundet, de kommer ud af familier, der ikke fungerer, de føler sig alene. Derfor har de også lov til en gang imellem at sige, at det hele er noget skidt,« siger Ove Abildgaard, der er leder af Gadeliv, en forening der giver hjemløse forefaldende arbejde i området omkring havnen i Aarhus.
Allan Larsen er en af dem, som Ove Abildgaard på det helt rigtige tidspunkt gelejdede i den rigtige retning.
»Jeg kom på et lille værested i Tilst, hvor Ove var leder. På en eller anden måde så han et potentiale i min udvikling, og så besluttede han sig for, at jeg ikke længere var bruger, men frivillig, hvor jeg stod for madlavningen. Han gav mig en chance for at komme skridtet videre, så jeg kunne lægge hele mit gamle liv endegyldigt bag mig, hvor jeg gik til psykiater, var på medicin, fik en diagnose og fik førtidspension,« siger den 57-årige Allan Larsen.
Hvor havde du været uden Ove Abildgaard?
»Jeg var ikke kommet så nemt og hurtigt igennem mine problemer. Han ser og mener, at alle mennesker har værdi. At alle har noget at byde ind med, uanset hvor man står i livet. Ove står der, hvis man har behov for at få et lille skub eller lidt hjælp for at komme videre,« siger Allan Larsen.
Og ifølge Ove Abildgaard er Allan Larsen god igen i morgen.