Pludselig sagde direktøren til ham: ”Nå, Morten Bruun!” Kort efter havde han truffet den største beslutning i sit arbejdsliv

Du kan altid høre, når Morten Bruun er fodboldekspert på TV 2. For han har en karakteristisk og genkendelig dialekt og ikke mindst stor faglig ekspertise. Stemmen i dansk fodbold, kunne man sige.

Men folk, der tror, at han ser alle fodboldkampe i hele verden, kan godt tro om. For der skal også være plads til andet som at have besøg af det første barnebarn, fortæller han i dette interview.

Hvilken samtale står klarest for dig?

»Jeg var i 2001 på vej hjem fra en superligakamp i Odense, som Silkeborg havde tabt 1-2. Tre måneder inden havde jeg stoppet min aktive karriere. Jeg kørte med Silkeborgs direktør, Orla Madsen, og vi småsnakkede om kampen, hvorefter han sagde: ”Nå, Morten Bruun!”.

Han ville have, at jeg skulle være cheftræner i klubben fra næste morgen. Det lå i kortene, at hvis Silkeborg tabte til OB, ville de spørge mig. Det var voldsomt. Jeg havde ikke skyggen af trænererfaring. Jeg var 36 år. Det er den største beslutning, jeg har taget i mit arbejdsliv, fordi det er den største risiko, jeg har løbet.

Lønnen klarede vi også i bilen på vej hjem. Men det handlede ikke om penge. Jeg blev ansat resten af sæsonen. Opgaven var at undgå nedrykning. Det lykkedes. Jeg følte det som et ombud at sige ja til opgaven, og jeg har aldrig fortrudt det. Trænertiden i Silkeborg var den mest fantastiske periode i mit arbejdsliv.«

Hvad giver dig den stærkeste følelse af mening i livet?

»Det er helt klart, når vores barnebarn er på ferie hos os. Han hedder Noa, han er to og et halvt år og har lige besøgt os i Aarhus tre dage. Han kører rundt i sin Peter Plys-bil. Jeg tror, vi forkæler ham mere, end vi gjorde med vores egne børn. Vi er blevet blødere, end vi var for 30 år siden. Det hjælper jo heller ikke at skælde ud, for så bliver han jo bare ked af det.

Men det er ikke et slaraffenland. Vi kæmper imod de forbandede skærme, for han vil sindssygt gerne se tegnefilm, men det skal være i små mængder. De grundlæggende kampe tager hans forældre med ham. Næste led er kommet på familien. Det er vidunderligt.«

Hvilken konkret ting kunne du aldrig finde på at skille dig af med?

»Det er helt sikkert min vielsesring. Jeg elsker min kone, og jeg elsker at være gift med hende. Og jeg har ikke noget som helst ønske om noget andet. Ringen er symbolet på vores ægteskab og samliv. Den dag, jeg skulle skille mig af med ringen, ville jo betyde, at vi ikke længere skulle være gift. Det ville virkelig gøre mig ked af det. Det er et håndgribeligt symbol på det, vi lovede hinanden for 30 år siden.

Da min guldmedalje fra EM i 1992 blev stjålet, blev jeg da ked af det, men ikke ligefrem fortvivlet. Det var et tab, jeg kunne komme over. Min vielsesring er det eneste smykke, jeg har båret i hele mit liv.«

Hvad er det dummeste, du har brugt penge på?

»Fart- og parkeringsbøder ærgrer mig allermest. Jeg har så svært ved at lægge det fra mig. Lige nu venter jeg på en fartbøde og på at se, om det ligefrem udløser et klip i kørekortet. Det skyldes ikke vanvidskørsel, men slet og ret uopmærksomhed på de jyske landeveje. Når bøden kommer, betaler jeg den i løbet af 10 sekunder. Den skal slettes af min erindring. Du får jo intet for de penge, som i overhovedet ingenting.

Jeg er påpasselig og fornuftig, men blev på et tidspunkt presset af min bankrådgiver til at købe nogle aktier for at få et større afkast. Det var den 10. september 2001. Dagen efter blev tvillingetårnene i New York angrebet. Jeg tog det som et tegn på, at aktiespekulation med høj risiko skulle jeg ikke begive mig ud i.«

Hvad forstår vi ikke ved din profession?

»Mange, jeg møder, tror, at jeg ser alle fodboldkampe. De bliver chokerede, når de finder ud af, at jeg ikke længere følger med i Premier League eller ser Bayern München. Jeg prøver at lave et regnestykke for dem: Jeg fortæller, hvor mange superligakampe jeg ser ugentligt, jeg ser landskampe osv. Hvornår skulle jeg få tid til at se alle de andre kampe? Jeg kan jo ikke se alle kampe med danske landsholdsspillere, blot fordi jeg er landsholdskommentator. Jeg skriver også klummer for TV 2. For mig er fodbold også et arbejde. Det er ikke kun ren passion.

Om et par uger skal jeg ud at se Ringkøbing mod B1909 sammen med Anders Agger. Den slags kampe prioriterer jeg. Hvis jeg blev hjemme, kunne jeg nå at se fire kampe på tv. Men jeg vil hellere det andet.«

Hvad siger din kritiske stemme i hovedet til dig?

»Nogle gange hvisker den, at jeg skal passe på, at min kalender ikke sander til. Jeg kan sige til mig selv, at den dér uge er der superligakamp mandag, så er der endnu en kamp torsdag osv. Så kan jeg jo godt sige ja til et foredrag tirsdag. Pludselig kan jeg ende med, at jeg skal noget 10 aftener ud af 14. Det er lidt for meget. Jeg vil gerne det hele, kommentere kampe, holde foredrag og den slags.

Men når tiden kommer, og kalenderen er proppet, så kan jeg godt tænke, at det kunne være rart at se en krimi med Lene, læse en bog eller gå i haven. Men jeg glæder mig til alle kampe, jeg skal kommentere, og alle foredrag. I de kommende uger skal jeg for eksempel til Asaa og Kjellerup.«