På en højskole i Sønderjylland lykkes en underviser med noget, som mange forældre kan lære noget af

Forældre og voksne skal ikke overbeskytte de unge.

Det har den Trivselskommission, som SVM-regeringen nedsatte i 2023, for nylig slået fast i en længere rapport, hvor de også kommer med anbefalinger til, hvordan man tackler den årelange trivselskrise. For selv om langt de fleste har det godt, er det stadig et faktum, at mistrivslen blandt særligt de ældste børn og unge er stigende.

Årsagerne kan være mange, men for tiden hersker der alligevel en debat om, hvorvidt det skyldes, at de unge simpelthen ikke er hårdføre nok – og at ældre generationer har vist dem for meget omsorg. Men kan man undgå det? Og bør man?

Man kan i hvert fald gøre forsøget, mener underviser på Løgumkloster Højskole, Ruth Duggan. Hun møder hver dag unge mennesker, der har det svært eller lider af psykiatriske diagnoser og til tider vil springe undervisningen over – men hos hende er der ingen nem udvej.

I stedet beder hun sine elever om at være med, så godt de kan, og mærke efter. Fordi hun tror på, at det fremmer resiliensen blandt unge i forhold til at trives trods modgang. Alt andet er simpelthen en »bjørnetjeneste«, siger hun til Jyllands-Posten og forklarer, hvordan man finder den svære balance mellem at give unge mennesker modstand, omsorg og omtanke.

I et indlæg i Højskolebladet kalder du det godt, at vi er blevet mere bevidste om unges diagnoser. Men det kan også være en ulempe – hvordan det?

»Det er virkelig godt, at nutidens unge formår at sætte ord på deres følelser og mærke efter. Men jeg har også lagt mærke til, at når en gruppe mennesker begynder at fokusere rigtig meget på sig selv og deres diagnoser, så kommer det hurtigt til at præge stemningen i et rum – og hele læringen. Det kommer til at handle mere om psykologien end pædagogikken, og de unge vil fokusere mere på det, de har svært ved, end på mulighederne. Det er en ulempe. For selvfølgelig er det vigtigt, at de tænker på sig selv og deres egen personlige udvikling. Men der er også en risiko for, at det tager overhånd, og at de glemmer, hvordan de også er en del af noget større. Fx når de går på højskole.«

Derfor mener Ruth Duggan, at man skal passe på med at give de unge den forkerte omsorg. Blandt andet ved at give dem lov til at springe undervisningen over, hver gang de har brug for en offday.

Hvad er det negative i at give unge for meget omsorg?

»Det er vigtigt at give de unge omsorg, men også modstand i undervisningen, så det ikke bliver for nemt at sige fra. Vi hjælper dem ikke ved altid at tilbyde et alternativ eller en såkaldt ”kattelem”, når de bliver stillet over for en udfordrende aktivitet. Selvfølgelig er der forskel på elever og situationer, men vi kan hurtigt komme til at gøre de unge en bjørnetjeneste.«

Det må nogle gange være svært at vide, hvornår man skal presse på, uden at gøre det for meget. Hvad gør du selv?

»For alle lærere er det en kunst at bruge sin autoritet. Men jeg synes først og fremmest, at det hjælper at opstille klare rammer. Når eleverne ved præcist, hvad der forventes af dem, er det min oplevelse, at de føler sig mere trygge. Derudover forsøger jeg altid at sætte fokus på det spændende og lærerige i en øvelse, i stedet for det svære og udfordrende,« siger hun og uddyber:

»Hvis en elev kommer og siger, at vedkommende har det svært og gerne vil gå, så tager jeg en hurtig snak med eleven. Jeg tilbyder aldrig vedkommende at sidde over, men jeg spørger ind til det svære. Derefter får de lov til at prøve igen. For man behøver ikke at være der 100 pct., og det gør jeg meget ud af at fortælle de unge. De må gerne være der halvt, så længe de prøver og bidrager til fællesskabet, så meget de kan – og det kan faktisk være godt at distrahere sig selv fra de svære tanker.«

Hvad siger eleverne til, at de hos dig ikke får en ”kattelem”?

»Nogle gange er det svært, men jeg synes, vi svigter de unge, hvis vi ikke giver dem noget modstand. De har selv valgt at tage på højskole og blive udfordret, og det er min opgave at hjælpe dem på vej. Så kan det godt være, at de er negative i starten, men bagefter er de taknemmelige. Jeg har flere gange oplevet, at elever har sagt tak, fordi jeg har presset dem. Også selv om de måske havde meget angste eller var pressede til at starte med.«

Er der slet ikke nogen bagside?

»Selvfølgelig handler det om at vurdere den enkelte situation, men jeg oplever kun, at eleverne har godt af at møde lidt modgang. Det er efter min opfattelse den bedste omsorg, de kan få.«