»You are so sexy,« står der i kommentarsporet til en piges dansevideo: Eksperter er rystede
Det bugner med erklæringer af seksuel karakter fra hvad, der ligner mandlige brugere, under danske børns videoer på Instagram. Rystende, lyder det fra ekspert, der mener, at børnene bliver seksuelle objekter for voksne.
Bodil Liv Holm ved ikke, hvad hun skal sige.
Som Red Barnets chef for beskyttelse mod digitale krænkelser har hun ellers set og hørt lidt af hvert.
Alligevel bliver hun nedslået, når hun læser kommentarerne under en række Instagram-videoer af danske børn.
I videoerne ses piger på 13 år eller yngre – iført f.eks. mavebluser, bikini eller shorts – danse på en måde, som fagpersoner kalder udfordrende. Det tiltrækker opmærksomhed blandt deres titusindvis af følgere på Instagram.
»You are so sexy«
»Needed this«
»Good and young, but already has a good body«
Det er blot nogle af de kommentarer, som er skrevet af det, der ligner mandlige brugere, under en af pigernes dansevideoer.
Rystende, mener Bodil Liv Holm fra Red Barnet.
»Ingen børn bør udsættes for den slags kommentarer. Uanset kontekst. Det er så konkret og åbenlyst, at børnene bliver et seksuelt objekt for en voksen. Det er krænkende i sig selv,« siger hun.
Børns Vilkårs digitale medieekspert, Kathrine Elmose Jørgensen, kalder det for en tydelig seksualisering af børn.
»Der sidder folk med dårlige intentioner, som ser disse videoer og billeder,« siger hun.
Børnene er ikke gamle nok til selv at have en Instagram-profil. Men som Jyllands-Posten tidligere har beskrevet, findes der minimum 15 eksempler på, at danske forældre styrer en åben Instagram-profil for deres søn eller datter.
Dermed kan børnene – via forældrenes samtykke – dele alverdens videoer og fotos til tusindvis af ukendte følgere.
»Det voldsomme kommentarspor understreger, hvorfor forældrene skal være påpasselige med at lave profiler til børn, og hvorfor det er klogt at have lukkede profiler,« siger Kathrine Elmose Jørgensen.
Jyllands-Posten har kontaktet flere af Instagram-brugerne, der står bag kommentarerne, for at få deres version af sagen. Ingen af dem er vendt tilbage på henvendelserne.
En kommentar som »gorgeous honey« under en video af et dansende barn overrasker dog på ingen måde Miriam Michaelsen.
Foruden at være advokat hos ReThink Law med ekspertise i børnebeskyttelse og digitale krænkelser er hun også forperson for Medierådet for Børn og Unge. Det er flere år siden, at hun tog sig til hovedet, da hun læste kommentarsporene under en række YouTube-videoer af børn, der hoppede på trampolin.
»Anonyme brugere skrev tidskoder i kommentarsporet. Hvis man spolede frem til de tidskoder, opdagede man, at det var der, at børnenes kjoler fløj op, og man kunne se deres underbukser. Et tydeligt eksempel på, at indhold af børn, som deles for sjov, kan lande i de forkerte hænder,« siger hun.
Har de dansende børn selv et ansvar, når de optager Instagram-videoer? Nej, understreger Kathrine Elmose Jørgensen fra Børns Vilkår.
»Børnenes billeder og videoer, som er lavet for sjov og for at kommunikere med venner og bekendte på egen alder, bliver i disse tilfælde fuldstændig ødelagt af voksne,« siger hun.
Ansvaret ligger derimod hos forældrene, siger hun, men også hos techvirksomheden Meta, der står bag Instagram og Facebook.
»Kommentarerne viser endnu engang, at visse platforme ikke er gode nok til at rydde op. De store techvirksomheder kan ikke råbes op, de regulerer ikke deres indhold og har fjernet ekstremt meget moderation,« siger hun.
Miriam Michaelsen oplever også, at kommentarsporene på sociale medier er blevet mere ublu som følge af den forringede moderation.
»Delinger, likes og kommentarer er hele fundamentet for forretningsmodellen bag platformene. Interaktioner øger indtjeningen, og det understøtter med andre ord ikke børnebeskyttelsen overhovedet. Det tager få sekunder og klik at dele børn online, men kan tage evigheder at få fjernet igen,« siger hun.
Jyllands-Posten har kontaktet Meta, men virksomheden er ikke vendt tilbage på forespørgslen om et interview. Flere af forældrene, der styrer børnenes Instagram-profiler, ønsker heller ikke at stille op til interview.