E-mails afslører: AGF talte med store bogstaver til kommunen i sag om skandaleramt prestigeprojekt
Udadtil så alt ud til at være fryd og gammen mellem AGF og Aarhus Kommune i sagen om et nyt stadion i byen. Nu kaster en mailkorrespondance mellem de to parter dog et helt anderledes lys på forholdet.
Der var »god dialog med kommunen«, sagde AGF’s bestyrelsesformand, da klubben i 2022 blev bedt om at skyde 100 mio. kr. mere end først forventet ind i byggeriet af et nyt stadion i Aarhus.
Men bag kulisserne var tonen en helt anden.
Det viser en aktindsigt i korrespondancen mellem AGF’s administrerende direktør Jacob Nielsen og kommunen. Den tegner et billede af uenigheder om udgifter og et stigende pres fra AGF for bl.a. at få flere siddepladser og tribuner i to dæk tvunget igennem.