Han spillede rock i et grønlandsk protestband: Nu advarer han mod løsrivelse fra Danmark

NUUK

Der er en kamp i gang i Grønland.

En kamp, vi måske ikke snakker så meget om i Danmark.

En kamp om, hvem der er grønlændere.

Kalaaleq.

Den kamp kæmper Per Berthelsen. Han opfører sig dog mere som en verdensmand, imens han bevæger sig rundt i caféen i Nuuk med store armbevægelser og er på fornavn med personalet. Han har også et CV at have det i:

Rockstjerne. Partistifter. Minister for finanser og udenrigspolitiske anliggender.

Egentligt var han gået på pension efter en lang karriere i politik, men den udvikling, han har set i grønlandsk politik, har alligevel fået ham tilbage til det parti, han stiftede i 2002:

»Jeg vil gerne have, at grønlændere forstår truslen fra Vesten med Donald Trump og Elon Musk og de neonationale kræfter i Grønland. Det bliver vi nødt til at holde sammen omkring for at modstå,« siger Per Berthelsen, mens han skubber brillerne lidt ned og læner sig frem over bordet for at sikre sig, at pointen er gået helt ind.

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at mange i Grønland ønsker mere selvstændighed. Demokraatit, som Per Berthelsen stiftede i 2002, er det parti sammen med partiet Atassut, som ønsker mest fællesskab med Danmark og en mere langsom vej til selvstændighed.

Jyllands-Postens udsendte har sat ham i stævne på en café i Nuuk for at finde ud af, hvordan den mildeste udgave af selvstændighed kan se ud, og hvad kampen overhovedet handler om.

Protestgruppe

Selvstændighed handler ikke kun om løsrivelse fra Danmark, men også om retten til at bestemme, hvem grønlænderne er.

Som en borger fortalte på et vælgermøde: »Jeg er meget lys. Og jeg har blå øjne. Det er, fordi jeg har en dansk far og en grønlandsk mor. Jeg er opvokset i Grønland. Jeg er stolt af at være grønlænder«.

Per Berthelsen har selv lige fundet ud af ved hjælp af en DNA-test, at han er halvt skandinaver:

»Jeg føler mig som grønlænder. Jeg elsker det her land. Det er her, jeg vil bo.«

Da Per Berthelsen i 1972 var med til at starte det grønlandske protestrockband Sumé, det måske største band i Grønlands historie og i hvert fald pionerer i landet, så handlede det også om at være grønlænder:

»Det var en kamp for at blive anerkendt som grønlænder. Dengang var man begyndt at bruge udtrykket norddanskere om os, og det ville jeg ikke finde mig i.«

Sumé tilskrives en betydende rolle i den protest mod Danmark, der voksede frem i 70’erne, og som i sidste ende førte til, at Grønland fik hjemmestyre i 1979. Men kritikken af Danmark var også det, der fik Per Berthelsen til at bryde med bandet. Forsangeren Malik var nemlig meget tydelig i sin kritik af dansk kolonialisme.

»For Malik handlede det meget om at revse, hvordan vores samfund var bygget op på med et spark til kolonialismen. Men for mig handlede det mere omkring at styrke vores sprog, identitet og kultur som grønlændere,« fortæller Per Berthelsen.

Ligeværdige med danskerne

Debatten om selvstændighed og Grønlands forhold til Danmark minder på den måde i dag meget om det samme som dengang, hvis man spørger Per Berthelsen:

»Vi skal kigge fremad med grundlag i det samfund, som vi allerede har, og så skal vi udbygge det på en måde, så vi føler, at vi er respekteret og et ligeværdigt folk med danskerne. Men det skal stadig være under ordentlige forhold og inden for et rigsfællesskab.«

Per Berthelsen var selv tæt inde over Selvstyreloven fra 2009, og den mener han var det helt rette for Grønland, men nogle har misforstået, hvordan den skal bruges:

»Færøerne er heldige, at de kan holde sig pænt uden for den her diskussion, men de har jo så meget selvstændighed, fordi de har kørt den linje, som jeg gerne vil. Selvstændighed tager den tid, som det tager, hvor man skridt for skridt hjemtager områder og bliver økonomisk uafhængig af bloktilskuddet.«

Lykke kommer ikke med selvstændighed

Hvis der er noget, der kan få Per Berthelsen op i det røde felt, så er det, når snakken falder på »neonationalistiske« partier som Naleraq. Han siger aldrig selv partiets navn, men der er ingen tvivl om, hvem han snakker om.

»Vi skal selvfølgelig arbejde for selvstændighed, men vi skal også fortælle folk, at vi ikke kan sætte noget som helst årstal på, fordi der er så mange ting, der skal afklares, og så vi ikke ender med at miste halvdelen af befolkningen, fordi de ikke kan følge med i de ting, som de der floskelmagere får dem til at tro,« siger Per Berthelsen.

Det må ifølge ham være til at forstå for alle, at det er drømmen for grønlændere at blive selvstændige, for hvem vil ikke gerne være herre i eget hus, som han siger. Men den måde, paragraffen i Selvstyreloven om løsrivelse bliver brugt på, er helt forkert:

»De får det til at lyde som om, at hvis vi bare indfører selvstændighed, så bliver vi lykkelige mennesker, og alting er løst. Det er det, der er så farligt.«

Kryolitten på bordet

Flere sager har de seneste par år fået grønlændernes vrede mod danskerne til at blusse op.

Først var der f.eks. eksperimentbørnene, hvor 22 børn i 1950’erne blev adskilt fra deres familier og sendt til Danmark.

Så var der spiralkampagnen, hvor unge grønlandske kvinder havde fået sat en spiral op – nogle uden samtykke. Det kalder nogle for et folkedrab.

Og senest har vi haft den meget omdiskuterede og nu afpublicerede DR-dokumentar om Danmarks gevinster ved kryolit-udvinding i Ivittuut.

Forstår du, hvis nogle grønlændere bare tænker, at man vil have selvstændighed uanset hvad, efter de her ting er kommet frem i lyset?

»Det er selvfølgelig forfærdeligt nogle af de ting, som der er sket. Men at begynde at bruge ord som folkedrab og sådan noget – man skulle måske først vente på de undersøgelser, der er på vej, og så ikke kaste om os med ord, der kan skabe større splid inden for rigsfællesskabet.«

Jyllands-Posten har taget en kryolit-sten med for at se, om det kan ændre på Per Berthelsens syn på rigsfællesskabet.

Han griner lidt nervøst, imens folk fra nabobordet sender stjålne blikke over mod den hvide sten.

»Der er folk, der lægger meget i det her. Jeg kan ikke være ked af det. Det, jeg er ked af, er, at folk hele tiden skuer tilbage i stedet for at kigge fremad på de muligheder, der er. Kryolit, Grønlands hvide guld, har jo også været med til at understøtte Grønland.«