Fortsæt til indhold
Indland

Beboere og advokater jubler over ghettomelding: »Den er krystalklar«

I en udtalelse dumpede EU-Domstolens generaladvokat torsdag den danske ghettolov, og det udløste jubel og klapsalver i Gellerupparken. Nu er der stor sandsynlighed for, at sagerne mod nedrivninger af blokke vindes, mener beboernes advokater.

Spændt kastede de blikkene op mod lærredet, hvor der blev talt ned til EU-Domstolens skæbnesvangre melding.

Omkring 30 beboere, advokater og politikere var mødt op i Samlingshuset i Gellerupparken i det vestlige Aarhus for i fællesskab at få EU’s første praj om, hvorvidt den danske ghettolov er diskriminerende, og nedrivninger af blokke med hundredvis af boliger derfor er ulovlige.

Kl. 9.30 denne torsdag formiddag kom der aktivitet i salen i Luxembourg, hvor to ældre mænd på skift oplæste domme og udtalelser i en række sager, som også stod på dagsordenen. Da den danske sag endelig nærmede sig, drillede teknikken. Livestreamingen fra EU-Domstolen stoppede.