Sover du mindre, når det er fuldmåne? Forskere giver svar på myten om måneskinnet
Noget tyder på, at fuldmånen faktisk stjæler vores nattesøvn. Onsdag indtraf fænomenet igen.
Vi har alle prøvet at ligge i sengen og vende og dreje os uden at kunne falde i søvn.
Eller at vågne alt for tidligt uden at være ordentligt udhvilet.
Hvis det også er sket for dig de seneste par dage, så findes en del af forklaringen måske oppe på nattehimlen, hvor et helt naturligt fænomen indtraf igen onsdag.
Fuldmåne.
I årtusinder har mennesker fortalt historier om Månens mystiske kræfter, og ja, det kan lyde som ren overtro, men nogle videnskabelige studier viser faktisk, at menneskers søvn kan blive påvirket negativt omkring fuldmånetid.
Ifølge en af Danmarks førende søvneksperter er der noget om snakken.
»Hvis du spørger mig personligt – og ikke videnskabeligt – vil jeg sige, at det er naturligt, at der er en potentiel sammenhæng med Månens faser. Den er ikke så biologisk stærk, men den er der,« siger professor i klinisk neurofysiolog Poul Jørgen Jennum.
Han er overlæge og leder af Dansk Center for Søvnsygdomme på Rigshospitalet, som er Danmarks største specialafdeling for søvnmedicinske sygdomme.
»Det er stadig til diskussion, om Månens påvirkning er en reel biologisk effekt, eller om der er en form for bias, fordi man er særligt opmærksom på en sammenhæng omkring fuldmåne,« forklarer han.
»Men man kan i hvert fald ikke udelukke det, for der er mange biologiske ting i vores verden, der er præget af Månens tiltrækningskraft og lys.«
Studie vakte opsigt
I 2021 gik nyheden verden rundt, da forskere fra USA og Argentina fandt frem til, at mennesker sover kortere tid i dagene op til en fuldmåne.
Forskernes studie viste, at personer faldt senere i søvn og sov i kortere tid, når måneskinnet var synligt i timerne mellem solnedgang og sengetid. Deltagerne oplevede at få deres søvn forkortet med helt op til halvanden time eller mere, og påvirkningen var særligt tydelig tre-fem dage før fuldmåne, hvor Månen næsten var tiltaget helt.
»Vi ser en tydelig månepåvirkning af søvn, hvor søvnen forkortes og indtræder senere i dagene forud for en fuldmåne,« sagde professor i biologi ved University of Washington Horacio de la Iglesia, som stod i spidsen for forskerholdet og var medforfatter til en artikel om resultaterne i det videnskabelige tidsskrift Science Advances.
Studiet kunne ikke give et endegyldigt svar på, om det er selve Månen eller blot dens genskin af Solens lys, der spillede ind, men forskernes teori var, at Månens cyklus på en eller anden måde påvirker os mennesker.
Andre studier har dog aflivet myten om Månens magt over vores nattesøvn. For eksempel et studie fra 2016, hvor mere end 1.400 tyskere fik målt deres søvnmønstre i flere perioder fordelt over tre år. Her fandt forskerne ingen sammenhæng mellem Månens faser og deltagernes søvn, hvilket Videnskab.dk tidligere har påpeget i en artikel om samme emne.
Lys påvirker os
Ifølge Poul Jørgen Jennum er det svært at give lige præcis Månen skylden, hvis man sover dårligt. I dag forstyrres vi konstant af skærme, elektrisk lys og (dårlige) vaner, som også påvirker vores søvn. Alle disse faktorer er med til at ”forurene” billedet.
»Der er rigtig mange ting, som påvirker os. Når vi for eksempel har en masse lys omkring os fra skærme og elektriske lyskilder, bliver sammenhængen mellem Månen og søvnen mindre,« siger han.
Forskerne bag det førnævnte amerikansk-argentinske studie forsøgte dog at korrigere for denne fejlkilde.
De undersøgte søvnen hos i alt 562 mennesker fra fire forskellige befolkningsgrupper, blandt andet amerikanske universitetsstuderende i storbyen San Francisco og folk fra Argentinas oprindelige Toba-folkeslag, som lever helt eller delvist uden elektrisk lys.
Resultaterne viste samme søvnmønstre hos deltagerne, uanset om de boede langt ude på landet eller inde midt i storbyen med masser af elektrisk lysforurening fra lysreklamer og gadebelysning.
Som professor Horacio de la Iglesia sammenfattede det:
»Selvom effekten er tydeligere i samfund uden adgang til elektricitet, er effekten stadig til stede i samfund med elektricitet.«
Gode råd til god søvn
Poul Jørgen Jennums råd er dog ikke, at du giver fuldmånen skylden, hvis du sover dårligt. Tag hellere et kig på dine samlede vaner og overvej, om du kan forbedre din søvnrytme ved at skrue på nogle småting i hverdagen.
For eksempel er det en god idé at gå i seng på nogenlunde samme tidspunkt hver aften, og det er ikke godt for søvnen, hvis du stirrer ind i en skærm, lige før du lægger hovedet på puden.
»Mange af de ting, vi har sagt i årevis, gælder faktisk stadig,« siger han.
Tilbage er kun at sige: Godnat. Og sov godt.