Kræften var i dvale. Rikke Elert burde være glad: Men hun var uforberedt og alene, da senfølgerne kom væltende
Op mod 400.000 danskere lever med eller efter kræft. Og langt de fleste slås med senfølger, efter kræften har sluppet dem. Nu er der hjælp på vej.
Vist er hun både glad og taknemmelig over at være i live.
Modermærkekræft, der har spredt sig til lunger, hjerne og mave, er en voldsom diagnose, og efter et angstfyldt år med en hårdhændet immunterapibehandling og flere operationer i hjernen og i maven, kunne Rikke Bak Elert Andersen i 2021 sænke skulderne: Beskeden fra lægerne lød, at behandlingen var vellykket og overstået – selv om kræften ikke er endelig udraderet fra hendes krop, er den gået i dvale.
Nu kunne hun trække vejret igen. Nu kunne hun så småt genoptage sin gamle aktive tilværelse med familien og sit pædagogjob.
Troede hun.