Kongens studiekammerat har et bud på, hvad nytårstalen kommer til at handle om
Spændingen er stor forud for kong Frederiks første nytårstale. Og imens flere danskere spekulerer over, hvad han mon vil tale om, kommer kongens gamle studiekammerat med et bud.
Den 54-årige Steffen Damborg har kendt kong Frederik siden studietiden på Aarhus Universitet i starten af 1990’erne.
Her kom de i samme læsegruppe og blev med tiden gode venner.
Og selvom det altid har stået klart, at den daværende kronprins en dag skulle overtage tronen fra sin mor, var det aldrig den kongelige pligt, der fyldte mest i deres samtaler.
Men nu hvor kongen står over for at holde sin første nytårstale, har Steffen Damborg alligevel et bud på, hvilke emner majestæten vil lægge vægt på.
Først og fremmest forventer han, at kong Frederik vil se tilbage på sit første år som regent med stor taknemmelighed.
»Jeg tror, vi vil høre ham udtrykke en taknemmelighed over for danskerne. En tak for, at de har taget godt imod ham, efter han har taget over fra sin mor,« siger han.
Generelt forventer Steffen Damborg en ukontroversiel tale, hvor kongen også vil bruge tid på at sende en hilsen til Grønland og Færøerne.
Derudover nævner han en tredje ting, som han mener, lægger kongens hjerte nær.
»Jeg tænker, at han nævner udsatte borgere, fordi jeg ved, at det er et emne, der ligger ham på sinde. Han har selv arbejdet frivilligt med udsatte i sin tid i Boston, da han studerede på Harvard University,« forklarer Steffen Damborg.
Ord fra året, der gik
Steffen Damborg er langt fra den eneste, der har et bud. Hos Danske Spil har danskerne i flere uger kunnet sætte penge på, hvilke ord de tænker, kongen nævner. Og her på dagen før dagen har Danske Spil samlet en top fem-liste over de ord, danskerne tror mest på: ”Tronskifte”, ”forpligtet”, ”preppe”, ”søens folk” og ”Børsen”.
Af disse ord er det kun ”søens folk”, der går igen, imens de fire andre dækker over begivenheder fra året, der er gået. Udtrykket går igen, selvom hverken dronning Margrethe eller nogen anden dansk monark har sagt det.
Der er også stor forskel på, hvor sandsynligt det er, at ordene bliver nævnt. ”Preppe” ligger til odds 15, mens ”tronskifte” og ”forpligtet” ligger på henholdsvis 4,00 og 2,50. Satser man eksempelvis 100 kr. på at ”preppe”, får man en gevinst på 1.500 kr., hvis kongen nævner ordet.
Der er dog én ting, vi kan vide os helt sikre på at høre, vurderer Peter Emmike Rasmussen fra Danske Spil:
»Kongen kommer med sikkerhed til at slutte talen af med ”Gud bevare Danmark”. Det er en ikonisk vending, og han har ovenikøbet skrevet om det i sin bog ”Kongeord”.«