Fortsæt til indhold
Indland

Lars Findsen får ja til at jagte erstatning for PET-chefs deling af oplysninger om hans sexliv

Orienteringer til politikere om Lars Findsens seksuelle præferencer får lov til at indgå i den tidligere FE-chefs erstatningssag mod PET og Justitsministeriet.

Det kan næsten ikke blive mere opsigtsvækkende, end at den tidligere spionchef for én efterretningstjeneste slæber den øverste chef for den anden efterretningstjeneste i retten med krav om erstatning.

Læg dertil, at sagen handler om deling af dybt private oplysninger om den første chefs sexliv, og så har du det nyeste kapitel i FE-sagen, som oprindeligt handlede om læk af statshemmeligheder.

Eks-spionchefen Lars Findsen kræver en tortgodtgørelse på 50.000 kr. for krænkelse af privatliv og ære, men først og fremmest vil han have rettens ord for, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Justitsministeriet har brudt loven.

Onsdag har Retten i Lyngby afsagt kendelse om et lille hjørne af sagskomplekset.

Retten har tilladt, at orienteringer til udvalgte toppolitikere om Lars Findsens sexliv må være en del af den kommende erstatningssag. Dermed har retten afvist anklagemyndighedens ønske om at få afvist netop dette punkt.

Kendelsen vækker glæde hos Lars Findsens advokat, Lars Kjeldsen.

»Vi har fået rettens ord for, at sagen også skal omfatte de politiske briefinger. Det er vi godt tilfredse med,« siger han.

I alt kræver Lars Findsen og hans advokater godtgørelse for tre forhold:

1 At PET har trukket Findsens teleoplysninger uden kendelse.

2 At PET har udtaget private billeder fra telefonen og ladet dem indgå i sagsakterne under den nu droppede straffesag mod Findsen.

3 At PET-chef Lars Borch Andersen har fortalt intime detaljer om Findsens sexliv til udvalgte toppolitikere under møder.

Statsadvokat Jacob Berger har endnu ikke taget stilling til, om han vil kære dagens kendelse til landsretten.

»Vi har modtaget kendelsen, og vi vil nu overveje, om vi vil gå videre med den,« skriver Anklagemyndigheden i en skriftlig kommentar.

Under total overvågning

Lars Findsens erstatningskrav er i sig selv en udløber af den historiske sag om Danmarks hemmelige kabelsamarbejde med USA om at tappe data fra kabler, der passerer Danmark.

Kravet fra Findsen vedrører konkret en række briefinger i Justitsministeriet i februar 2022, hvor PET-chef Finn Borch Andersen fortalte toppolitikere og højtstående embedsmænd intime detaljer om spionchefens seksuelle præferencer. Disse detaljer er blevet udlagt som et forsøg fra PET-chefens side på at miskreditere den på daværende tidspunkt hjemsendte FE-chef.

Ifølge Findsen havde PET fået fat i oplysninger om hans sexliv, fordi han havde været totalovervåget i en længere periode.

Da orienteringerne i Justitsministeriet fandt sted var Lars Findsen stadig sigtet for at have lækket højt klassificerede oplysninger efter en særlig paragraf i straffeloven, der kunne udløse op til 12 års fængsel.

Sagerne blev droppet

Anklagerne om læk af statshemmeligheder faldt dog til jorden med et brag, da Anklagemyndigheden i november sidste år valgte at droppe sagerne mod både Lars Findsen, tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og en tidligere medarbejder i PET.

Det skete efter, at Højesteret havde afvist at lade retssagerne foregå bag totalt lukkede døre.

Forinden havde Lars Findsen siddet varetægtsfængslet i 71 dage, efter han blev anholdt i Københavns Lufthavn den 8. december 2021.

Han har allerede fået tilkendt erstatning for uberettiget totalovervågning, anholdelse og frihedsberøvelse i FE-sagen.

Rigsadvokaten har dog tidligere afvist at give ham en godtgørelse for krænkelse af privatliv og ære, og derfor har han indbragt erstatningskravet for retten. Der er endnu ikke sat en dato på, hvornår sagen skal køre.