Et år efter knivdrab ved kommune ikke, om den kunne have forhindret det
Drabet på en 15-årig dreng kunne sandsynligvis være undgået, hvis kommunen havde handlet på råbene om hjælp fra forældrene til offeret og gerningsmanden, lyder kritikken fra drengenes forældre. Nu svarer borgmesteren.
Et år efter tragedien ved borgmester Kasper Bjerregaard (V) ikke, om hans kommune har svigtet i den sag, hvor den 15-årige Malthe B. Termøhlen blev knivdræbt på letbanestationen i Grenaa den 26. november i fjor af et andet barn.
Det får ham nu til at give et løfte.
Familierne til både drabsmanden og offeret står i dag frem i Jyllands-Posten og kritiserer myndighederne, især Norddjurs Kommune, for at have svigtet deres drenge. Hvis kommunen havde lyttet til deres råb om hjælp, var drabet sandsynligvis ikke sket, lyder kritikken.
I et interview med Jyllands-Posten fortæller Kasper Bjerregaard, at kommunen har lavet en kortlægning af sine handlinger i forhold til Malthe B. Termøhlen. Men den har ifølge borgmesteren ikke draget konklusioner om, hvorvidt kommunen har fejlet – eller gjort, som den skulle.
»Det er blevet kortlagt, hvad der er sket, men der er ikke draget nogle konklusioner,« siger Kasper Bjerregaard.
Hvorfor har I ikke lavet en kritisk gennemgang, så I kunne se, om der var sket fejl i sagen?
»Jeg ved ikke, om der er lavet fejl. Selvfølgelig kigger vi ind i sagsforløbet, men det er jo meget komplicerede sager, og når der kommer kritik, giver det altid anledning til overvejelser om, hvorvidt vi kunne have gjort et eller andet.«
Så I har ikke lavet en kritisk gennemgang, for at se om jeres dispositioner har været rigtige eller ej?
»Jeg kan ikke udtale mig om de personlige ting i sagen.«
Du sagde, at I ikke har lavet en undersøgelse af, om I har begået fejl?
»Vi har kortlagt, hvad der er sket, altså sagsforløbet, og hvad der er af konklusioner. Hvad der er lavet af indsatser, kan jeg ikke kommentere.«
Hvorfor ikke?
»Fordi det er en personsag, vil jeg ikke kommentere det.«
Jeg har på forhånd spurgt, om der til dette interview var brug for en fuldmagt, så du kunne svare på den slags, og det fik jeg at vide, at der ikke var.
»Okay, men jeg kan altså ikke kommentere det.«
Når I ikke har vurderet, hvorvidt I har handlet korrekt eller ej, vil I så gøre det nu, da kritikken er rejst af familierne?
»Der bliver rejst en hård kritik af kommunen, og den tager vi alvorligt. Den vil vi undersøge, for at vurdere om vi kunne og burde have gjort noget anderledes. Det bør også gælde andre instanser, der har været del af forløbet.«
Så du siger nu, at I som følge af den rejste kritik vil gennemgå de to familiers forløb, for at se om I har handlet, som I skulle, eller om I har svigtet, som familierne påstår?
»Ja, også for at lære af det. Om der er noget, som vi kan gøre anderledes fremover, om vi kan blive bedre.«
Det vil så være kommunen, som undersøger sig selv. Hvilken værdi har det resultat, der måtte komme ud af det?
»Det har i hvert fald den værdi, at vi reflekterer over det her forløb og bliver klogere og tager læring af de ting, som der eventuelt vil være.«
Mener du, at man måske skulle inddrage nogle eksterne, uafhængige eksperter for at kvalificere konklusionen i sådan en undersøgelse?
»Det mener jeg ikke umiddelbart, at der er behov for lige nu og her.«
Gerningsmanden og offerets familier mener, at drabet sandsynligvis kunne have været undgået, hvis især kommunen havde lyttet til de råb om hjælp, de kom med.
Til det siger borgmester Kasper Bjerregaard, at man skal passe på med at koble indsatsen over for familierne med det, der skete på letbanestationen for godt et år siden. Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng, mener han.
Han oplyser, at kommunen har taget forskellige initiativer for at skabe tryghed efter drabet, herunder i form af det såkaldte SSP-arbejde. Han har selv besøgt skolerne for at tale med forældre, og et nyoprettet indsatsteam fra den 1. februar næste år skal arbejde målrettet for at spotte unge, der er udsatte og truet af kriminalitet.