Et barn slog et barn ihjel: Forældre havde i årevis bedt om hjælp
Enhver forælders mareridt blev til virkelighed for to forældrepar i Jylland. Den ene families søn slog den anden families barn ihjel. Nu retter begge parter en skarp kritik af myndighederne, som sjældent reagerede på råbet om hjælp. Borgmester vil kulegrave forløbet.
Knivdrabet på en 15-årig dreng i Grenaa for et år siden kunne sandsynligvis have været undgået, hvis myndighederne havde lyttet til forældrenes råb om hjælp og handlet på advarslerne.
Sådan lyder den skarpe kritik fra forældrene til både den dræbte dreng, Malthe B. Termøhlen, og familien til drabsmanden.
Begge familier, som nu står frem i Jyllands-Posten, føler sig svigtet af myndighederne.
»Systemet hjalp ikke Malthe, da han havde behov for det. Hvis nogen havde lyttet til advarslerne og handlet på dem, havde Malthe haft en helt anden opvækst. Så havde han ikke stået på letbanestationen den dag,« siger Mathilde Foldager Termøhlen om dagen for drabet.
Hun er bonusmor til Malthe B. Termøhlen, som den 26. november i fjor blev knivdræbt af en jævnaldrende dreng på letbanestationen i Grenaa.
Drabsmanden blev torsdag ved Vestre Landsret fundet skyldig i drab. Den skyldige var blot 15 år, da drabet fandt sted, og har siden befundet sig på en sikret institution i Nordjylland.
Knivdrabet er del af en udvikling, hvor antallet af sigtelser mod 15-18-årige for ulovlig besiddelse af kniv er tordnet i vejret og har retning mod ny rekord i år.
Jyllands-Posten sætter i den kommende tid netop fokus på knivdrab blandt helt unge.
Forelagt kritikken fra forældrene og deres oplevelse af svigt iværksætter Norddjurs Kommune nu en undersøgelse af sagerne. Det oplyser borgmester Kasper Bjerregaard (V).
Undersøgelserne vil omfatte begge familiers forløb med henblik på at vurdere, om kommunen har handlet, som den skulle, eller om den har begået fejl og svigt.
»Der bliver rejst en hård kritik af kommunen, og den tager vi alvorligt. Den vil vi undersøge, for at vurdere om vi kunne og burde have gjort noget anderledes,« siger Kasper Bjerregaard.
Han mener, at man skal »passe på med« at koble familiernes forløb i systemet sammen med den tragiske hændelse.
Mistrivsel
Myndighederne vidste, at de to drenge fra Djursland mistrivedes i skolen og havde let til vrede. Malthes far havde sendt bekymringshenvendelser og forsøgt at få en børnefaglig undersøgelse af sønnen. Han boede primært ved sin mor, som i dag er død.
»Vi har i årevis kæmpet for at få nogen til at se, at både Malthe og hans lillebror mistrivedes. Vi ville gerne have muligheden for at give ham en anden tilværelse. Uanset hvor vi henvendte os, har der ikke været hjælp,« siger Mathilde Foldager Termøhlen.
I Vitos tilfælde kom underretningerne til kommunen om mistrivsel fra skolen.
Vito er drabsmanden. Hans forældre, Lea Lorentzen og Thomas Thomsen, mener også, at myndighederne har svigtet.
Deres søn fik det så skidt, at han truede med at tage sit eget liv og skar sig i armen. Hjælpen fra kommunen bestod i en plan med råd om, hvordan forældrene kunne forsøge sig med lynafledningsmanøvrer, når selvmordstankerne trængte sig på.
»Hvis han var blevet udredt, havde han fået redskaber til at klare sig lettere gennem hverdagen og en bedre forståelse af sig selv. Det var for sent, at det blev taget alvorligt, at han havde brug for hjælp,« siger Lea Lorentzen. Hun og Thomas Thomsen blev skilt, da Vito var lille.
Malthe B. Termøhlens boede det meste af tiden hos sin mor, som var skilt fra faderen, Chang Foldager Termøhlen. De talte dårligt sammen og så vidt forskelligt på opdragelse. Det skabte konflikter.
En ekskæreste til Malthes mor beskrev i en mail opdragelsen hos moderen som »et grænseløst univers«, hvor Malthe og hans lillebror mistrivedes. Malthes far bragte oplysningerne til kommunen, som imidlertid ikke mente, at det krævede en reaktion.
»Det er et kæmpe svigt, at kommunen ikke tog advarslerne alvorligt,« mener Mathilde Foldager Termøhlen.
Skolerne burde ifølge familien have underrettet kommunen om problemerne med Malthe. Det gjorde de først i juni 2023 – efter at familien selv havde underrettet kommunen.
Når der ifølge skolerne var problemer med Malthe, bad Chang Foldager Termøhlen dem om at skrive en underretning, da han som weekendfar ikke havde mulighed for at gøre noget.
Mathilde Foldager Termøhlen tror, at Familieretshuset måske havde taget Changs ansøgninger om mere samvær alvorligt, hvis det kunne se en historik af underretninger.
Malthe blev i september 2023 frivilligt anbragt på en åben institution. Hans far og bonusmor ville have ham væk fra miljøet i Grenaa, da de frygtede, han var på vej i en forkert retning. Det fandt kommunen ikke grundlag for. Da familien den 23. november gentog ønsket, lød svaret:
Så længe Malthe ikke havde begået kriminalitet, kunne kommunen ikke gøre noget.
Ifølge familien var det største svigt imidlertid i december 2021, da familien bad kommunen om at lave en børnefaglig undersøgelse. Det afviste den.
Drabsmandens forældre kritiserer ligeledes myndighederne. Ifølge forældrene har skoler og børnehave underrettet kommunen om, at Vito mistrivedes.
»Men der skete ingenting,« siger Lea Lorentzen.
Særligt ønsker familien, at Vito var blevet udredt. Ifølge byrettens dom har han symptomer på opmærksomhedsforstyrrelse, adhd/add.
Da Vito på sin efterskole havde skåret sig selv i armen med vilje, indvilgede familiens læge i at indstille ham til psykiatrien. Der var imidlertid et års ventetid. Han kunne heller ikke henvises til psykolog, fordi han var under 18 år.
Det eneste, lægen kunne råde familien til, var igen at kontakte kommunens familiehus for psykologsamtaler.
»Det var vildt frustrerende at blive afvist på den måde og stå tilbage alene med problemerne,« siger Thomas Thomsen.
Han og Vitos mor har ofte spurgt sig selv, om de har svigtet.
»Jeg sidder tilbage med en vrede, jeg nok mest vender indad. Hvad skulle jeg have gjort om? Hvilke signaler så jeg ikke?« siger Lea Lorentzen.
Mathilde og Chang Foldager Termøhlen mener, at der blev lyttet mere til Malthes mor end til hans far.
»I denne sag har det ikke været til børnenes bedste,« mener hun.
Har I selv fejlet som forældre?
»Det har vi snakket om mange gange. Skulle vi have gjort noget andet? Jeg kastede håndklædet i ringen rimelig hurtigt i processen, fordi jeg ikke følte, at jeg havde noget at skulle have sagt over for Malthes mor,« siger Chang Foldager Termøhlen:
»Vi har hele tiden handlet for at passe bedst på drengene. Fik deres mor ret, gik det nok ikke så hårdt ud over dem, tænkte vi. Vi ville ikke optrappe konflikten med hende.«
Folketinget har skærpet straffen for ulovlig besiddelse af kniv senest i sommer, men ingen af familierne tror på, at det er vejen frem.
De mener, at socialministeren må på banen, da det er det sociale system – kommuner, Familieretshuset og Ankestyrelsen – der trænger til et eftersyn, så det bliver bedre til at handle på alarmsignaler, før det er for sent.
Hør Mathilde F. Termøhlen fortælle historien om Malthe, og hvad der førte til den tragiske afslutning på hans alt for korte liv, i ”Hvis du vil vide mere” her: