Den sidste dag
Den sidste morgen, vi havde sammen, kørte jeg dig i skole. Vi sludrede om alt det, der interesserede dig. Alkymi og farmakologi var på din lystavle i øjeblikket.
Det var ikke, fordi du ville eksperimentere med ukendte substanser. Du var bare nysgerrig. Du havde prøvet at ryge hash og spist en sjov brownie. Du fortalte det straks til mig.
Alkohol havde du prøvet sidste år, men du fik det dårligt og holdt dig fra det lige siden.
Alt det talte vi om på vej til en ny skole, du skulle prøve. Selvom du socialt havde det godt i din klasse, var det boglige ikke din stærke side, så vi skulle prøve noget nyt.
Folkeskolen er ikke er bygget til en som dig. Du larmede, tumlede og fyldte. Aula bippede hele tiden. Det ene øjeblik havde du kastet et stykke papir. Det næste havde du forstyrret læreren.
Havde vi boet i en vikingeby for 1.000 år siden, havde du klaret dig fantastisk. I en verden, hvor styrke og energi er en fordel, ville du have været den bedste og mest eventyrlystne. Ham, der beskyttede de andre.
I stedet måtte du forsøge at passe ind i et klasseværelse, læse bøger og række hånden op, før du talte. Det var vist lidt vanskeligt…
Om eftermiddagen den dag, den sidste dag, så vi hinanden i lejligheden efter skole, inden du skulle mødes med dine venner. Jeg var på vej ud ad døren, og du styrede direkte efter din kat. Den lå som altid og ventede på dit værelse.
Siden den dag har den ikke bevæget sig derind. Ved den mon, at det er forgæves at vente på dig nu?
Det sidste, du sagde til mig, var de for os så velkendte ord: »Jeg elsker dig.«
Jeg var gravid, og du glædede dig til alt det, du skulle med din nye lillebror.
Du nåede aldrig at møde ham. Men han kommer til at lære alt om dig.
Senere på eftermiddagen fik jeg det opkald, enhver forælder frygter. Du var blevet stukket med en kniv. Kort efter døde du.
Du var lige stået af bussen i Husum med dine venner, da du mødte gerningsmanden, din ven fra barndommen. Han stak dig i brystet og ramte dit hjerte. Måske opdagede du det ikke med det samme. Du nåede i hvert fald at løbe nogle meter væk. Så faldt du om.
Din storebror var derhjemme og havde fået at vide, hvad der skete. Selvom han kun var 17 år, greb han nøglerne til min bil og kørte hen til dig.
Men der var intet at gøre, heller ikke for ambulancen eller lægerne på hospitalet.
Du blev taget fra os den dag, og nu forsøger jeg at skabe en mening i meningsløsheden ved at fortælle om dig og om os.
