Fortsæt til indhold
Indland

Da tre unge trak en kniv mod en taxachauffør, fik de lov at stikke af. Sagen er langtfra enestående

Antallet af sigtelser mod unge for ulovligt at gå med kniv er på vej mod rekorden. Regeringen varsler skærpet straf for at bruge kniv og vil samtidig styrke indsatsen for at forebygge kriminalitet.

Det var en overraskende lun novemberaften i år. Mørket var ved at falde på, da en teenager og to børn kørte af sted i en taxa i Hadsten.

Taxaen svingede op til destinationen. Pludselig eskalerede situationen.

De tre unge ville stikke af fra regningen. Chaufføren forsøgte at holde den ene tilbage, da en af de to undslupne drenge fandt en kniv frem.

Med kniven truede han den overraskede taxachauffør, som lod alle tre stikke af. Senere blev de fanget af politiet.

Sådan lyder i hvert fald sigtelsen mod den 16-årige teenager i taxaen. Hans to venner var mindreårige og bliver derfor ikke sigtet.

Sagen er langtfra enestående.

Når snørebåndene snøres, og jakken lynes, bliver en kniv i flere tilfælde stukket i lommen, når unge forlader hjemmet. Helt konkret er der sket en voldsom stigning i antallet af sigtelser mod 15-18-årige, der har båret kniv på et offentligt sted.

I 2018 var antallet 306. I 2023 var antallet 561, og selvom året endnu ikke er slut, vidner 2024 om en fortsat tendens. Indtil videre har politiet rejst 559 sigtelser. Hvis udviklingen fortsætter resten af året, sætter antallet af sigtelser rekord.

Stigningen er på 80 pct. fra 2018 til 2023 og tegner altså til at blive endnu større, når 2024 er omme.

I flere tilfælde er det de senere år endt fatalt. Alene i år vidner flere episoder om alvoren.

Vil skærpe straffen

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er dybt bekymret over udviklingen. Regeringen vil derfor skærpe straffen for at bruge kniv. Det sker i et større udspil til januar.

»Vi vil simpelthen ikke acceptere, at man render rundt med våben og tager andres liv, gør alvorlig skade på andre mennesker og ødelægger andres liv for evigt,« siger Peter Hummelgaard:

»Jeg er dybt forfærdet, jeg raser og er samtidig super trist over det enorme normskred, der er sket blandt helt unge mennesker i forhold til at gå med kniv. Der er brug for, at vi med fuld kraft sætter foden ned og sender et klart signal om, at den slags vil vi ikke finde os i.«

Justitsministeren kalder det et problem, at »man i ungdomsmiljøer rundtomkring i Danmark betragter det som helt normalt at gå med kniv og måske nogle steder endda betragter det som dumt, hvis man ikke gør«.

Skærpede straffe gør det ikke alene. Derfor vil regeringen ligeledes i januar nedsætte en kommission til forebyggelse af kriminalitet, oplyser Peter Hummelgaard.

Forældrene til børn og unge har også et kæmpe ansvar for at forhindre unge i at gå med kniv, lyder det videre.

»Forældre har en virkelig stor opgave i at fortælle deres børn, at de ikke skal gå med kniv, for så ender de med at gøre skade på sig selv eller andre.«

Foto: Emile Toldam Futtrup

Dræbt, stukket, snittet

I januar blev en 15-årig anholdt for at have stukket en 32-årig mand ned midt på gaden på Frederiksberg. Måneden efter blev to unge på 15 og 18 år sigtet for knivoverfald på en 22-årig mand.

Videre til marts, hvor en 13-årig blev stukket med en kniv. Den formodede gerningsmand var 16 år.

Måneden efter blev bl.a. en 15-årig og en 17-årig anholdt for et knivoverfald på en 27-årig mand i København.

I maj mistede en 15-årig livet, da han blev stukket i hjertet med en kniv af sin barndomsven, netop som han steg af bussen i Husum. Gerningsmanden var 14 år gammel.

Dagen efter blev en 19-årig stukket med kniv i Viborg. To personer blev anholdt, herunder en 19-årig.

Spol videre til september, da en 17-årig blev dræbt efter at være blevet tildelt flere knivstik i forbindelse med et slagsmål i Vigerslev i København. Flere unge mennesker blev anholdt.

Sag på sag på sag, hvor unge teenagere har begået den mest alvorlige type kriminalitet.

Alene sidste år var der ifølge Jyllands-Postens optælling mere end 20 knivoverfald, hvor gerningsmanden var under 20 år gammel. I mindst tre tilfælde døde ofrene. Siden 2020 er mindst syv unge under 18 år blevet dræbt af knivstik.

Tag det lige ind: Vi har i Danmark en række eksempler på børn, der dræber børn.

Jyllands-Postens sætter i en artikelserie fokus på problemet. Samtidig med at ungdomskriminaliteten ifølge politiet generelt er faldende, er der en central udfordring med den voldsparate gruppe af unge, som står bag de mange overfald. En udfordring, som har vakt bekymringer på Christiansborg, og som politiet nu advarer om.

Mens justitsministeren vil skærpe straffene, peger fagfolk på, at helt andre metoder er nødvendige.

En særlig hård kerne

Politiinspektør i Københavns Politi Tommy Laursen siger, at der i de senere år er sket en forråelse blandt en lille gruppe unge. Udviklingen har været så voldsom, og gruppen så voldsparat, at den gør tydeligt indtryk:

»Der er nogle af de her kulturer, vi ser repræsenteret i statistikkerne, som er enormt voldsparate, og som også har taget det niveauet op, i forhold til hvad vi tidligere har set,« siger han:

»Det er meget bekymrende.«

For selvom politiinspektøren understreger, at det ikke er normalt for unge at bære kniv, har politiet nu mere at se til med denne gruppe, end det tidligere var tilfældet med den samlede ungdomsgeneration.

»Den lille gruppe har langt højere risikovillighed end tidligere,« tilføjer han.

Har politiet i virkeligheden mere at lave nu på grund af den lille kerne end tidligere, selvom færre unge er kriminelle?

»Ja, det er det, jeg siger.«

Politiet forsøger at indgå i dialog med gruppen, men må også indse, at det er vanskeligt:

»Det er en meget svær gruppe at gå i dialog med.«

Han tilføjer, at det ofte er unge, særligt drenge, som er marginaliserede, og som hænger ud på gaden, hvorfra de har en rå kultur. De har en kortere lunte end den gennemsnitlige unge mand, og politiet finder dem ofte i bydele, hvor der er social udsathed. Gruppen er i det segment, som er i eller omkring banderne.

Dertil kommer, at deres voldsparathed bliver værre, når de er 18-24 år:

»Vi ser en eskalerende kurve for den aldersgruppe,« siger han.

Tommy Laursen tilføjer, at visitationszonerne er en af årsagerne til, at de finder knivene. Politiet har i flere omgange i år indført visitationszoner for at dæmme op for konflikter mellem kriminelle grupperinger. I zonerne kan politiet i en begrænset periode frit kontrollere alle for eksempelvis knive, pistoler og slagvåben.

»Men det meget høje konfliktniveau gennem lang tid er en stor faktor. De unge tror i den forbindelse, at alle de andre går med kniv, og så er de også nødt til det.«

Hvad er dit gode råd til forældre, der er bekymret for at sende deres børn ud i ungdomslivet til det scenarie?

»Den største chance for at blive involveret i et slagsmål er, hvis man er påvirket af alkohol eller stoffer. Det kan man tale med den unge om. Og sige, at det ikke er almindeligt at gå med kniv. De, der gør, er meget risikovillige. Hvis man ender i konflikt, skal man derfor trække sig og søge væk og ringe til politiet.«