En kniv trækker en blodig streg mellem liv og død og efterlader to familier i sorg. Efter mange måneders research og samtaler med forældrene kan Jyllands-Posten nu i detaljer fortælle om to drenges liv, der endte i en tragedie.
Hør Malthes bonusmor, Mathilde Foldager, fortælle om Malthes liv, og hvad der ledte op til den skæbnesvangre nat, her:
Malthes far og bonusmor sad i køkkenalrummet på den nedlagte gård i Ørsted. Deres 15-årige søn var ikke hjemme. Så de udnyttede tiden til at købe julegaver på nettet.
Han ønskede sig tøj og udstyr til sin computer, blandt andet en bestemt musemåtte fra Kina.
Malthe svarede ikke, da hans bonusmor skrev en sms og spurgte, om han kunne nøjes med en, der lignede.
Det undrede familien, at sønnen ikke gav lyd.
Pludselig bankede det på døren. I mørket stod to politibetjente.
Omkring 40 km derfra, i Grenaa, gik en anden mor og ventede på sin 15-årige søn, Vito.
Det havde været en søndag langt over gennemsnittet for Vito. Hans lidt tunge sind var for en stund lyst og let. Fyldt med planer om det band, han og vennerne var i gang med at danne.
Desuden havde han det meste af natten talt i telefon med en veninde, der var begyndt at betyde noget særligt. Hun var inviteret med hjem til aftensmad, og Vito havde netop handlet til middagen, da hans telefon ringede.
Det var Malthe i den anden ende. De to kendte hinanden perifert og var kommet på kant over, hvad der skulle vise sig at være en dum misforståelse.
Nu ville Malthe mødes på letbanestationen i Grenaa.
Vitos mor syntes, at idéen var dårlig, og forsøgte at tale sin søn fra det.
Vito vidste ikke, om Malthe ville snakke eller slås. Vitos mor vidste ikke, at hendes søn tog en dolk med i jakkelommen, som han kunne true med, hvis han skulle have bank.
Ved 18-tiden ringede Vito til sin mor.
»Mor, du skal komme lige nu! Forbered dig på, at det er rigtig slemt,« sagde han til sin mor.
Han var panisk, han hyperventilerede.
Malthe B. Termøhlen blev født den 21. maj 2008. Fire år senere blev hans forældre skilt, Malthe voksede op sammen med sin lillebror hos deres mor i Ørsted på Djursland.
I samme by boede faderen Chang med sin nye kone, Mathilde, og deres to fælles børn, som Malthe og lillebroderen var hos hver anden weekend samt i aftalte ferier og helligdage.
Malthes første år var gode.
Han var en glad børnehavedreng med masser af gåpåmod og gik til livet med indstillingen om at kunne klare alt. Altid i bevægelse og med på en god leg, hvorfor han havde let ved at få venner.
Han elskede at være sammen med familien. Han var kærlig, eventyrlysten, kreativ og fuld af gode idéer. En rigtig humørbombe, som kunne snakke ørerne af enhver og få alle til at bryde ud i grin.
De gode tider i børnehaven ændrede sig, da han kom i folkeskolen. Allerede i første klasse kom de første bekymringshenvendelser fra skolen og sundhedsplejersken til forældrene.
Malthe var ked af det og havde let ved at blive sur og vred. Der skulle heller ikke meget til, før han følte sig uretfærdigt behandlet af elever og lærere. Når det kom til hans andel i stridighederne, kunne han ikke se sit ansvar. Desuden skabte han uro. Han lavede heller ikke sine lektier.
Når Malthe var hos sin far, satte Chang tydelige grænser og stillede krav, hvilket med årene gav konflikter. Malthe havde det svært med de tydelige rammer, men trivedes i dem, når han havde boet hos sin far et stykke tid.
Chang følte sig tynget af, at han sjældent så børnene. Han oplevede, at hans holdning til børneopdragelse og trivsel ikke havde lige så høj betydning som moderens.
Chang måtte ofte forklare sin søn, at han var den voksne, som bestemte. Det havde Malthe svært ved at forstå, da han hos moderen opførte sig som en voksen.
I 2018 gik Malthes mor fra sin kæreste, der havde været en vigtig del af Malthes og lillebroderens liv.
I en mail til Chang og Mathilde luftede ekskæresten, at han var bekymret for drengenes trivsel. Moderen var kærlig over for drengene, men hendes opdragelse udgjorde »et farligt sted at vokse op«, skrev han og nævnte konkrete situationer på »et grænseløst univers«.
Chang og Mathilde blev bekræftet i deres antagelser og sendte en anonymiseret kopi til en socialrådgiver i kommunen.
En socialrådgiver svarede, at der ikke var noget i brevet, som hun skulle reagere på. Socialrådgiveren tilføjede, at Malthes mor nok ville affærdige det med, at det var en forsmået ekskærestes ord.
Afvisningen satte sig som et svigt hos Chang og Mathilde.
De gik til Familieretshuset for at få mere samvær med drengene. De opgav dog, fordi de vurderede, at et slagsmål om samværet ville skade mere end gavne drengene.
I skolen blev Malthe opfarende og vred. Han kunne flippe ud og græde højlydt, hvis der f.eks. ikke var slik i hans julesok, når klassekammeraterne gav hinanden små gaver til jul.
Malthe stødte de andre elever fra sig, mens Chang forgæves opfordrede skoleledelsen til at underrette kommunen. Selv kunne Chang ikke gøre meget som weekendfar.
Skolelederen forsøgte imidlertid i slutningen af 4. klasse at få sat gang i en pædagogisk og psykologisk undersøgelse af, om Malthe havde behov for støtte i skolen.
Det blev dog aldrig til noget, da Malthes mor flyttede ham til en anden skole.
Den 8. marts 2008 blev Vito født ind i det, der lignede en kernefamilie. Da Vito var fire år, giftede forældrene sig, men en skilsmisse fulgte blot få måneder senere.
Hans mor, Lea, flyttede ind til Grenaa, mens faderen, Thomas, blev boende sammen med Vito og hans storebror i huset i Ålsrode lidt uden for byen.
Vito var videbegærlig og kreativ. Han ønskede sig ikke legetøjsbiler for at lege med dem, men for at skille og samle delene. Det samme gjorde han i Thomas' hobbyautoværksted, hvor legetøjet var loddekolber og slibemaskiner.
Han var en kærlig dreng, der kerede sig om andre. En dag, hvor der var husstandsindsamling til fordel for børn, hentede han sin sparegris på værelset og donerede alle sparepengene til formålet.
Da han var fem år, og faderen lige var blevet opereret i skulderen, gik Vito af sig selv i gang med at støvsuge og gøre rent i hjemmet, hvor han spredte glæde med sit gode humør og knastørre humor.
Fra lille stod han på en skammel og lavede mad med sin far, og siden købte han den ene kogebog efter den anden. Madlavning var en passion for ham.
Han lavede også mad sammen med sin mor, mens de snakkede. De holdt også af at se »Den store bagedyst« og talte om, hvilke kager de skulle bage.
Uden for hjemmet var det en anden sag.
Spillereglerne i børnehaven faldt ham svære, og vennerne var få. Han tænkte automatisk, at andre ikke kunne lide ham.
Samtidig var han meget sort-hvid-tænkende.
Hvis han følte, at noget var uretfærdigt, kunne det ikke diskuteres. Nuancer havde ingen plads.
Han var mistroisk anlagt og troede, at andre talte grimt bag hans ryg. Han så ikke, at han faktisk var vellidt.
Derhjemme syntes forældrene, at Vito fik skylden for lige lovlig meget. Både af pædagogerne og kammeraterne og snart lærerne. Hans sociale liv ændrede sig nemlig ikke i folkeskolen, hvor vreden tværtimod fik fornyet styrke.
På et splitsekund kunne han kaste sig ud i et voldsomt slagsmål med sin storebror. Gang på gang måtte forældrene skille dem ad og holde fast om Vito for at få ham til at falde til ro.
Vito nægtede ofte at være med i undervisningen og stak af fra skolen igen og igen.
Når han kom op at slås, var det ofte, fordi han gik ind og beskyttede de mindre mod de store. På den måde var han ligeglad med sig selv.
I 4. klasse vendte Vito sin vrede indad, han blev selvdestruktiv og skrev selvmordsbreve til sin mor.
I Ørsted kæmpede Malthes mor med samme udfordringer. Et skoleskift i 5. klasse hjalp ikke. Tværtimod. I den nye privatskole havde Malthe svært ved at falde til, og de andre elever trak sig fra ham på grund af hans opfarende adfærd.
Det blev ren rutine, at skolen to-tre gange om ugen skrev hjem til hans forældre. Opgaver blev ikke afleveret, og bøger var ikke med i tasken. Det var svært at håndtere i en skilsmissefamilie. Chang så et klart mønster i alt for lang line fra Malthes mor. Hun forklarede det med smuttere, forglemmelser eller utydelige beskeder fra skolen.
Skiftende lærere kontaktede siden skoleskiftet i sommeren 2020 Malthes far og udtrykte flere gange deres bekymring for sønnens trivsel.
Igen var beskeden fra Chang, at man måtte lave en underretning til kommunen.
Skolen underrettede dog først kommunen i juni 2023 om, at den havde »stor bekymring« for Malthe, som »ikke trives«. Malthe gik apatisk rundt og havde et højt »spændingsniveau«. Skolen mente, at årsagen især skyldes et dårligt forhold mellem de fraskilte forældre.
Skolens underretning kom, efter at Malthes far og bonusmor to måneder tidligere selv havde underrettet kommunen.
»Det gør ondt helt ind i hjertet, at mine to drenge er så meget i mistrivsel, og at der skal så massiv hjælp til at få dem på ret kurs,« skrev Chang, som sluttede mailen:
»Det ender galt, hvis I ikke snart tager affære.«
I Ørsted oplevede Malthes far og bonusmor ham som en sød, omsorgsfuld og kærlig dreng, der var god til at lege med ægteparrets to mindre børn.
Malthe var kreativ og havde altid en idé, han førte ud i livet. En sandsten og en pind på stranden blev bundet med snor og forvandlet til en økse. Han hjalp sin far med at bygge en bardisk i en af længerne på gården og drømte om at blive smed eller mekaniker. Han var god til gymnastik og til computerspil
Malthe mistrivedes dog samtidig i en sådan grad, at hans far bad om at få lavet en børnefaglig undersøgelse – et slags 360 graders eftersyn af et barns trivsel – af Malthe og lillebroderen.
Det ønske faldt allerede i december 2021.
Kommunen afviste ønsket.
Da den senere ændrede holdning i begyndelsen af 2023, var det for sent.
Den børnefaglige undersøgelse fastslog, at Malthe havde brug for en såkaldt støtte- og kontaktperson. Sådan en gad han dog ikke have, og da han nærmede sig 15 år, var Malthe i sin gode ret til at afvise idéen. Kommunen lukkede sagen »med faglig bekymring«.
Hvis Malthe ikke fik sin vilje hos sin far og bonusmor, tog han hjem til sin mor.
Sådan lykkedes det f.eks. Malthe at komme til en fest en lørdag aften. Tidligere på dagen havde Malthe benægtet over for Chang at have tunet sin scooter og dermed brudt en aftale.
Malthe var blevet rasende og ræset væk. Bagefter sendte han en sms om, at han ikke ville se sin far mere.
Malthes mor fik det i en periode psykisk dårligt og blev i juli 2023 indlagt på psykiatrisk afdeling efter at have forsøgt at begå selvmord.
Lægerne slog alarm.
Malthes mor kunne ikke tage vare på sine børn, fastslog de i en underretning til kommunen.
Lignende underretninger indløb fra politiet, skolen og egen læge. Underretninger, som Chang og Mathilde først fik kendskab til senere. Politiets underretning kom efter en sag, hvor Malthe havde slået en kammerat på en festival, og efter at politiet havde talt med Malthe og besøgt hans mor og vurderet, at moderen havde brug for støtte til at håndtere børnene.
Udskrevet fra psykiatrisk afdeling udviklede moderens forhold til Malthe sig så giftigt, at hun og kæresten i august 2023 – uden at fortælle det til Malthe – forlod deres hjem og gav kommunen besked om, at de ikke ville have Malthe boende længere.
De ville først komme tilbage, når han var væk. De følte sig magtesløse.
Det var Chang, som måtte give beskeden til Malthe.
I Grenaa lå Vitos forældre søvnløse over deres søns selvmordstanker.
De søgte hjælp på børnepsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, men her mente lægerne ikke, at der var noget i vejen med Vito. De sendte familien tilbage til kommunen, hvor man lavede en plan med råd, forældrene kunne bruge som lynafleder, hvis Vito havde grimme tanker.
Vito blev mere og mere skoletræt. Midt i 4. klasse skiftede han skole.
I en årrække stak han jævnligt af fra skolen, hvor han ellers havde gode venner.
Skolen sendte mindst fem underretninger til kommunen og familien om, at Vito mistrivedes.
Vitos humør svingede mere og mere.
Det ene øjeblik trivedes han både hjemme og i skolen, mødtes med venner og dyrkede sine fritidsinteresser.
Han gik meget op i musik, især teknikken interesserede ham. Den britiske stjerne Ozzy Osbourne var blandt favoritterne. Nummeret ”Iron Man” af det britiske rockband Black Sabbath spillede Vito igen og igen sammen med en kammerat, Vito på bas, kammeraten på trommer.
Vito lærte sig selv at spille på bas, senere guitar og klaver. Det skete ved at se videoer fra Youtube på sin iPad. En dag købte han et keyboard for 600 kr. Tre timer senere flød musikken ud fra hans værelse.
Vito cyklede på et tidspunkt meget på mountainbike i skoven og elskede i det hele taget at være ude i naturen, hvor han snittede med kniv, gik ture, skød med bue og pil og byggede huler. Han skød også med pistol i en klub, hvor han endte som klubmester, første gang han mødte op.
Videbegærlig var han, og han havde let ved at sætte sig grundigt ind i nye ting. Han kunne f.eks. lige pludselig fortælle alt om det periodiske system.
Det kom også til udtryk i autoværkstedet, hvor han udlevede sin opfindsomhed. Her ombyggede han og sin fader en ildslukker, så den kunne bruges i en vandkamp på skolen. Det var også her, at de sammen byggede en maskine, der kunne slynge en bold 75 meter væk, så farfarens hund, Molly, kunne løbe efter den.
Som andre drenge spillede han computerspil som ”Minecraft” og ”Roblox” med vennerne, imens de drak breezers på hver sit værelse.
Sådan trivedes Vito det ene øjeblik.
Det næste øjeblik isolerede han sig på værelset. Træt og ligeglad.
Efter Malthe blev smidt ud hjemmefra af sin mor, fik Chang fuld forældremyndighed og flyttede i sommerhus med sin søn. Håbet var, at de to kunne genoprette deres forhold i ro uden små søskende om benene.
De ventede på, at kommunen skulle lave en langsigtet plan, der kunne hjælpe Malthe, men oplevede ikke, at der skete noget. Kommunen tildelte Malthe en støtte- og kontaktperson, som blev sygemeldt efter to besøg. En familievejleder blev også koblet på og var hos Chang og Malthe 40 minutter, da de var i sommerhus sammen.
Familien i Ørsted var slidt ned, og uden udsigt til en handlingsplan krævede den, at kommunen fandt en løsning øjeblikkeligt. Malthe havde brug for professionel hjælp.
Derfor blev Malthe i september 2023 frivilligt anbragt på en åben institution.
Allerede mens Malthe og hans far boede i sommerhuset, havde familien understreget over for kommunen, den var bekymret for, at Malthe færdedes i et kriminelt miljø i Grenaa.
Bekymringen bundede i samtaler med Malthe, der havde hørt, at banditter med pistol transporterede narko med letbanen.
Malthe var en sårbar dreng, man let kunne overtale til at være del af en gruppe for at føle et sammenhold. Bekymringerne gav Malthes far videre til det lokale politi, hvor man i forvejen kendte Malthe efter en sag om trusler mod en anden dreng.
Ægteparret ønskede at få Malthe væk fra nærmiljøet. Men det fandt kommunen ikke grundlag for.
Den 7. september 2023 blev Malthe anbragt på det åbne bosted Unghuset i Grenaa, hvor han kunne komme og gå, som det passede ham.
Efter bare et døgn fik Malthe en besked, som ændrede alt.
Den skæve kurs gik samme vej hos Vito i efteråret 2023. Han var lige startet på efterskole, da han en nat skar sig så dybt i armen, at en nattevagt måtte køre ham på skadestuen.
Hans far og mor troede, at han gjorde det, fordi han følte, at han var dum eller for dårlig til at være sammen med de andre. Så straffede han sig selv ved at skære i armen.
Vito havde gjort det tidligere, men det var et stykke tid siden, så de troede, at det var overstået.
Vitos far, Thomas, tog ham med til familiens læge. Også her var der bekymring, men ingen løsning. Lægen henviste til psykiatriens lange ventetider og sagde ifølge Thomas, at Vito næppe havde det slemt nok til at blive behandlet. Da Vito samtidig var under 18 år, kunne lægen ikke henvise ham til psykolog, heller ikke, da arene på armen kom frem.
Endnu en gang følte Thomas, at hans søns problemer ikke blev taget alvorligt.
Bedre gik det ikke på musikefterskolen. Vito kunne ikke finde sig til rette og stoppede efter en måned. Han vendte tilbage til 9. klasse på sin gamle folkeskole i Grenaa.
Vito havde tidligere haft glæde af at være i praktik en gang om ugen i en musikforretning, mens han gik i skole. En sådan ordning håbede han og forældrene at kunne få igen.
To vigtige møder blev sat i kalenderen til slutningen af november. Med skolen og kommunen skulle forældrene tale om en praktikordning. Og så skulle Vito starte op på en udredning i børnepsykiatrisk afdeling.
Dagen før det første møde indtraf tragedien.
»Det er kraftedeme løgn,« sagde Chang, da Malthes mors kæreste ringede og gav beskeden.
Malthes mor havde begået selvmord.
Med Malthe på et opholdssted synes bunden i forvejen at være nået. Derfor ramlede det, da Chang fik opkaldet om, at Malthes mor havde taget sit eget liv.
Chang var selv i sorg, og han vidste, at det ville knuse hans søn. Faktisk var Chang ude af stand til at overbringe beskeden.
Mathilde måtte gøre det.
Det var sidst på formiddagen, hun mødte op i Unghuset. Malthe sov stadig. Han kom ned i haven iført T-shirt og pyjamasbukser.
»Jeg er ked af at skulle fortælle dig, at din mor er død. Hun har taget sit eget liv,« sagde Mathilde.
Malthe kiggede på hende og sagde:
»Det er løgn.«
»Det ville jeg ønske, jeg kunne sige, at det var, men det er det desværre ikke,« replicerede Mathilde.
Malthe græd.
Malthe havde i tiden derefter svært ved at finde sig til rette i Unghuset.
Hans far og bonusmor ville flytte ham.
På et møde med en socialrådgiver – den femte i rækken – udtrykte de frygt for, at der skulle ske deres teenagesøn noget, hvis han fortsatte med at bo i Grenaa.
De frygtede, at Malthe var på vej i den forkerte retning, og ønskede, at man fandt et bedre egnet sted til ham. Et sted, hvor han ikke kunne gøre, som det passede ham, og hvor han havde faste rammer og kunne få den behandling og hjælp, han ifølge familien havde brug for.
Socialrådgiveren sagde, at så længe Malthe ikke havde begået noget kriminelt, kunne hun ikke gøre noget.
Beskeden frustrerede Malthes far og bonusmor.
Men de aftalte at mødes ugen efter, herunder med Malthe, så der kunne lægges en plan for at hjælpe ham på ret kurs.
Familien havde stadig et håb om, at det kunne lykkes.
I Grenaa levede håbet også.
Vito var i efteråret 2023 gladere. Han var ved at danne et band, hvor en god veninde også var med, og passionen for madlavning havde resulteret i en stadig større række af kogebøger på hylden i værelset, bl.a. Jamie Olivers ”5 ingredienser”. En af hofretterne var pulled pork tilberedt på grillen. I det hele taget elskede Vito at lave og spise simremad, f.eks. langtidsbraiserede svinekæber.
Efter at have været i praktik på et autoværksted var Vito helt sikker på, at han ville være automekaniker som sin far.
Der var dog én ting, som af og til nagede ham.
Malthe havde beskyldt ham for at have voldtaget en pige, han havde været kæreste med.
Vito havde før sommerferien fortalt sin mor om det.
Han var meget berørt af det og søgte råd om, hvad han skulle gøre.
Lea havde en lang snak med Vito, hvor hun bl.a. spurgte, om han var kommet til at overskride en grænse, eller der var sket en misforståelse.
Det mente han ikke.
Malthe sendte sms’er og meddelelser på Snapchat, hvor han truede Vito og ville slås. Det ville Vito ikke.
Kort efter fortalte Vito sin mor, at han havde talt med Malthe, og at Malthe nu ikke længere mente, at han havde voldtaget Malthes ekskæreste.
Sagen var gået i sig selv, troede Vito og hans mor.
Men Malthe havde tilsyneladende svært ved at glemme det, for efterfølgende sendte han på Snapchat et foto af Leas hus og adressen på Thomas’ hus og en besked om, at uanset hvor Vito gemte sig, skulle han nok finde ham.
I en anden besked truede Malthe med at brænde Vitos familie ned, hvis han ikke mødte op for at slås.
Vito troede ikke på truslerne, men var alligevel utryg ved Malthe og undgik at deltage i fester og arrangementer, hvor han vidste, at Malthe måske dukkede op.
Malthe drømte om at komme hjem at bo med sin familie. Han holdt meget af at være sammen med familien, uanset om det gjaldt Changs eller Mathildes familie. En weekend skulle Mathildes far og mor passe de mindre søskende. Malthe valgte at blive hjemme for også at være sammen med dem.
Malthe holdt særlig meget af sine to mindre søskende. Han var der altid for dem og viste dem sin kærlighed. De så op til ham. Det gjaldt også Malthes lillebror, som han bl.a. hjalp med at fikse tekniske ting på computeren.
Når de f.eks. var på ferie i familiens orange folkevognsrugbrød og landede på en campingplads, hyggede brødrene sig med spil og fløj med drager.
Søndag den 19. november 2023 var Malthe i Ørsted for at fejre sin lillesøsters syv års fødselsdag. Familien spiste hjemmebagt chokoladekage. Emma fik nyt legetøj, som hun og Malthe legede med, bl.a. kinetic sand. De sad også sammen i sofaen, hvor Malthe læste historie for sin lillesøster.
Malthes smil og energi fik venner til at blive i godt humør, når de var sammen. Han tog sig også af kammerater, som havde det svært. I en periode ringede han f.eks. hver aften til en kammerat, der havde det svært, for at snakke og sige godnat.
Malthe glædede sig til at skulle begynde på efterskole i 10. klasse.
Malthe havde ringet til Vito og ville mødes på letbanestationen i Grenaa.
Sidst på eftermiddagen søndag den 26. november havde mørket sænket sig. Perronen på stationen var lyst op.
Malthe og Vito hilste på hinanden, da Vito med alkohol i blodet kom ind ad døren til ventesalen på stationen.
Vito havde en dolk i jakkelommen.
Hvis Malthe ville slås med ham, kunne han true ham med kniven. Stroppen omkring skæftet var ikke spændt. Så kunne Vito hurtigere få fat i den, hvis det blev nødvendigt.
Vito havde hørt, at Malthe godt kunne finde på at dele øretæver ud. Han var ikke bange for Malthe – mere utryg eller usikker på, hvordan han kunne finde på at reagere.
Ud over de gange, hvor Malthe havde ringet og truet ham, havde de skrevet sammen via sms og Snapchat.
Malthe og Vito forlod ventesalen. Malthe lagde en arm om skulderen på Vito, mens de gik ned langs perronen og over på den anden side af skinnerne, væk fra lys og kameraer.
Malthe spurgte, hvorfor Vito havde voldtaget hans nu tidligere kæreste.
Vito svarede, at han ikke havde voldtaget hende, og at han ikke vidste, hvorfor rygtet gik.
Malthe slog ham herefter en eller to gange med knytnæve i ansigtet.
Vito gik i panik, trak kniven og stak Malthe to steder på kroppen. Det ene stik ramte ifølge dommen hjertet med stor kraft og dræbte Malthe.
Vito vendte sig om og så til sin overraskelse, at en anden dreng, som Malthe var blevet gode venner med på sin skole, stod lige bag ham.
Hvad der skete herefter, er usikkert, for ifølge Vitos forklaring i retten stak han ud efter den anden dreng. Den anden dreng har forklaret, at han slog Vito og måske også sparkede ham, hvorefter Vito stak ud efter ham.
Drengen flygtede i retning mod stationsbygningen med Vito i hælene.
Det lykkedes ham at undslippe sin forfølger. Først senere gik det op for drengen, at et knivstik var gået igennem hans jakke.
Mens Malthe lå blødende tilbage på sporet, løb Vito med sin veninde hen til en tankstation tæt på letbanen.
Malthes ven løb tilbage til ham på sporet, fik ham op på perronen.
»Jeg elsker dig,« sagde Malthe ifølge vennen.
Grædende og siddende på en trappe på tankstationen ringede Vito til sin far, som hentede dem og kørte dem hjem til sig.
Vito rystede, hyperventilerede og paniksnakkede. Han græd, var oprørt og bange for, hvad der var sket.
Da Vitos mor kort efter ankom hos Thomas, sagde Vito:
»Jeg har stukket én ned.«
Vito fortalte, at han troede, han havde stukket tre gange med kniven, som lå foran dem på spisebordet.
Lea blev først vred. Hun havde jo sagt, at Vito ikke skulle gå hen på letbanen. Nu havde det fået alvorlige konsekvenser, uden at de vidste hvor alvorlige.
Lea ringede til politiet og fortalte, at det var hendes søn, som havde ført kniven, i forbindelse med at en dreng var blevet stukket ned på letbanen.
10 minutter senere mødte fire politimænd op hos Vitos far. De afhørte forældrene, iførte Vito heldragt, mundbind og handsker, før de lagde hans håndled i strips og tog ham med sig til Retsmedicinsk Institut i Aarhus for at blive undersøgt og få sikret spor.
Thomas og Lea kørte senere til Retsmedicinsk Institut. Uden for bygningen mødte de en retsmediciner, som tilsyneladende troede, at de var Malthes forældre.
Retsmedicineren gav dem nemlig hånden og kondolerede.
»Han (drengen, som Vito havde stukket med kniven, red.) er død. Det må han jo være, siden han kondolerer,« sagde Thomas.
Kort efter bekræftede en politimand, at Malthe var død.
De følte, at al luft forsvandt omkring dem.
Senere fik Vitos forældre kort lov til at hilse på ham på politigården i Aarhus.
Vito var forgrædt og utrøstelig. De holdt om ham og sagde, at han havde gjort noget dumt, men at han skulle huske, at de elsker ham.
Vito græd og sagde, at han ikke havde ret til at leve mere.
I Ørsted blev bestillingen af julegaver på nettet afbrudt, da det bankede på døren. Da Mathilde tændte lyset og så, at der stod to politibetjente udenfor, vidste hun, at der var sket noget med Malthe.
Politibetjentene bad om at tale med Chang.
De fortalte, at der havde været et knivstikkeri i Grenaa, og at Malthe var afgået ved døden.
Han og Mathilde havde længe været bekymret for Malthe. At han kørte sig selv ihjel, eller at der skete ham noget i det kriminelle miljø. Malthe var så meget teenager, at han troede, at han var udødelig. De havde udtrykt deres bekymring over for kommunen.
Samtidig var det ikke lykkedes at få ham væk fra det miljø i Grenaa, hvor han færdedes.
Politiet fortalte ikke, hvorfor Malthe var blevet knivdræbt.
Chang gik i chok, og straks politiet var gået, brød han sammen.
Mens Mathilde tog sig af deres børn, kom Changs far for at passe på og trøste ham.
Først senere fik de at vide, at knivstikkeriet var den ulykkelige kulmination på beskyldninger fra Malthe om, at Vito havde voldtaget hans tidligere kæreste. Beskyldninger, som viste sig at være uden hold i virkeligheden, og som Chang og Mathilde ikke havde hørt om.
Malthe blev bisat i Estruplund Kirke. Kun den allernærmeste familie og bl.a. to af Malthes barndomsvenner og deres forældre var inviteret og deltog.
Bagefter kørte bedemanden kisten til Grenaa, hvor omkring 200 mødte op på parkeringspladsen ved kapellet for at tage afsked med Malthe.
Mange lagde blomster på kisten og satte deres fingeraftryk fra farverige stempelpuder på kisten. Der var helt stille, mange græd og slog til sidst følge et stykke efter rustvognen, som kørte forbi Malthes fødehjem i Kare og hans børnehave i byen.
Børnehaven har hængt en engel op i et lokale til minde om Malthe.
Jyllands-Posten har talt med forældrene til de to drenge, hvis liv ændrede sig dramatisk i november i fjor. Den ene, Vito, blev drabsmand. Den anden, Malthe B. Termøhlen, døde af knivstik.
Med fortællingen ønsker forældrene, at myndighederne bliver bedre til at hjælpe børn og unge i mistrivsel, ligesom de ønsker at rejse en debat om, hvad vi som samfund gør for at forhindre unge i at gå med kniv og dermed komme til at bruge den.
Jyllands-Posten har valgt ikke at bringe efternavnet på gerningsmanden af hensyn til hans alder. Af samme årsag bringer vi heller ikke nyere fotos. Da offerets mor er død, baserer fortællingen sig i høj grad på faderen og hans kones oplevelse af forløbet. Jyllands-Posten har så vidt muligt undersøgt deres fortælling via dokumenter med relation til sagen, overværet retsmøder og talt med relevante kilder.
Begge familier har haft mulighed for at læse artiklen med beskrivelsen af deres del af fortællingen inden publicering for at bidrage med faktuelle rettelser og gøre opmærksom på eventuelle misforståelser.
Det er mørkt udenfor.
Men lyset i rækkehuset i Grenaa er tændt. Thomas er ved at gøre sig klar. Han har grøn sweater, jeans og sutsko på. Ovnen i køkkenet varmer fire minutrundstykker.
I stuen sidder hans ældste søn i sofaen. Vitos farfar kommer ind ad døren, hilser på sin søn og sit barnebarn og sætter sig ved spisebordet.
Det er torsdag den 5. december 2024.
Snart skal de sammen køre til Vestre Landsret i Viborg for at modtage Vitos endelige dom.
Han er tidligere i Retten i Randers blevet idømt otte års fængsel for drabet på Malthe.
Thomas har sat pulverkaffe frem, som hans far brokker sig over. Han mumler noget med, at det ikke er rigtig kaffe. Men tager alligevel en kop.
»Vi er altid sent på den, men i dag er vi åbenbart i god tid,« siger Thomas og kigger på klokken. Den viser 7:30.
Fjernsynet larmer i baggrunden. Der er tændt for TV 2 News.
»Så er han der,« siger Vitos farfar med blikket rettet mod nyheden, der løber over skærmen:
»Kan du lige skrue op?«
Kanalen bringer en nyhed om drabet, som deres søn Vito har begået.
De tre mænd er stille. Indslaget slutter, og de spiser et rundstykke med skiveskåret ost. Taler om motorsport, at rundstykkerne er tørre, og hvem fra familien der planlægger at komme til landsretten i dag.
»Det hjalp ikke på kvalmen,« siger Thomas. Den har han haft, siden han vågnede.
I går aftes besøgte han Vito sammen med Vitos mor, Lea.
»Vito plejer at kunne smile lidt, når vi besøger ham, men ikke i går. Han havde kun sovet halvanden time de seneste dage.«
Familien har været tilfreds med forsvarsadvokaten i landsretten. Det gør dem håbefulde. I baghovedet spøger byrettens dom. De frygter, at den nye afgørelse bliver hårdere.
På spisebordet står fem poser chips formet som kyllingelår. Det er Vitos yndlingschips.
»Jeg plejer at være rundt i alle supermarkeder for at finde dem til ham,« siger Thomas Thomsen.
Klokken bliver 8:00. Det er nu, de skal afsted. Thomas rejser sig, men siger så:
»Jeg ryger lige, og så kører vi.«
Egentlig havde han kvittet smøgerne, før alt dette skete. Denne morgen har faren røget en halv pakke.
I Ørsted ringer vækkeuret kl. 5:00. Mathilde har kun sovet få timer. Hun trækker den et kvarter, før hun står op. Chang og deres to små børn sover stadig.
Mathilde tænder for iPad’en på køkkenbordet, hvor ”Go’ morgen Danmark” toner frem. Tænder kalenderlyset på spisebordet med rød juledug og det ene lys i adventskransen. På væggen hænger et sort-hvidt foto af Malthe og hans lillebror og lillesøster. På en skænk står to juletræer, som Malthe lavede i 2019. Det ene formet af en cykelslange, det andet af papir fra en bog. Mathilde går i bad, tager et par blå strækbukser og en hvid bluse med blå blomster på.
Mens hun laver kaffe og spiser en rugbrødsmad, kredser tankerne hele tiden om ét spørgsmål, som hun får svaret på klokken 10.00.
Vil Vito blive kendt skyldig i drabet på Malthe, eller vil han slippe for mange år i fængsel, fordi han handlede i nødværge, som hans forsvarer har påstået?
»Jeg er selvfølgelig nervøs for udfaldet. Om han får ret i påstanden om nødværge. For os handler det om retfærdighed. Det er skyldsspørgsmålet, der betyder noget,« siger Mathilde.
Chang og børnene står op kl. 6.30. Han har haft det dårligt de seneste dage. Ondt i maven og kvalme. Han har grædt meget. Han tager ikke med i retten. I stedet vil han besøge Malthes gravsted sammen med en af Malthes venner og få nyheden om udfaldet af sagen via medierne.
»Det skal blive godt at få det overstået,« siger han.
På gruset uden for gården kysser han Mathilde:
»God tur.«
Klokken er 8.18. Mathilde sætter sig ind i sin blå Tesla med kaffe i kruset og kursen mod Viborg.
Præcis en time senere ruller hun ind på Vestre Landsrets parkeringsplads. Derinde møder hun sin storesøster og lillebror. De har været med ved tidligere retsmøder.
Retssalen i Vestre Landsret er næsten fyldt. Pårørende til begge drenge er mødt talrigt frem. Det samme er pressen.
Ledsaget af to fængselsbetjente føres Vito ind i retten og tager plads ved siden af sin forsvarer. Han er iført hvid sweatshirt, lysegrå bukser og hvide Nike-sko.
Tæt på tilhørerne sætter ni nævninge sig. Tre dommere indtager pladserne i den anden ende af salen.
Stilheden sænker sig.
På slaget 10 afsiger retsformanden kendelsen om skyld.
Vito er skyldig i drab. Dommen fra byretten stadfæstes.
Vitos ansigt er som forstenet og ændrer sig ikke. Han stirrer ligefrem. Bag ham gemmer hans mor, Lea, sit ansigt i hænderne. Faren, Thomas, stirrer først ud i luften, rynker panden, veksler et par ord med Lea, der sidder foran ham, og bøjer sig så frem med hovedet gemt bag sine fingre. Først sidder han helt stille. Så begynder hans arme at ryste.
De siger ingenting. Sidder bare forstenet.
Mathilde – Malthes bonusmor – trækker vejret tungt. Hun puster ud. Tårerne presser sig på, mundvigene vibrerer. Hun snøfter. Lillebroderen rækker hende en pakke Kleenex, som hun åbner og tørrer øjne og næse med. Hun havde helt kolde hænder op til afgørelsen. Nu breder varmen sig.
»Jeg er lettet, selv om det ikke giver os Malthe tilbage,« siger Mathilde i minutterne efter dommen. Hun tilføjer dog:
»Det ændrer ikke ved det svigt, vi mener, at myndighederne er skyld i.«
Klokken 12.22 den 5. december 2024 bliver strafudmålingen læst højt. Landsretten stadfæster dommen fra byretten. Vito får otte års fængsel. Han skal sidde varetægtsfængslet, indtil afsoningen kan begynde.
For at vise dette indhold fra Omny Studio skal vi bruge dit samtykke til at anvende cookies.
Det giver du ved at klikke på knappen nedenfor og derefter vælge “Tillad alle”.
Du kan også gå videre til Omny Studio.