Han undersøger de døde børn, når de har overfaldet hinanden med knive. Og der er flere ting, som bekymrer ham

Han har undersøgt ofre i næsten 30 år. Når de pludselig er døde. Når det ligner mord. Når de stadig er i live.

Kvinder og mænd. Ældre og gamle.

Også de unge knivofre, som Jyllands-Posten i disse dage skriver om.

Sagerne er forskellige, men én ting er fællesnævner: Der var tale om unge mennesker, ofte alt for unge til, at de skulle have været på gaden en sen aftentime og være endt i så voldsomt et slagsmål.

»Jeg kunne ønske mig, at de unge, der bliver taget med en kniv, får et kursus eller bliver undervist i, hvor alvorlig skade den kan forvolde. Hvor dårligt et valg det er at tage kniven med. Måske møde pårørende til ofre. Så de forstår, hvor let det kan gå galt.«

Sådan siger Steen Holger Hansen, vicestatsobducent på Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet.

Knivstikkeri er altid forfærdeligt. Men når børn dør, er der et særligt behov for at give svar, siger han.

I situationen må han distancere sig fra, hvad der har udspillet sig, før offeret ender hos ham.

»Når jeg sidder bagefter og tænker over det, er det forfærdelig trist. Nogle gange er det et ungt menneske, der har været høj på stoffer i byen i stedet for at være derhjemme i trygge omgivelser og hygge sig med venner eller familie,« siger han.

Jobbet har betydet, at han ikke har den samme lyst til at se krimifilm og læse detektivromaner:

»Jeg har nok i det daglige. Ondskab ser jeg nok af.«

Jyllands-Posten sætter i en artikelserie fokus på de knivstikkerier, der har været de senere år. Ifølge statistikkerne bliver flere unge sigtet for at bære kniv, og i en række konkrete sager har børn dræbt børn.

Steen Holger Hansen har ikke ført statistik på området, men han oplever en udvikling gennem sine 30 år i jobbet:

»Min fornemmelse er, at der er flere yngre personer, som bliver stukket med kniv af andre yngre personer. De fleste af dem er heldigvis i live. Dem undersøger vi på traumecentret. Andre gange overlever de ikke.«

Han ser også skader efter voldsomme slagsmål med næver og ben, og i nogle tilfælde er der brugt forskellige redskaber som knive, skydevåben og andre genstande.

Samtidig har drabstallet i Danmark været nogenlunde konstant. Det vidner tal fra Justitsministeriet om.

»Den store forskel er, at behandlingerne er blevet meget bedre. For 20 år siden var de ofre døde. I dag bliver de reddet,« siger han.

»Nogle af dem, vi undersøger i dag … Det er helt utroligt, at de efter en uge bliver udskrevet, selvom de blev stukket i hjertet. Havde vi ikke haft den udvikling i behandlingens kvalitet, havde vi set flere dræbte.«

Han tilføjer:

»Vi har ofre, der er blevet stukket i hjertet langt fra København, men bliver fløjet ind til Rigshospitalet og reddet.«

Dna på journalisten

Som retsmediciner består jobbet af tre opgaver:

Steen Holger Hansen og hans kolleger undersøger levende personer, der er blevet overfaldet, eller gerningsmænd. Det kan være i sager om alt fra knivsår, skudsår, overfald til seksuelle overgreb.

I andre tilfælde er offeret dødt, og han må foretage en obduktion.

Den sidste del af jobbet består af undersøgelser på det såkaldte findested. Altså ikke nødvendigvis gerningsstedet, men det sted, offeret blev fundet. Det kan også være på hospitalet, hvis vedkommende er nået derind.

En retsmediciners opgave er at besvare »hvad, hvornår og hvordan«.

Hvad er der sket med offeret, hvordan foregik det, og hvornår fandt det sted?

Desuden sikrer de dna-materiale.

»Alene det, at vi to sidder over for hinanden, gør, at mit dna er på dig. Hvis du lægger en hånd på skulderen af din kammerat, er dit dna der. Hvis I er i slåskamp, vil der helt sikkert være dna.«

Han slår en flad hånd i bordpladen:

»Der har jeg afsat mit dna nu. Det er meget let.«

Det kan være hudceller, sved, spyt og sæd, han sikrer.

En særlig tendens

Knivstik ser relativt ens ud, fortæller Steen Holger Hansen.

Retsmedicinere skelner mellem, om det er et stiksår eller et snitsår. Typen af sår har betydning for den forudgående kamp.

Men han ser en udvikling, som er bekymrende:

»En nyere ting, jeg ikke mindes, at vi så i gamle dage, er, at der bliver gået meget efter sædepartiet – altså ballerne – og låret,« siger han:

»Nogle forklaringer er, at det er meget ydmygende at blive stukket der. Desuden tror mange, at det ikke er så farligt. At de kan stikke nogle gange i ballerne uden alvorlig, dødelig skade.«

Det er imidlertid en forkert opfattelse:

»Der sidder nogle ret store pulsårer i låret og under ballen. En af de pulsårer kan smutte ind i bækkenet og være svær for kirurgerne at sy sammen. Det er farligt. Det ved de unge ikke.«

I flere af sagerne, vi beskriver, er det et enkelt knivstik, der betyder et drabeligt udfald. Ser du ofte det?

»Det normale er ikke, at der bliver stukket mange gange. Det er en helt anden type drab. Ofte er der ét eller to sår. Særligt hos de unge grupperinger, der møder hinanden.«

Han tilføjer, at mange af ofrene ikke har nået at afværge angrebet. Det kommer bag på dem, at de bliver ramt af en kniv.

En kniv i hjertet

Hvor nemt er det at gøre alvorlig skade med en kniv?

»Det er meget let. En skarp kniv, brugt rigtigt, går let gennem huden. I sig selv er det ikke så farligt, men rammer kniven et blodkar – og det kan den nemt – kan det hurtigt være dødeligt. Ved halsen skal en kniv ramme blot 1-2 cm dybt, før den rammer en pulsåre. Den sprøjter meget. Hvis offeret ikke bliver behandlet inden for 10 minutter, dør vedkommende.«

Med en skarp kniv kan en gerningsmand let stikke ind i hjertet.

»Det er let at forvolde stor skade, også større, end man ønskede eller forestillede sig,« siger Steen Holger Hansen.

Ofte møder han ikke de pårørende, men det sker i nogle tilfælde. De spørger ham altid om det samme:

»Led han? Det er altid det, de vil vide. Var han klar over, at det skulle ske? I forbindelse med knivofre kan jeg ofte svare, at han slet ikke var klar over, at han var blevet stukket, og at han hurtigt blev bevidstløs inden for et halvt minut. Døden indtraf efter 5-10 minutter.«

Slider et job som dette?

»Jeg har set mange voldsomme ting,« siger Steen Holger Hansen og understreger, at han har det godt og er glad for sit arbejde:

»Man kan normalt ikke fortælle om sine oplevelser derhjemme. Vi taler med hinanden om det på arbejdet, for rygsækken kan blive fyldt op over lang tid, og så er det godt at få den tømt, så man ikke vælter.«

Til hans egne børn, som i dag er voksne, har rådet været klart:

»Løb. Hvis nogen har en kniv, skal du væk. Særligt, hvis de er påvirkede af stoffer eller alkohol, skal du gå den anden vej,« siger Steen Holger Hansen.