Fortsæt til indhold
Indland

Miljøminister om tonsvis af ophobet kasseret tøj: Det var ikke en fejl at gå forrest med sortering

Miljøminister Magnus Heunicke (S) varsler tiltag, der skal sikre, at mere kasseret tekstilaffald bliver genanvendt frem for at gå op i røg.

Hullede sokker, slidte trøjer eller andre tekstiler blev sidste år tilføjet på listen over dele, som folk skal sortere. Siden har tekstilaffaldet hobet sig op i tonsvis på lagre eller er blevet brændt i stedet for at blive genanvendt.

Selv om branchefolk taler om, at markedet »på ingen måde fungerer«, fortryder miljøminister Magnus Heunicke (S) ikke, at Danmark er gået tidligere i gang med indsamling af tekstilaffald end krævet af EU. Men han vil nu stramme skruen over for modeindustrien.