Fortsæt til indhold
Indland

Emilie Rath endte i verdens største racerløb: Nu har hun sat sig et nyt vildt mål

Emilie Rath blev Danmarks første kvindelige Formel 1-mekaniker og har vundet verdensmesterskabet i verdens største racerløb. Men vejen dertil var svær i en mandsdomineret verden.

Thomas B. Knudsen

Formel 1-mekaniker. Hvor mange kan skrive det på sit CV? Ikke mange, de færreste med et dansk pas og slet ikke nogen kvinder.

Indtil Emilie Rath trådte ind i pitten i verdens mest prestigefyldte motorløb i 2018.

Først på Aston Martins hold og siden hos storholdet Mercedes, hvor hun i knap to år stod blandt de dygtigste – og ikke mindst hurtigste – mekanikere i verden og var med til at gøre Mercedes til verdensmester.

Den vilde drøm, der nu var en endnu vildere virkelighed, havde hun fået godt 10 år forinden.

»Jeg så et Formel 1-løb i tv som 14-15-årig, racerbilerne, der kom ind i pitten, og mekanikerne, der hurtigt skulle gøre bilen køreklar igen. Det måtte være det sejeste job i verden, og det skulle jeg bare være,« husker Emilie Rath, der i dag er 32 år, tilbage.

Hun var ikke i tvivl, hun skulle være automekaniker.

Emilie Rath er udlært automekaniker og uddannet autoteknolog. Foto: Miles Lilley

Det blev hun så i 2014 og hendes indsats blev belønnet med Metalindustriens Lærlingepris og Håndværkerforeningens sølvmedalje, der er den højeste udmærkning, til sin svendeprøve. Senere supplerede hun med uddannelse som autoteknolog, der kombinerer højteknologiske og automatiske systemer i biler.

Men inden alt det – inden verdensmesterskaber, pomp, prestige og poppende champagneflasker, og mekanikeruddannelse og højteknologiske overbygninger – var hun bare en teenagepige, der skulle fortælle sin forældre, at hun ville skrue på nogle af verdens hurtigste biler.

Bekymring for mandefag

»De havde ikke set det komme, så de skulle lige vænne sig til tanken. Mest af alt var de bare bekymrede for, om det var det rigtige valg for en ung pige i en mandsdomineret verden. Men de bakkede mit valg op,« siger Emilie Rath.

Bekymringen skulle dog desværre vise sig at være reel.

Efter grundforløbet på Ballerup TEC skulle Emilie Rath finde en læreplads. Hun skrev henved 100 ansøgninger, som hun og hendes far personligt kørte rundt og afleverede til autoværksteder på Sjælland.

Emilie Rath i aktion som mekaniker for racerholdet Force India under et Formel 1 løb i Bahrain i 2018. Arkivfoto: Jan Sommer

»Når jeg troppede op med min ansøgning, blev afslaget begrundet med, at jeg jo kunne blive gravid, eller at der ikke var separate badefaciliteter. Så jeg begyndte at skrive, at jeg kunne medbringe mit eget transportable bad, så de ikke kunne bruge det som undskyldning,« siger hun.

Men Emilie Rath lod sig ikke kue eller slå ud, og efter to år lykkedes det hende at lande en læreplads. Lettelse og glæde, men også iblandet frustration over at være i en branche, hvor kvinder er et særsyn og forholdene er skræddersyet det ene køn.

»Jeg er ikke sart, men det var til tider en hård periode. Der blev ikke taget hensyn til, at du ikke var en mand, så man måtte iføre sig for stort tøj og klæde om midt i det hele. Jeg følte ikke, jeg hørte til,« siger Emilie Rath.

Gå efter drømmen

De svære forhold skulle dog ikke stå i vejen for hendes stålvilje. Efter hun blev færdig med sin uddannelse, skrev hun ansøgning på ansøgning til forskellige hold inden for motorsporten i England og sikrede sig efter en ihærdig indsats en praktikplads på et Formel 3-hold.

Praktikpladsen blev siden til en fastansættelse, og hun arbejdede sig op gennem rækkerne i motorsportens fineste klasse, indtil hun endelig en dag stod som mekaniker på et Formel 1-hold.

Efter syv år i England, hvoraf de tre år var i Formel 1, havde hun udlevet drømmen. Hun havde gjort præcis det, hun havde sat sig for som teenager, og nu ville hun tilbage til Danmark – og hun havde endnu en gang en mission.

Emilie Rath arbejdede både for Force India-holdet og for Mercedes i Formel 1. Sidstnævnte blev hun verdensmester med. Arkivfoto: Jan Sommer

Her blev hun ansat som lærlingeansvarlig i teknikvirksomheden Wicotec Kirkebjerg, hvor hun hurtigt kastede sig over at opbygge et lærlingeprogram med fokus på diversitet og inklusion, så kvinder, der drømmer om en karriere i håndværksfagene ikke skulle møde samme mur, som hun mødte år forinden.

Programmet gik hurtigt fra 0 til 20 pct. kvindelige lærlinge, og Emilie Rath indførte en række initiativer som hygiejneposer i alle skurvogne og kvindeligt arbejdstøj og søsatte faste opfølgningssamtaler med alle lærlinge i deres prøveperiode for at opbygge et tillidsfuldt forhold mellem lærlingene og ledelsen.

»Der er behov for at fortælle en anden historie om erhvervsuddannelserne end den gængse. At en erhvervsuddannelse ikke er en begrænsning, men en verden af muligheder, hvor også kvinder kan spille en stor rolle,« fastslår Emilie Rath.

Unge som ambassadører

Tilliden resulterede i, at mange af de lærlinge, hun har været ansvarlig for, sidenhen er blevet ambassadører for erhvervsuddannelserne – både ved at dele positive historier om deres hverdag på de sociale medier og ved at tale med deres venner og andre unge mennesker om de muligheder, uddannelserne skaber.

»Jeg kan jo ikke bære opgaven alene, selv om jeg ofte er ude på erhvervsskoler og folkeskoler for at fremhæve de mange karrieremuligheder, der findes uden for den traditionelle akademiske vej. Og det bliver taget godt imod, heldigvis, for der er behov for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse, ellers løber vi tør for håndværkere i fremtiden.«

I dag arbejder Emilie Rath som talent- og rekrutteringsleder hos installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen, der har 2.900 ansatte på tværs af landet, mens 250 lærlinge er tilknyttet virksomheden.

For hendes bestræbelser for at skabe bedre plads til forskelligheder blandt lærlinge er hun derudover blevet nomineret i kategorien “Ledelse” ved årets Fagtalent. En nominering og en pris, hun sætter pris på og finder umådelig vigtig for branchen.

»Det er stort, at der er nogen, der hylder det, vi kan og gør. Det kan i endnu højere grad være med til at vise variationen af de mange håndværkerfag og mulighederne, og hvordan en håndværker ser ud. Det kan få flere til at spejle sig i det og forhåbentlig skabe en større interesse for at blive håndværker,« siger Emilie Rath.