Fortsæt til indhold
Indland

Op mod 900 patienter klager hvert år over tandlæger: Nu vil regeringen sløjfe den mulighed

Både patientsikkerheden og retssikkerheden bringes i fare i et nyt lovforslag fra regeringen, mener patientorganisationer og eksperter, som kalder det »vanvittigt« at fjerne muligheden for at klage over tandbehandling.

En tandbro, der er konstrueret forkert og falder ud af munden efter få måneder.

En visdomstand, der opereres forkert ud og giver nerveskader.

Eller en plastfylding, der laves i den forkerte – raske – tand.

Hvert år klager 700-900 patienter til Styrelsen for Patientklager over den behandling, de har fået hos en privat tandlæge, en tandplejer eller en tandassistent, og mellem hver fjerde og hver tredje klager får medhold, indgår forlig og/eller får pengene refunderet for den forkerte behandling.

Men fremover kan danske patienter ikke længere klage over den behandling, som de får hos private tandlæger og tandklinikker.