»Mig kan de ikke afvise så let, for jeg har været lige så sygeligt besat af min krop som dem«

Forestil dig en kriminel, der fortryder sine handlinger og bliver fængselsbetjent.

For at genvinde selvrespekten og for at påvirke andre til ikke at begå de samme dumheder.

Så har du Therese Vilrik.

Hun er godt nok langtfra en storforbryder og arbejder heller ikke bag tremmer, men hun har gennemgået samme forvandling.

Både mentalt og fysisk.

I en årrække var bodyfitness alt for hende.

På vejen mod en position som en af Nordens bedste underkastede hun sig den allerstrengeste selvdisciplin for at ombygge sine 160 centimeter. Hun skar alle de gamle venner fra og brød til sidst både sit eget moralkodeks og et helligt løfte til sig selv om aldrig at bruge doping.

I dag griber den 31-årige Therese Vilrik en malerpensel i stedet for en vægtstang og stikker ikke længere ud rent kropsligt, men forandringen er ikke stoppet dér.

I et univers fuld af mistro mellem dopingbekæmpere og dopingbrugere er hun noget så sjældent som en brobygger med en fod i hver skyttegrav. Hun er blevet fitnesskonsulent for Anti Doping Danmark på deltid og trækker netop på sin mørke fortid i forsøget på at lede især unge uden om alle fælderne.

Ærefrygt og skuldertræk

På sine besøg ude i centrene bliver Therese Vilrik stadig genkendt. Nogle synes, at det er fedt, at hun kan tale med stor vægt og ud fra personlige erfaringer. Andre melder klart ud, at »hun er ikke en skid bedre end dem«, så hende gider de overhovedet ikke høre på formaninger fra, men …

»Mig kan de ikke afvise så let, for jeg har været lige så sygeligt besat af min krop som dem. Jeg har for eksempel også fulgt en vanvittig kostplan. Det var 10 æg om morgenen, ni hvider og én blomme. Måltider med 100 g kylling, 100 g asparges og 100 g gulerod i løbet af dagen. Rødt kød og rødbede før træning, en havregrynsshake bagefter, og så kørte jeg 10 æg mere om aftenen,« remser Therese Vilrik op med et grin.

Dette ellers så lukkede miljø har fået kastet nyt lys på sig med en netop udgivet rapport om fitnessdoping. I den første undersøgelse af fænomenet siden 2010 konstaterer Idrættens Analyseinstitut nemlig blandt andet, at hver 10. unge mand mellem 15 og 19 år enten har skudt ulovlig genvej til en anden kropsbygning eller er fristet af at gøre det.

Selv var Therese Vilrik ikke umiddelbart i farezonen for at gå ned ad den sti.

Hendes barndom var tryg.

Ingen mobning i skolen, god familie og masser af sport, men i fitnesscentret blev hun som teenager fascineret af, hvor hurtigt hun opnåede synlige resultater. Derfra blev hun langsomt suget ind i det forkerte selskab.

Suget ind af idoldyrkelsen

Hun begyndte at date en af de mest dedikerede mænd fra centret og blev totalt grebet af idoldyrkelsen og glorificeringen af skarptskårne kroppe, da hun overværede sin første bodybuilderkonkurrence.

Therese Vilrik begyndte selv at stille op til konkurrencer og tøvede ikke med at få lavet nye bryster, da den massive træningsmængde åd de naturlige fedtdepoter.

Hun svor dog at holde sig fra doping, men i løbet af et år havde hendes omgangskreds undergået en forvandling og talte kun meningsfæller fra den hårdtpumpede verden. Gradvist sænkede hun sine parader og godtog de narrativer, som blev brugt til at bagatellisere brugen af doping:

»Vi drikker ikke, vi er sundere end de andre, så det går nok«, og »hvis bare man tager doping på den rigtige måde, er det ikke farligt« er blandt de hyppigt forekommende bortforklaringer.

»Det var én lang glidebane. Alle overbeviste hinanden om, at andre tog meget mere, og at der reelt kun var tale om ganske små doser af nøje udvalgte præparater, selv om virkeligheden var en helt anden,« mindes Therese Vilrik, der fik øjeblikkeligt udbytte efter at have slugt sin første doping i pilleform.

»På kort tid fik jeg fylde, samtidig med at jeg tabte fedt. Jeg blev stærkere, mere udholdende, havde mere energi, og jeg fik en overvældende respons fra andre i fitnesscenteret og på de sociale medier. Men det var aldrig nok. Jeg distancerede mig mentalt fra alle, som udfordrede min livsstil og levede virkelig i en osteklokke. Det er svært helt at forklare, hvor altopslugende det er, til nogen, som ikke selv har prøvet det. Jeg kan sagtens se og forstå, hvorfor jeg endte dér, så i dag er jeg mest af alt bare utroligt taknemmelig over, at jeg heldigvis slap ud ret hurtigt.«

Vendepunktet blev oplevelsen af effekten, da en af hendes nærmeste tog en ekstra kradsbørstig dopingkur.

For øjnene af Therese Vilrik ændrede han ikke kun kropsform, men også mentalitet – fra at være livlig, glad og social blev han grå, indelukket og fraværende.

Følte sig befriet

Forskrækkelsen fik hende til at tage et hudløst ærligt kig på sig selv, og hun fandt ikke megen selvrespekt eller ære i sin »forpinte livsstil«. Derefter stoppede hun med at tage doping fra den ene dag til den anden og trappede ned til slet ikke at træne overhovedet.

Belønningen var en kæmpe frihedsfølelse. Hun vristede sig fri fra de abnorme spisemønstre og lod sig styre af sult i stedet for kostplaner.

Hendes spejlbillede dikterede ikke længere, om dagen i dag ville blive god.

Hun fik overskud til at genoptage sit studie og forsøge at lappe sårene i sit sociale netværk, som hun havde forsømt undervejs i sit hyperegoistiske realiseringsprojekt.

Therese Vilrik manglede dog noget nyt at hægte sin person op på. Hun følte et tomrum, så hun begyndte også at male, hvilket fyldte en masse for hende i barndommen. Nogle af billederne lagde hun op på de sociale medier. Pludselig ville nogle købe dem, og nu er det blevet en regulær indtægtskilde ved siden af hendes øvrige arbejde som fitnesskonsulent og personlig træner.

»Jeg holdt hurtigt op med at pine mig selv med selvkritik og abnorme krav til min selvdisciplin, men jeg kunne samtidig mærke, at jeg havde brug for en hobby til at kanalisere al min energi og målrettethed over i. Det var vigtigt for mig, for jeg ville ikke risikere at falde tilbage i de gamle vaner,« indrømmer Therese Vilrik.

»Folk skal forstå, hvor dragende det er, og hvor let det er at havne i det forkerte træningsmiljø. Det er jeg et alt for skræmmende eksempel på.«

Også du kan lokkes

På sine besøg ude i fitnesscentrene er Therese Vilrik derfor meget opmærksom på at udfordre de unge, som erklærer sig totalt overbeviste om, at de både kan jagte en stor krop og holde sig fra doping.

»Måske ønsker du helt ærligt ikke nogensinde at tage steroider, men det gjorde jeg heller ikke. Alligevel endte jeg med det, fordi mine barrierer langsomt blev nedbrudt. Det er helt uundgåeligt, fordi du ender i en omgangskreds med forskruede normer og virkelighedsbilleder. Du er meget lettere at lokke, end du selv tror, så du skal virkelig være opmærksom på, hvem du omgås i træningscentret.«