Fortsæt til indhold
Indland

Det ene forbund kalder regeringens plan for uetisk. Det andet mener, der er brug for »alle mand« i sundhedsbåden

Dansk Sygeplejeråd og FOA tager forskelligt imod regeringens importplan af varme hænder fra Indien og Fillipinerne.

Operationsstuer må lukkes ned, fordi der ikke er anæstesisygeplejersker nok til at gennemføre operationerne.

Svage, ældre borgere møder en hær af vikarer eller må nøjes med få minutters besøg af hjemmeplejen, fordi kommunerne ikke kan få sosu-assistenter nok.

Som Jyllands-Posten beskrev torsdag, resulterer manglen på de såkaldte varme hænder på landets sygehuse og i hjemmeplejen nu i, at regeringen vil uddanne og importere sosu-assistener og sygeplejersker fra Indien og Filippinerne.

Mens planen møder skarp kritik fra Dansk Sygeplejeråd, er det andet store fagforbund på området, FOA, der organiserer sosu’erne, langt mere positiv. I hvert fald hvis visse betingelser er opfyldt.