Greta Thunberg er blevet anholdt i København
Studerende Mod Besættelsen kræver, at KU afbryder samarbejde med israelske universiteter. Thunberg er anholdt.
Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg er blevet anholdt i Krystalgade i Indre København.
Det viser billeder fra stedet.
Københavns Politi kan hverken be- eller afkræfte, om Greta Thunberg er anholdt. Til Jyllands-Posten oplyser det, at der er anholdt seks personer for husfredskrænkelse. De seks personer blokerede en bygning på Krystalgade, og tre af dem var kortvarigt inde i bygningen.
Bevægelsen Studerende Mod Besættelsen skriver i en pressemeddelelse, at den har besluttet at besætte Københavns Universitets museumsbygning, som ligger i Nørregade lige ved Krystalgade.
Bevægelsen kræver, at universitetet afbryder samarbejdet med israelske universiteter.
På sin instagramprofil har Greta Thunberg lagt en video ud onsdag morgen, som er filmet foran Københavns Universitets bygning.
- Studenterbevægelsen Mod Besættelsen og jeg er i Københavns Universitets administrative bygning, skriver hun.
Greta Thunberg skriver videre, at politiet er blevet tilkaldt, og at betjente ”voldeligt” har skaffet sig adgang til bygningen med en rambuk.
- Vi er her, fordi dialog, lejrplads, demonstrationer og andre metoder efter en tre år lang kampagne ikke har fået universitetet til at møde kravene herunder en institutionel akademisk boykot, skriver hun.
Kort efter klokken 09.00 holder en enkelt politibil på Krystalgade foran Københavns Universitets bygning.
Københavns Politi oplyser, at det fik en anmeldelse klokken 07.34 om, at der var nogle, der blokerede en bygning i området.
Der er tidligt onsdag formiddag endnu ikke taget stilling til, om nogen af de seks skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Aktionen er ifølge politiet foregået roligt.
Talsperson for Studerende Mod Besættelsen Salam el Youssef bekræfter over for Ritzau, at Greta Thunberg er blevet anholdt i forbindelse med en aktion sammen med bevægelsen.
- Nogle af aktivisterne går ind i bygningen og lukker for dørene og portene. Politiet bliver tilkaldt af universitetet. De kommer rigtig talstærkt med en rambuk, med rifler, hjelme og jeg ved ikke hvad, siger Salam el Youssef.
Københavns Universitet har på nuværende tidspunkt ikke nogen kommentarer.