Mange kontaktes af mystisk robotstemme. Her er politiets anbefaling
Svindlere overtager danske telefonnumre i et forsøg på at lokke oplysninger fra folk.
Spoofing, hedder fænomenet.
Når svindlere ændrer visningen af deres telefonnummer til en tilfældig borgers og forsøger at franarre folk oplysninger gennem sms eller opkald.
I denne uge har en række politikredse via de sociale medier oplyst, at de modtager mange henvendelser om mystiske opkald fra en robotstemme. Ofte en engelsktalende stemme.
Her er politiets råd til, hvordan du bør forholde dig for ikke at blive snydt.
Ring kun, hvis du er blevet snydt
Selvom det ikke skorter på henvendelser til politiet, er der tilsyneladende ikke meget, ordensmagten kan foretage sig i relation til de mystiske opkald. Til TV 2 udtaler leder af Forebyggelse og Analyse ved National Enhed for Særlig Kriminalitet Kresten Munksgaard:
»Vi gør selvfølgelig en masse for at forhindre bedragerier, herunder både forebyggelse og efterforskning. Men den konkrete spoofing er ikke noget, vi i politiet kan gøre noget ved,« siger han.
Tirsdag skrev Midt- og Vestsjællands Politi på X, at borgere ikke behøvede anmelde »mærkelige opkald med robotstemme«, hvis ikke de var blevet snydt.
Bliver man ringet op af et dansk nummer og mødt af en engelsktalende robotstemme, har politiet i særdeleshed et råd:
Læg røret på.
På politiets hjemmeside er der yderligere fem råd til, hvordan man undgår at blive lokket til at overføre penge:
Vær kritisk, hvis du bliver ringet op og bedt om at overføre penge.
Hvis du bliver kontaktet over telefon og er det mindste i tvivl om henvendelsens troværdighed, så kontakt virksomheden eller myndigheden, som afsenderen udgiver sig for at være fra, og spørg ind til henvendelsen.
Få bekræftet historien, hvis en bekendt fra udlandet efterspørger penge.
Hvis du mistænker at være blevet udsat for kontaktbedrageri, skal du straks stoppe enhver bankoverførsel. Kontakt din bank og tjenesten, du brugte til overførslen.
Stol ikke på telefonnumre og mailadresser. Gerningsmanden kan få det til at se ud som om, at vedkommende kommer fra myndigheder, pengeinstitutter osv.