Har du brugt alt for mange penge i sommerferien? Her er fem råd til at komme helskindet og underholdt gennem resten
Ferie med børnene behøver ikke være en dyr fornøjelse, hvis man spørger Lotte Bidstrup. Hun har brugt de seneste fire år på at finde frem til den perfekte ferie, der ikke sprænger budgettet.
Sommerferien kan let blive hård kost for pengepungen, og særligt hvis du har børn.
Men det behøver den ikke at være.
Lotte Bidstrup lever af at rådgive om privatøkonomi under navnet Pengecoachen.
»Før i tiden brugte jeg penge uden at tænke over det. Nu sparer jeg penge og prioriterer. Det giver mig frihed til at leve som selvstændig og til at bruge tid med mine børn,« siger hun.
Derfor har hun sammen med sin familie gennem de seneste fire år praktiseret en ferie på budget, og det kan faktisk sagtens lade sig gøre at få en på opleveren uden at blive ruineret med disse seks simple råd.
Læg et budget, og tal med din børn om det
Sommerferien kan selv med hjælp af sparetips blive nogle lidt dyrere uger, hvis I gerne vil opleve lidt. Derfor kan det være godt at lægge et budget i god tid og spare op til sommerferien. Samtidig er det en klog idé at inddrage dine børn i beslutningerne.
»Hvis de både vil i Bonbonland, Legoland og Tivoli, kan man jo tage en snak med dem og fortælle dem, at de må vælge, hvad de helst vil,« siger Pengecoachen og tilføjer:
»Det er faktisk noget, der ligger mig meget på sinde at give ens børn en økonomisk opdragelse. Det er godt for dem at lære, at man må prioritere. Det kommer dem til gode senere i livet, når de skal stå på egne ben økonomisk på et tidspunkt,« siger hun.
Hun har også haft gode erfaringer med at sælge ud af det legetøj, børnene ikke bruger længere.
»Så snakker vi om, hvad de ikke leger med længere, og hvad de kan bruge pengene på. De synes, at det er sjovt og hyggeligt at være med til at træffe beslutningerne og se, hvordan man stille og roligt sparer op,« siger hun.
Besøg steder med gratis entré
»Det skal være sjovt at holde ferie, så derfor plejer jeg også at bruge en del tid på at planlægge og finde gratis aktiviteter for børn,« siger Lotte Bidstrup.
Hendes erfaring er, at der er rigtig mange aktiviteter at finde, hvor entréen er gratis. F.eks. har mange museer og biblioteker en del gratis aktiviteter for børn i sommerferien.
Du kan også begynde at udforske, hvad der findes af legepladser i dit område. Mange shoppingcentre har gratis legeområder, og Google kan hjælpe dig med at finde gode udendørs legepladser, siger Pengecoachen.
Lav sjove aktiviteter derhjemme
Det er også en god idé at tænke i, hvad I kan lave derhjemme, som børnene synes er sjovt.
Her foreslår Pengecoachen, at du kan lave vandlege udenfor, hvis det er godt vejr, og hvis vejret viser sig fra sin mindre gode side, foreslår hun, at I kan lave hjemmelavet slim, skum eller modellervoks. Hun peger samtidig på, at Youtube er fyldt med idéer til lege og underholdning med børnene derhjemme.
»Hos os er hjemmebiograf et stort hit. Så plejer vi at lege slikbutik inden, hvilket også er en god måde at lære børnene lidt om penges værdi på,« siger Lotte Bidstrup.
Byt bolig
Der findes rigtig mange tjenester, som gør det let og overskueligt at bytte sin bolig med en anden familie i ferien. Det gør det muligt at opleve en anden del af Danmark, eller du kan bytte bolig med en familie fra f.eks. Sydeuropa. Der er mange penge at spare, da du typisk blot skal betale et gebyr til den hjemmeside, der skaber kontakten mellem jer og den anden familie. Det ligger typisk på omkring 1.000 kr.
»Jeg har ikke selv prøvet det. Men det er noget, vi kigger meget på for tiden. Det kan dog godt være, at vi ender med i stedet at leje vores eget hus på Airbnb og på den måde spare op til ferie,« siger hun.
Til gengæld skal du oftest stå for at gøre rent, inden I rykker ud, og ofte skal man også vande planter. Mange steder er det heller ikke unormalt, at man låner biler af hinanden, hvilket giver en endnu større besparelse, men her bør du tjekke op på forsikringen af bilen inden.
Saml på rabatkuponer
Et fjerde godt råd fra Pengecoachen er at benytte dig af de mange rabatkuponer, du kan finde rundtomkring.
»Der er kuponer at finde i alt fra til forlystelsesparker til Brobiz. Jeg plejer altid at tjekke rugbrødspakkerne,« siger Lotte Bidstrup.
Hun fortæller, at nogle dagligvarer har rabatkuponer, mens ellers bør du tjekke rabatordninger hos din fagforening, DSB Plus eller dit avisabonnement.
Hun peger også på, at du også via Instagram ved at søge på et hashtag kan være heldig at finde frem til influencere, der promoverer rabataftaler.
Planlæg måltiderne hjemmefra
Måltiderne kan blive en dyr udgift, hvis den står på takeaway eller restaurantbesøg for en lille familie. Så husk at lave en god madpakke med snacks og drikkevarer.
»Det er et meget simpelt råd. Men det er virkelig en post, hvor jeg har fundet ud af, at der er rigtig mange penge at spare. Vi har altid madpakker med, hvis vi skal på tur. Så bruger vi pengene på en is, og her må mine børn vælge lige præcis den is, de vil have,« siger Lotte Bidstrup.
Hvis I skal i sommerhus, er det også en god idé at planlægge lidt hjemmefra i tiden op til, fortæller Pengecoachen.
»Man kan med fordel begynde i god tid at planlægge, hvordan I får tømt køleskabet, så du undgår, at det ender i skraldespanden,« siger hun og peger på, at det også er en god idé at pakke basisvarer som opvasketaps, olie, sukker og salt/peber og bagepapir med, så du undgår pludselig at skulle købe ekstra i sommerhuset.