Hos 82-årige Anne Lise Lassen bliver der kun gjort rent hver tredje uge – og sjældnere i sommerferien
Kommuner skar rekorddybt i hjemmehjælpen i fjor, viser analyse. Flere steder får ældre kun gjort rent hver tredje eller fjerde uge. »Det er noget svineri,« lyder det fra Ældre Sagen.
Den 27. juni fik den 82-årige Anne Lise Lassens vasket sine gulve og støvsuget sine tæpper.
Det var tiltrængt, for hos hende går der tre uger mellem hvert rengøringsbesøg fra hjemmehjælperen.
Nu tør Anne Lise Lassen ikke tænke på, hvordan hendes lejlighed i Espergærde mon tager sig ud, når vi når ind i august.