Fem gange om dagen beder Shaee og Hozan til Allah. De føler sig danske og forstår ikke, hvorfor debatten endnu en gang er blusset op

Bemærk: Denne artikel blev oprindeligt publiceret den 6. juli i kølvandet på den debat, som integrationsordfører Frederik Vad (S) startede med en meget omtalt tale om, hvordan nogle muslimer med indvandrerbaggrund ifølge ham undergraver Danmark og danske værdier.

Egentlig havde Hozan slet ikke lagt mærke til Shaee.

Det havde hans mor.

Til en familiefest på Sjælland, der markerede nytåret, havde Hozans mor spottet, at lige der, mellem kusiner, onkler og tanter, stod hans livs kærlighed.

Så hun gjorde det, som mødre i deres kultur gør, men som nok havde skræmt andre væk.

Hun spurgte kvindens mor, om den unge kvinde, Shaee, var ledig. Ledte hun efter en ægtemand?

Shaee med de mørke øjne, de fintformede øjenbryn og det lille smil om læberne var ledig, ja. Men hun havde travlt med sit studie på Københavns Universitet, hvor hun læste mikrobiologi.

Mødrene involverede hende alligevel i samtalen. Måske netop den intetanende Hozan kunne være noget?

På det tidspunkt ledte han ikke efter en kone. Når hans mor efterspurgte en svigerdatter og børnebørn, svarede han, at det ville »ske«, når det »skete«. Han havde travlt med sin karriere.

Hozan havde aftjent sin værnepligt i Forsvaret. Planen var oprindeligt at forfølge en karriere som elitesoldat. Hans far, der selv var flygtet fra krig til Danmark, havde imidlertid talt ham fra det. Oplevelserne »sætter« sig i én, havde faderen sagt om sine egne bitre erfaringer.

Hozan blev i stedet IT-indkøber og rådgiver på Københavns Universitet, hvor han vejleder professorer og ph.d.-studerende om indkøb.

Til nytårsfesten kastede Shaee et blik på Hozan fra afstand. Han var flot. Var han mon hele pakken?

Hun nikkede til de to konspirerende mødre. Hozans mor fik hendes telefonnummer og gav det til sin søn den følgende dag.

Kort efter sendte Hozan den første besked.

Livet i Danmark

I dag, fem år senere, er de gift. Sammen har 35-årige Hozan Bekas og 28-årige Shaee Ahmad den halvandet år gamle Yousef, og for en måned siden bød de datteren Yasmin velkommen til verden.

Jyllands-Posten møder dem i deres nye hus i Albertslund. Endnu en gang ruller debatten om integration og definitionen af et dansk liv.

Socialdemokratiets integrationsordfører, Frederik Vad, kickstartede det hele, da han sagde, at nogle muslimer med indvandrerbaggrund via deres positioner undergraver Danmark og danske værdier.

Siden kom flere stemmer til. Ministeren på området, Kaare Dybvad (S), udtalte, at »der er en meget stor gruppe af folk, som har udlandsbaggrund, og som dyrker en fortælling om, at Vesten er deres modstandere«.

Han tilføjede:

»Selv om folk har fået en uddannelse, selv om folk egentlig materielt har et godt liv, er der ingen, der siger, at de bliver integreret i det danske samfund.«

Den seneste tid har Jyllands-Posten afdækket, at unge i Ishøj med muslimsk baggrund lever en parallel tilværelse, som påvirker fester, kæresteforhold og social kontrol. Desuden har Jyllands-Posten afsløret, at mæglingsråd i Danmark kortslutter retssystemet: Straffesager opgives, vidner ændrer forklaring.

Men hvordan opleves debatten blandt dem, det hele handler om? Opfatter de sig selv som danske?

En kvinde i stilletter

Hozan Bekas og Shaee Ahmad er begge født og opvokset i Danmark. Deres forældre kom hertil som kurdere fra Irak.

Han er født på Vestegnen og gik i klasse med andre børn og unge med ikke-vestlig baggrund. Hun er opvokset på Frederiksberg, hvor hun var en af få med anden etnisk baggrund.

»Da jeg mødte Shaee, tænkte jeg, at hun var meget formel i sproget og fin i tøjet. Jeg havde aldrig set nogen gå klædt, som hun gør,« siger Hozan.

Kvinderne omkring Hozan gik i lange, sorte klæder.

Shaee bar tørklæde, men hun gik klædt i farver og kjoler. Endda cowboybukser.

»Mine veninder gik i shorts. Det gjorde jeg ikke, men jeg udforskede min stil mere i stedet for kun at gå i sort klæde. Det bærer jeg i moskéen,« siger Shaee og tilføjer med et grin til sin mand:

»Det var du ikke vant til. Jeg gik endda i høje hæle.«

Vestegnen og Frederiksberg

Næsten nyfødte Yasmin ligger i en barnevogn ved siden af parret. Hozan løfter datteren op og vugger hende i sin favn.

Var det i virkeligheden to kulturer, der mødtes i Danmark? Vestegnen og Frederiksberg?

»Ja, på en måde,« siger Shaee:

»Jeg tog til skolefester, hvor de allesammen drak pånær mig.«

Hozan tilføjer:

»Jeg tror ikke engang, vi havde skolefester. Det var næsten kun ikke-vestlige børn og unge.«

Hvordan har I det med, at jeres mødre introducerede jer for hinanden?

»De siger ikke, at det skal være hende her. De spørger, om det kunne være noget for mig,« siger Hozan:

»Det ville være respektløst, hvis jeg var gået direkte hen til hendes familie og sagt, at jeg gerne ville tale med hende.«

Mens Hozans mor ofte nævnte ønsket om at få en svigerdatter, var det ikke noget, Shaee blev spurgt til.

»Det ville jeg aldrig blive spurgt om i min familie. Som udgangspunkt er det ikke en, jeg selv finder. Jeg kan godt have mødt en på studie, men jeg har ikke pludselig været på en masse dates uden at fortælle min familie det.«

Kunne du godt have skabt en kontakt selv?

»Nogle familier er ikke så meget til det, men i min familie er det fint.«

I en lang periode datede Hozan og Shaee. De gik ture i parken og lærte hinanden at kende, før de blev enige om, at de gerne ville giftes.

Kunne I have fundet en etnisk dansk partner?

»Ikke for mit vedkommende,« siger Shaee. Hendes mand tilføjer:

»Det havde været meget svært. Det handler ikke kun om religion, men også om det kulturelle. Mange ting ville ikke give mening for vedkommende.«

En anden opdragelse

Er der noget i jeres børneopdragelse, I vil gøre anderledes end etnisk danske forældre?

»Drukkulturen. Altså, det gør vi ikke. Og rygning. Jeg har set børn ned til 14 år ryge. Det forstår jeg ikke.«

Hvad med kærester. Må de have det?

Shaee griner:

»Det synes jeg ikke. Så undgår vi, at de får hjertesorger. Hvorfor skal de igennem det, hvis de kan vente, til de er modne og klar til ægteskab? I stedet for at hun dater en fyr, som gør hende ked af det. Hellere fokusere på alt andet og vente, til de er klar,« siger Shaee og kigger på sin datter, hun har fået i favnen.

Hozan tilføjer:

»Det er umuligt at sige til et barn, at der er en masse, det ikke må. Ikke have kærester, ikke dit, ikke dat. Jeg vil passe på mine børn, så godt jeg kan. Min dejlige datter, som jeg bruger så meget tid med lige nu, vil jeg ikke se blive ked af det. Det samme gælder for min søn. De er ligestillede.«

Skal I en dag være giftekniv for jeres børn?

»Jeg vil overlade det til dem selv,« siger Hozan, og hans kone tilføjer:

»Det vil jeg også. Hvis de har en person i tankerne, vil jeg ikke sige nej eller sige, at jeg skal finde en ægtefælle til dem. Sådan bliver det ikke.«

Det skal være en muslim

Én ting er dog ret afgørende, siger parret:

»Det er vigtigt for os, at det bliver en, der passer ind i familien. Du gifter dig ind i familien og bliver en del af familien. Vi vil anse den person som vores barn.«

Og hvis jeres barn kom hjem med en etnisk dansker?

»Så længe han eller hun passer ind,« siger Shaee.

»Men vedkommende skal være muslim. Det er et krav,« siger Hozan.

Hvorfor er det vigtigt, at det er en muslim?

»Min søster er gift med en, som har konverteret. Mange ting giver bedre mening for ham nu,« siger Hozan.

Ifølge parret forveksler mange kultur og religion. Efter kurdisk tradition skulle Shaee have taget Hozans efternavn, da de blev gift. Men ifølge islam skal hun beholde sit efternavn. Det har hun gjort.

»Islam siger intet om, at man ikke må sige fra over for ældre i familien, hvis man synes, de er irriterende eller går over stregen. I vores kultur ville det være respektløst,« siger Shaee.

Er det vigtigt, at jeres børn også bliver troende muslimer som jer?

»Ja, men det kommer af sig selv, når de vokser op hos os og ser, hvordan vi gør det,« siger Shaee:

»Mine forældre bad mig ikke om at tage tørklæde på. Jeg så op til min mor, som gik med det. Jeg var 16 år, da jeg ville gå med tørklæde. Min far spurgte faktisk, om ikke det var for tidligt. Spurgte, om jeg var sikker. Jeg måtte sige, at det var min beslutning. Ingen andre skulle blande sig.«

Religion på arbejde

Islam er vigtig for parret. De beder begge fem gange om dagen, spiser halalkød, faster og drømmer om at tage på pilgrimsrejse, når børnene er ældre.

Shaee arbejder i dag som mikrobiolog på Hvidovre Hospital, og på parrets arbejdspladser er der bederum.

Er det vigtigt, at jeres arbejdsplads kan rumme jeres religion?

»Jeg kan sagtens bede i andet rum end et bederum og med en jakke som tæppe. Men det er da rart, at jeg ikke er nødt til det,« siger Shaee.

Hozan tilføjer:

»Jeg ville nok have talt med chefen, hvis han var imod det. Altså peget på, at man jo gerne må ryge. Jeg generer ikke nogen. Jeg går et sted hen, hvor ingen kan se mig.«

På det sociale medie Instagram deler parret livet som muslimsk ægtepar i Danmark.

»Vi vil gerne nuancere den måde, vi lever på i Danmark. Mange fra udlandet ser nyheder om koranafbrændinger og tror, at Danmark er et racistisk land. Men der er tosser overalt. De definerer ikke hele landet, forklarer vi,« siger Hozan:

»Og hvis vores danske følgere læser noget, en yderliggående iman har sagt, og tror, at det definerer os, fortæller vi, at det ikke er sådan, alle muslimer ser på tingene.«

Shaee vil gerne inspirere parrets følgere:

»Selv om vi er troende, er der ikke begrænsninger for, hvad vi laver.«

For nylig var parret til Akon-koncert, en stor amerikansk sanger.

»Jeg følte, at jeg fik nogle blikke, fordi jeg havde tørklæde på. Der er en fordom om, at man er meget lukket, når man går med tørklæde. Det er vi ikke. Vi er meget åbne, men bevarer vores kultur og religion.«

Oplever I negative reaktioner?

»Selvfølgelig. Alle har en mening. Nogle mener ikke, det passer til min religion at gå til Akon-koncert. Andre siger, det er fedt. Muslimske piger skriver, at de ikke ville turde at tage til Akon-koncert, fordi folk ville sende dem blikke. Jeg viser dem, at det kan lade sig gøre,« siger Shaee.

En smule »irriteret«

At debatten om integration igen er blusset op, er næsten forudsigeligt, mener parret.

»Jeg bliver en smule irriteret. I 20-30 år har vi hørt det samme og det samme,« siger Hozan.

Hvad er et dansk liv i jeres øjne?

»At blive integreret i samfundet. Blive inkluderet i, hvad der sker. Tale sproget.«

Ser I jer selv som danskere?

»Jeg er født her. Når man er født et sted, er det her, jeg er fra. Mine rødder er kurdiske, men jeg føler mig som dansker,« siger Hozan.

»Det bliver ofte ”dem og os”,« siger Shaee.

»En opdeling af samfundet. Det er forkert. Vi løfter Danmark sammen, vi arbejder og betaler skat og vil på de samme skoler,« siger Hozan:

»Virkeligheden er en anden, end når du torsdag aften ser to fløje tørne sammen i ”Debatten” hos Clement. Det er ikke virkeligheden. Der vil altid være nogle integrationsproblemer. Jeg vil hellere tale om problemer i sundhedsvæsenet, vilkår for pensionister. Den slags.«

Men er der ikke …

»Selvfølgelig er der nogle unge, som laver ballade. Jeg har også selv været ung og lavet drengestreger. Det er ikke hele historien eller billedet på Danmark.«

Men er der ikke mere social kontrol blandt minoriteter end etniske danskere?

»Jeg har selv to ældre søstre. Vi har aldrig oplevet social kontrol. Selvfølgelig er der en lille bitte gruppe, som lever under social kontrol, sådan vil det være i alle samfund. I Danmark findes også Jehovas Vidner. Jeg har ikke oplevet det eller set det blandt mine venner.«

Nogle vil sige, at den måde, I mødte hinanden på, er en form for social kontrol?

»Hvis det var, ville vores forældre ikke have spurgt os,« siger Shaee.

»Så havde de bare arrangeret et ægteskab. Jeg vil takke min mor for at sætte os sammen. Det har skabt min familie med to børn. Det er ikke kontrol, det var en hjælp,« siger Hozan.

Nogle vil sige, at det vidner om kontrol, at I ikke bare kunne tale direkte med hinanden?

»Der er ikke nogen, der har sagt, at vi ikke måtte,« siger Hozan.

»Det handler om respekt og kultur,« siger Shaee.

»Hvis hun var kommet hen til mig, var jeg nok blevet lidt skræmt. Det er jo min rolle at tage initiativet,« siger Hozan.

Har I et godt råd til danskere?

»Kom ud og tal med os muslimer. Vi er ikke, som I ser i medierne. Det er altid dem i Mjølnerparken eller imamen fra Grimhøjmoskeen i Aarhus. De repræsenterer ikke alle, og mange af os er uenige med de ting, der bliver sagt. Alligevel bliver der aldrig lyttet til os,« siger Hozan.

Et godt råd til muslimer?

»Lad være med at tænke så meget over, om du bliver anset som dansker. Hvis du føler dig dansk nok, er det det, du er,« siger Shaee.