Fortsæt til indhold
Indland

Politiet har rejst sager mod borgere for at svindle med dyr medicin

Regionerne politianmeldte borgere, og nu har politiet rejst de første sager for svindel.

Københavns Vestegns Politi har rejst sager mod foreløbig fire borgere for at have svindlet med dyr medicin med offentligt tilskud, som de fik ordineret af en læge.

Politiet har rejst sigtelser i fire sager. I den ene har anklagemyndigheden rejst tiltalte mod en borger.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Jyllands-Posten.

Politi over hele landet modtog tidligere på året en lang række politianmeldelser fra regionerne, som mistænkte patienter for at have videresolgt diabetesmedicinen Ozempic som slankemiddel på det sorte marked.

De havde alle fået udleveret medicin til mere end tre års forbrug, og regionerne havde betalt tilskud til den populære, men dyre Novo Nordisk-medicin. Den er beregnet til behandling af diabetes, men har også en slankende effekt.

Region Hovedstaden sendte nogle af sine i alt 20 politianmeldelser til Københavns Vestegns Politi, og nu har politiet altså rejst sager mod foreløbig fire patienter for at have videresolgt lægemidlet.

»Efterforskningen er stadig i gang, og vi kan ikke afvise, at der vil blive rejst flere sigtelser i denne forbindelse,« lyder meldingen fra Københavns Vestegns Politi.

27 års forbrug

En af de mest opsigtsvækkende sager i hele landet handler om en patient på netop den københavnske vestegn. Denne fik af sin læge i Ishøj ordineret Ozempic med tilskud på over 400.000 kr. svarende til 27 års forbrug. Borgeren hentede medicinen på apoteket i løbet af bare 11 måneder.

På landsplan er omkring 35 borgere blevet politianmeldt, fordi de mistænkes for at svindle med og videresælge den dyre tilskudsmedicin, de har fået udleveret.

Regionerne har indtil videre valgt ikke at politianmelde lægerne i disse sager. Men ca. 250 læger granskes i øjeblikket af Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi regionerne har konstateret, at de har udskrevet meget store mængder af den eftertragtede medicin.

»Svindel med tilskudsberettiget medicin er fuldstændig uacceptabelt,« sagde sundhedsminister Sophie Løhde (V) for nylig til Jyllands-Posten:

»Vi skal på ingen måde acceptere den slags, og det skriger til himlen, at en person inden for nogle måneder kan gå på apoteket og hente, hvad der svarer til 27 års forbrug af et receptpligtigt lægemiddel med offentligt tilskud. Det er skatteborgernes penge, der svindles med, og derfor griber vi nu ind og ændrer reglerne på området.«

Ministeren vil med en ny bekendtgørelse stoppe svindel med dyr tilskudsmedicin som Ozempic. Der vil blive et loft over, hvor meget tilskudsmedicin en borger kan få udleveret på apoteket.

Artiklens emner
Ozempic