Fortsæt til indhold
Indland

Næsten dobbelt så mange handler i kinesiske webbutikker

Danskernes appetit på at handle online i Kina er steget markant det seneste år, viser undersøgelse fra Nets.

/ritzau/

Danskerne har for alvor fået øje på de kinesiske webbutikker det seneste år og handler i stadig større grad hos e-handelsgiganter som Alibaba, Wish og Temu.

Det viser den årlige e-handelsrapport fra betalingsformidleren Nets, som baserer sig på en rundspørge blandt mere end 3000 danskere.

Her fremgår det, at ni procent af danskerne på en given måned har handlet på en kinesisk webbutik.

Det er næsten en fordobling i forhold til den forrige e-handelsrapport, hvor det kun var fem procent, der gjorde det.

- Mange forbrugere ser det som helt naturligt at handle kvalitetsvarer i udenlandske webbutikker, men der er også en stigende andel, der ser shopping som underholdning.

- Disse kunder finder varer af tvivlsom kvalitet til en meget lav pris, især fra kinesiske Temu, siger Henriette Dunkjær Andersen, som er salgsdirektør med ansvar for e-handel hos Nets.

Netop Temu har fået Dansk Erhverv og Forbrugerrådet Tænk til at advare danskerne mod at benytte forretningskonceptet, når det handler om bestemte typer af varer.

Henriette Dunkjær Andersen peger på én afgørende faktor, der får danskerne til at handle kinesisk.

- Det er helt klart prisen, der gør det. For de kinesiske butikker klarer det ikke særlig godt på de andre parametre, som danskerne ellers vurderer varer ud fra: kvalitet, bæredygtighed og kundeservice.

- Og så benytter de sig af en heftig markedsføring, siger hun.

Tyskland fører

Rapporten fortæller, at tre ud af fire danskere på et tidspunkt har handlet i en udenlandsk webshop.

Tyske onlinebutikker er mest populære, tæt efterfulgt af de svenske butikker. Her handler henholdsvis 22 og 18 procent i løbet af en måned.

USA og Storbritannien ligger på hver især 9 procent, altså på niveau med Kina.

En fjerdedel af de adspurgte afviser dog at handle på nettet i udenlandske webshops.

- Det er generelt svært for danske webbutikker at konkurrere på pris og udvalg med de gigantisk store internationale webbutikker.

- Til gengæld er det i danske forbrugeres øjne positivt, hvis der indgår bæredygtig levering, en lokal betalingsmetode som for eksempel dankort, og at webshoppen prioriterer etiske og miljømæssige hensyn, fortæller Henriette Dunkjær Andersen.

Artiklens emner
Temu