Jeg tog til Ishøj for at blive klogere på Frederik Vads eksplosive debat. Her er, hvad jeg fandt
Personer med indvandrerbaggrund undergraver samfundet. Herskermentalitet. Negativ social kontrol af piger. Budskaber fra særligt Socialdemokratiet, der har genantændt debatten om vellykket integration. Jyllands-Posten har besøgt et af de områder, der ofte nævnes som et problem.
Først jubel, så ærgrelse.
En ung mand griner, en anden kaster opgivende hænderne op i luften.
Skyerne samler sig over de unge teenagere, mens de fortsætter fodboldkampen i boldburet i Ishøj.
Flere støder til. Skoledagen er slut. På gymnasiet ved siden af er der stille. Det er sommer, men det er primært de ældste elever, der har afsluttende eksamener.
Drengene på fodboldbanen går i 1. g og kan tage den med ro lidt endnu.
De spørger nysgerrigt til vores ærinde og følger os ind på gymnasiet. De unge teenagere er billedet på det, vi er kommet for at beskrive. De har nemlig noget til fælles, som adskiller dem fra resten af Danmark.
Da vi fortæller, hvem vi skal mødes med, siger en af drengene:
»Det er også nogle gode piger.«