Overblik: Her er sagerne mod Korsørmanden, som er anklaget for drabet på Emilie Meng
En af de mest omtalte drabssager i nyere tid kulminerer de kommende uger med retssagen mod en 33-årig mand, der er tiltalt i det såkaldte Kirkerup-kompleks. Her er dit overblik i sagen, der blandt andet omfatter bortførelser, voldtægter og drabet på Emilie Meng.
Da betjente fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi en søndag eftermiddag i april sidste år stormede et sort parcelhus i et stille villakvarter uden for Korsør, skulle det vise sig at blive gennembruddet i en drabsefterforskning, der havde stået på i mere end syv år.
I huset befriede de en dengang 13-årig pige og anholdt hendes formodede kidnapper.
Tirsdag begynder retssagen mod den nu 33-årige mand, som står anklaget i tre forskellige sager, hvor unge piger er blevet gjort fortræd.
”Korsørmanden” – som den formodede gerningsmand er blevet kaldt, mens han har været beskyttet af navneforbud – er blandt andet tiltalt for at bortføre og voldtage den 13-årige pige fra landsbyen Kirkerup i 2023.
Det var denne forbrydelse, som førte til mandens anholdelse – og som endelig gav politiet et gennembrud i en af nyere tids mest omtalte drabssager: det uopklarede drab på Emilie Meng tilbage i 2016.
”Kirkerup-komplekset” er navnet, som politi og anklagemyndighed har givet det samlede sagskompleks mod den 33-årige mand, som sidder på anklagebænken.
Her gennemgår vi de tre sager og beviserne mod den tiltalte.