Hjemsendt forsvarschef truer med søgsmål
Flemming Lentfer mener, at hjemsendelsen af ham ikke er saglig, lyder det i brev med trussel om søgsmål.
Den hjemsendte forsvarschef Flemming Lentfer truer med at sagsøge Forsvarsministeriet for usaglig fyring.
Det viser et brev, som Jyllands-Posten er i besiddelse af. Brevet er sendt fra Flemming Lentfers advokat, Torben Koch, og skulle være landet i Forsvarsministeriet fredag morgen.
I brevet står der, at Lentfer bestrider, at der skulle være saglige grunde til at tage disciplinære skridt over for ham.
»Jeg kan allerede nu oplyse, at min klient er indstillet på at sagsøge ministeriet med påstand om, at en beslutning om afsked vil være en ugyldig beslutning på baggrund af manglende saglige hensyn,« står der i brevet.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen oplyste på et pressemøde den 3. april, at Lentfer var blevet hjemsendt.
Det skete blandt andet efter en sag, hvor fregatten ”Iver Huitfeldt” havde oplevet systemsvigt og defekt ammunition, da fregatten blev angrebet i Det Røde Hav i marts.
Det var dog ikke kun på baggrund af den sag, at Flemming Lentfer var blevet hjemsendt, lød det fra ministeren. Det var et helhedsbillede, der havde gjort udslaget.
»Det er ud fra en samlet vurdering, at vi skal have en ny forsvarschef,« sagde Troels Lund Poulsen.
Eskorteret væk
I et notat, som er vedlagt brevet til Forsvarsminiateriet, giver Flemming Lentfer sin udlægning af, hvordan det helt konkret forløb, da han blev hjemsendt.
Heri fremgår det bl.a., at Lentfer i umiddelbar forlængelse af mødet med forsvarsministeren om sin tjenestefritagelse den 3. april blev »eskorteret til sit kontor af Forsvarsministeriets sikkerhedsofficer med henblik på inddragelse af de i skrivelsen udpegede genstande«.
»I forbindelse med aflevering af computere kunne FL (Flemming Lentfer, red.) konstatere, at hans FIA (Forsvarsministeriets Internet Arbejdsplads, red.) allerede var deaktiveret,« står der videre.
I notatet beskriver Flemming Lentfer, at han fik »mulighed for kortvarigt at samle private ejendele fra kontoret inden eskortering« ud af »HK9« (Forsvarskomandoens domicil på Holmens Kanal 9, red.).
»FL forespurgte om mulighed for at sige farvel til de tilstedeværende medarbejdere, hvilket blev imødekommet,« står der også i notatet.
I stedet for Lentfer er Michael Hyldgaard, der tidligere har været chef for Jægerkorpset, indsat som fungerende forsvarschef.
Jyllands-Posten forsøger at få en kommentar fra Forsvarsministeriet.
Flemming Lentfer oplyser via sin advokat, at han ikke ønsker at stille op til interview.
Hvad skete der egentlig på fregatten ”Iver Huitfeldt”? Og var fyringen af forsvarschef Flemming Lentfer en overreaktion? Du kan lytte nedenfor eller via Apple eller Spotify.