Aprilsnar blev for meget for berømt arkitektfirma – magasin trækker joke tilbage
Medie har fjernet aprilsnar om Københavns nye vartegn efter opfordring fra Bjarke Ingels' arkitektfirma. Redaktør vil nu bede Pressenævnet om svar.
Det var tilsyneladende en aprilsnar så skarp, at man kunne stikke sig på den.
Den 1. april bragte Magasinet KBH – som er et magasin om byens rum, udvikling og arkitektur – en historie om, Bjarke Ingels’ arkitektfirma BIG ville rive hovedstadens nye og omdiskuterede vartegn, Kaktustårne, ned.
Efter at have set deres eget byggeri med de karakteristiske stikkende altaner var BIG simpelthen nået frem til, at resultatet var »for grimt,« skrev københavnermagasinet i en artikel, som også indeholdt opdigtede citater fra BIG’s direktør.
Hele historien var naturligvis en aprilsnar. Men spøgen faldt ikke ligefrem i god jord hos stjernearkitekterne.
Truede med advokat
Sagen har nu udløst en klage fra Bjarke Ingels Group, som mener, at aprilsnarren var »egnet til at underminere BIG’s professionelle integritet og anseelse,« fortæller Magasinet KBH på sin hjemmeside.
Arkitektfirmaet har således opfordret magasinet til at fjerne artiklen og gøre det klokkeklart over for læserne, at der var tale om en aprilsnar. Skete det ikke, ville BIG se sig »nødsaget til at overlade sagen til sin advokat« lød det angiveligt.
Forhistorien er, at de to karakteristiske kaktustårne sidste år blev kåret som Danmarks grimmeste byggeri i en afstemning, som foreningen Arkitekturoprøret stod bag.
Tårnene på henholdsvis 18 og 15 etager med altaner som torne, der stikker ud fra hver lejlighed, stod indflytningsklar 2022 på den centrale placering i hovedstaden lige ved Dybbølsbro, shoppingcentret Fisketorvet og den nye Ikea.
Nogle københavnere har fundet det modernistiske byggeri anderledes og flot – mange andre not so much.
Og netop på grund af den megen debat, der har været om tårnenes æstetik, mener BIG, at det kunne være »svært for læseren« at skelne aprilsnar fra virkelighed.
Kontakter Pressenævnet
Magasinet KBH har nu valgt at følge opfordringen og har fjernet artiklen med aprilsnarren.
»Vi trækker på smilebåndet over sagen, men vi får ikke noget ud af lade artiklen blive oppe og så tage et langt, retsligt slagsmål med en organisation, som har mange flere ressourcer end os. Det kunne blive en lang sur sag for os,« siger den ansvarshavende chefredaktør, Anders Ojgaard.
Han tilføjer, at aprilsnarren allerede er kommet vidt omkring, og at den har nu blot fået ekstra satirisk liv på grund af BIG’s reaktion.
Anders Ojgaard fortæller dog samtidig, at han nu vil tage kontakt til Pressenævnet for at få nævnets vurdering af, hvor rammerne for aprilsnarre går.
»BIG har henvist til, at vores artikel var i strid med de presseetiske retningslinjer, så jeg vil gerne have afklaret, hvor de går i forhold til satire 1. april,« siger han.
Opdatering: Artiklen er opdateret kl. 11.20 med kommentar fra Anders Ojgaard.