Pressemøde på vej om ”Iver Huitfeldt” – redegørelse lækket til pressen
Sidst på eftermiddagen skal forsvarsordførerne have at vide, hvad der er op og ned i sagen om våbenfejl på ”Iver Huitfeldt”. En lækket redegørelse fra Forsvarskommandoen indikerer nye tvist i sagen.
Sagen om våbenfejl på fregatten ”Iver Huitfeldt” under dens udsendelse på mission i Det Røde Hav er på nippet til at tage næste skridt.
Folketingets forsvarsordførere er blevet indkaldt til et møde om sagen kl. 17.30. Dagsordenen er, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) skal orientere dem om sagen. Umiddelbart efter vil der blive afholdt et pressemøde. Det erfarer Jyllands-Posten.
Der er kun gået halvandet døgn, siden sagen kom frem, da forsvarsmediet Olfi afslørede en ellers fortrolig underretning, som Iver Huitfeldts kommandørkaptajn Sune Lund havde sendt hjem, fire dage efter at skibet den 9. marts havde skudt fire droner ned.
Underretningen fortalte om et nedbrud af skibets primære våbensystem, der skal bruges til affyring af Sea Sparrow-missiler samt på op mod halvdelen af de granater til skibets sekundære våben, 76 mm-kanonerne, som blev anvendt i den succesfulde nedskydning af fire droner.
Til Jyllands-Posten har Liberal Alliance og Radikale Venstre onsdag sået tvivl om forsvarschef Flemming Lentfers fremtid i spidsen for Forsvaret.
»Min tillid til Forsvarets øverste ledelse er meget, meget tyndslidt. Gang på gang har vi haft situationer, hvor de oplysninger, vi får viderebragt, er ukorrekte eller decideret forkerte,« siger Carsten Bach, forsvarsordfører for Liberal Alliance blandt andet.
Indtil nu har forsvarsminister Troels Lund Poulsen sagt, at han ikke har kendt til kommandørkaptajnens melding og problemets kerne.
»Det er nyt for mig, at der tilsyneladende var så alvorlige udfordringer i forbindelse med droneangrebet den 9. marts.,« sagde han tirsdag til TV 2.
Han havde sideløbende givet Flemming Lentfer til udgangen af tirsdag til at redegøre for forløbet. Og det kan være, at den redegørelse, som nu forventes også at nå forsvarsordførerne i Folketinget, giver nye perspektiver på sagen.
TV 2 har på forhånd fået indsigt i Forsvarskommandoens redegørelse og skriver i en artikel, at den skulle vise, at Forsvarsministeriet modtog en foreløbig klassificeret melding om sagen af Forsvarskommandoen.
»Den 15. marts 2024 blev forsvarsministeriets departement orienteret via XSUM-melding angående udfordringerne på våbensystemet, der var aftalt mellem Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen, og som Forsvarsministeriet modtog dagligt, mens skibet opholdt sig i missionsområdet,« lyder det ifølge TV 2 i redegørelsen.
Konservatives politiske leder, Mona Juul, har også kastet et blik på den udvikling. Og hun er dybt forundret over, hvad der foregår under Troels Lund Poulsen på alle niveauer af Forsvaret og ministeriet.
»Hvad i alverden foregår der i Forsvarsministeriet? Først sagde Troels Lund Poulsen, at han ikke var blevet informeret om de tekniske fejl på den danske fregat. Nu viser redegørelse, at ministeriet blev informeret, allerede få dage efter fejlene fandt sted,« skriver partilederen, som dog ikke i første ombæring skriver, hvad hun mener, der skal ske nu.
Hendes parti har dog allerede tidligere onsdag opfordret til en uvildig redegørelse.