Først forelskelsen. Så det uundgåelige brud. Her er historien om en 40 år lang fejltagelse

Lise Aasted gik ofte ture på stranden på Læsø.

Hun var med sin familie på ferie, og indimellem havde den 15-årige pige brug for at få fred fra sin tre år yngre lillebror. Det var på en af disse ture, at hun mødte Peter Werner.

Han lå sammen med en kammerat og solede sig i sandet. Han var tre år ældre end hende, bar blå svømmebukser og havde brunt, krøllet hår og et forsigtigt smil.

Lise faldt for hans udseende, og Peter, der kom fra Berlin, syntes, at Lise var hübsch.

Hun var slank og havde blondt hår, der gik ned langs halsen, hvor det slog et svirp over hendes skuldre, som om det pegede ud i fremtiden. Når hun gik i vandet, bar hun en hvid bikini med røde striber, som det var skik og brug i 1968.

Hvor Lise var udadvendt, var Peter ikke sådan en, der piftede efter pigerne på stranden, så han skulle lige tage tilløb, da Lise sagde hej til de to drenge, der lå og solede sig på stranden.

Men de faldt i snak, mødtes igen og begyndte at gå ture ned til havnen. Langsomt tog Peter sig sammen og inviterede Lise på Café Vivi, hvor der kom mange unge. De spillede kort og drak Coca-Cola, og Lise syntes, at Peter var anderledes end drengene på hendes alder. Han var sjov, gik højt op i politik, og hun kunne godt lide at tale med ham.

Der gik ikke lang tid, før hun inviterede ham op i familiens ferielejlighed. De boede oppe under tagets skrå vægge. Det var her, at Peter første gang mødte Lises mor, Margrethe, der 40 år senere ville spille en altafgørende rolle i de to unge menneskers liv.

Således begyndte Peter og Lises historie. Det var svært at holde forbindelsen ved lige, men Peter besøgte Lise i København, og Lise var også et par gange i Berlin, og så flammede forelskelsen op igen. Mellem deres besøg sendte de breve til hinanden, hvor der af og til lå billeder i konvolutten.

Lise var meget aktiv. Hun gik til musik og spillede klaver. Hun var god til at skøjte. Som 16-årig fik hun en hest, som hun brugte masser af tid på. Hendes tanker var med andre ord ikke altid ved bejleren fra Berlin. Han – derimod – dukkede gerne op i Danmark, for han var stadig forelsket i Lise, men når han kom til København, kunne han godt mærke, at Lises interesse var vigende. Når han var på besøg, følte Peter, at hun var mere interesseret i sin hest. Han var kommet så langt ned i hakkeordenen, at han ikke havde kræfter til at kravle tættere på Lises hjerte.

Samtidig var Peter begyndt at ro på højt plan. Han trænede to gange om dagen, og når han havde sat sig et mål, gennemførte han det.

På dette tidspunkt ebbede Lises svar på Peters breve ud, og de gled langsomt fra hinanden. Men en speciel oplevelse satte en endelig stopper for deres forhold.

Peter skulle til Norge for at træne sin disciplin, og på vej derop gik motoren i holdets bus i stykker. Den måtte repareres, og af alle steder var det på et værksted i København. Peter fik mulighed for at besøge Lise, og han tog tre holdkammerater med for at vise Danmark frem, men gestussen gav bagslag, for Lise lagde an på en af dem.

Peter var skuffet og ked af det. Han indså, at han ikke skulle være en del af Lises liv. De gled fra hinanden.

Det er her, at Margrethe atter kommer ind i billedet. Mens Lise og Peter var sammen, sendte Margrethe breve med fødselsdagshilsner til Peter, og han svarede, når hun fyldte år. Peter var god til at holde kontakten ved lige med de mennesker, han mødte, og derfor fortsatte brevskriveriet efter bruddet med Lise.

Det endte endda med, at Margrethe besøgte Peter i Berlin et par gange, men Margrethe lod dog Peter vide, at han godt kunne glemme alt om at snakke om Lise.

Livet gik således videre for Peter og Lise. Lise blev uddannet til lærer, hvor hun blandt andet underviste i musik.

I midten af 1970’erne blev Lise forlovet med Flemming. De fik to børn og blev gift i 1983. De slog sig ned på Bornholm, hvor ægteskabet var som omgivelserne. Med bakker og dale. Af og til kom Lise til at se i fotoalbummet, hvor hun havde billederne, som Peter havde sendt til hende, da de var kærester. Hun tænkte, at det var en forpasset chance, men hun var jo gift, der var børn, og Flemming var en sød far.

Plankerne, der dannede bund for ægteskabet, knirkede og knækkede for alvor, da Lise under en sommerferie i 2003 fandt ud af, at Flemming var hende utro. Flemming og Lise fik talt det igennem, men Flemming kunne ikke rigtig slippe den anden kvinde, og de blev enige om at blive skilt. Lise var vred, skuffet og i sorg.

Da smerterne ebbede ud, begyndte hun at kigge efter mænd igen. Hun købte et hus, som lå 400 meter ned ad en grusvej ude på landet på Bornholm. Når hun var på vej hjem efter besøg i København, sad hun på færgen og kiggede på de mænd, der var på hendes alder. Hun syntes, at de alle så lidt triste ud, som de sad der og lignede nogen, der blev fodret af deres koner.

Hun forsøgte sig med et længerevarende forhold, men hun kunne ikke finde den rette. Tiden gik uden ny kærlighed.

I Tyskland uddannede Peter sig også til lærer med sport som hovedfag, for han brugte masser af tid på rosporten, hvor han vandt VM-guld i letvægtsotteren. Det store fokus på sporten betød, at Peter tog et bevidst valg om ikke at stifte familie. Han havde flere kærester, og han besøgte sågar Margrethe med en af dem, men han blev aldrig gift.

I 2000 fik han mulighed for at overtage en masse computere, der var blevet tilovers efter organisationen, der skulle lægge et bud på at få De Olympiske Lege til Berlin. Under et besøg hos Margrethe tog han en computer med, sådan at hun lettere kunne skrive til ham, og hun begyndte at skrive fælles julehilsner til familie, venner og bekendte. I modtagerfeltet kunne Peter og Lise nu se hinandens e-mailadresser, og de begyndte at skrive højtidshilsner til hinanden.

I 2009 sendte Peter den sædvanlige mail om god jul til Margrethe, men hun svarede ikke. Da han året efter ikke fik en fødselsdagshilsen fra Margrethe, begyndte han at undre sig. Han skrev til Lise, om hun vidste, hvad der foregik? Der var desværre en sørgelig forklaring. Margrethe var ramt af demens.

Der måtte handling til. Peter ville besøge Margrethe, inden det blev for sent, og nu lurede der også en anden mulighed i Peters baghoved. Han vidste, at Lise var blevet skilt. Han var jo blevet afvist en gang, men hvad nu, hvis ...

Det var tæt på påske, han tog mod til sig og spurgte Lise, om han skulle køre over Bornholm på vej til at besøge Margrethe?

Lise svarede ja, for en gnist var slået i hendes hjerte.

Skærtorsdag morgen, 2010, satte Peter sig ind i sin grønne Polo og kørte til Sassnitz, hvor han tog færgen til Rønne uvidende om det væld af følelser, der ville ramme ham om kort tid.

Efter lidt besvær fandt han grusvejen og kørte op til huset. Han dyttede. Lise kom ud af huset.

»Hun så præcis ud, som hun plejede. Hendes ansigt. Hendes hår. Jeg ville have genkendt hende med det samme, hvis jeg havde mødt hende på gaden. Jeg steg ud og krammede hende. Det var, som om det var i går, at vi sagde farvel til hinanden. Det første kys var på kinden, og jeg sov i gæsteværelset den første nat, men derefter sov vi i samme seng.«

»Jeg var spændt på, hvordan han så ud. Han havde et rigtigt fantastisk smil, der var en glød i øjnene. Hold da op, tænkte jeg. Jeg ville ikke forcere noget, men han kom torsdag, og lørdag var vi kærester. Det hele blussede op igen, og følelserne må have ligget der et eller andet sted. Det er jeg jo godt klar over i dag.«

De satte sig ned i ro og fred, fik diskuteret Lises flirt med Peters holdkammerat igennem, og hvorfor hun ikke svarede på Peters breve. Den dag i dag kan Lise ikke komme med en anden forklaring, end at hun var en umoden teenager, der ikke kunne se klart.

Det kunne hun til gengæld i efteråret 2010, da Peter Werner og Lise Werner Aasted blev gift. De bor sammen på Bornholm.