Slankende diabetesmedicin og adhd-medicin har slået hul i regionernes pengekasse. Nu er de klar til at slå tilbage
Staten bør være med til at betale regningen, hvis medicinudgifterne uventet stiger dramatisk, lyder det fra Danske Regioner, som også kræver prisloft og fællesindkøb.
I fjor steg regionernes udgifter til tilskudsmedicin med 1,4 mia kr., og det var især den eksplosionsagtige interesse for den slankende diabetesmedicin Ozempic samt adhd-medicin, der slog bunden ud af pengekasserne. Det har bl.a. betydet voldsomme sparerunder på landets sygehuse.
Nu går de fem regioner ud i samlet flok og kræver, at regeringen spænder et bestemt økonomisk sikkerhedsnet ud under dem. Og at den gennemfører en lovændring, der skal give regionerne et helt nyt redskab til at tøjle medicinudgifternes himmelflugt.