»Øresund er et knudepunkt for smugling i Nordeuropa«
Det kom bag på myndigheder, da kokain for en lille milliard kroner drev i land ved Sjællands Odde. Men Jylland-Posten kan via sager fra Sverige dokumentere, at sagen ikke er enestående. Ekspert kalder de indre danske farvande for et knudepunkt for smuglere.
Mærsk er dybt infiltreret af kriminelle narkosmuglere. Senest er den tidligere hollandske fodboldspiller David Mendes da Silva blevet idømt syv års fængsel for at have smuglet 179 kilo kokain til Europa med hjælp fra en korrupt Mærsk-medarbejder, der muligvis fortsat er på fri fod. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Gør Mærsk nok for at undgå narkosmugling? Lyt med nedenfor eller via Apple eller Spotify.
Meldingen til dansk politi lørdag eftermiddag var opsigtsvækkende.
Ude på spidsen af Sjællands Odde – forbi færgeterminalen, helt ude på det smalle stykke land kaldet Gniben – havde nogen på en gåtur fundet en bunke tasker bundet til pontoner og med kokain i.
Kokainen til en værdi af en lille milliard danske kroner var formentlig kastet i vandet for at blive samlet op af smuglere – en metode, der er så udbredt langs Hollands kyster, at politiet overvåger havet med droner, men som ikke er velkendt i indre danske farvande.
Den politimand, der håndterer efterforskningen lokalt, er Kim Løvkvist, viceinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi. Han har godt hørt om metoden. Men kun på den danske vestkyst. Her afslørede TV2 sidste år, at skibe fra Sydamerika kaster vandtætte tasker i havet, som samles op af hollandske bomtrawlere og bringes på land i havne som Hanstholm, før frysebiler kører stofferne til Holland.
»Det her er ikke en type sag, vi har haft i vores politikreds før,« siger Kim Løvkvist.
NSK og Justitsministeriet er ikke vendt tilbage på, om de har ført sager om indsmugling via drop i de indre danske farvande. Men det siger én af dem, der indtil for nylig havde ansvaret for at bekæmpe narkosmugling af søvejen, at de næppe har:
»Mig bekendt er det første gang i de indre danske farvande,« siger Knud Erik Rasmussen, tidligere specialkonsulent i Skats maritime gruppe.
»Vi har fra myndighedernes side ikke været opmærksomme på drop af kokain i de indre danske farvande som et problem før,« siger også Jørgen Rise, toldernes forbundsformand.
»Sejl der forbi, smid det ud og fortsæt«
Måske burde man ikke være så overrasket.