EU på kornet: Fødevarer er blevet et våben, og Rusland rammer plet
Voldsomme landmandsdemonstrationer har de seneste måneder skabt kaos i europæiske storbyer og på motorvejene. Flere eksperter vurderer, at Rusland puster til ilden for at forstærke balladen, som kan påvirke det kommende valg til EU-Parlamentet og svække støtten til Ukraine.
Centrum af Bruxelles lignede en kampzone, da EU’s landbrugsministre for nylig var samlet til møde.
Demonstrerende landmænd havde sat ild til dynger af bildæk, og den sorte røg drev gennem gaderne, som var blokeret af traktorer. Nogle af landmændene monterede sneplove foran på traktorerne og kørte direkte gennem politiets afspærringer. Andre læssede møg af i gaderne eller brugte landbrugsmaskiner til at spraye halm ud over urobetjentene.
I blandt andet Polen, Frankrig og Spanien har der været lignende voldsomme demonstrationer, hvor landmændene har blokeret motorveje, grænseovergange, havneterminaler og centrum af storbyer som Paris, Barcelona og Rom.
Landmændene demonstrerer mod miljøregler, afgifter, bureaukrati, lave salgspriser, dårlig økonomi og unfair konkurrence fra importerede varer.
Men spørgsmålet er, om en fremmed magt – bag kulissen – puster til ilden og søger at forstærke vreden og demonstrationerne.