Fortsæt til indhold
Indland

Skandalen rullede, da 90-årig ikke måtte få skiftet ble. Nu vil toppolitiker sende ansatte på »åbenhedstræning«

Det er frygt og mangel på kompetencer, der gør, at ansatte ikke tør blande sig i den offentlige debat. Det vil rådmand Christian Budde (V) ændre.

Hvem husker ikke Else-sagen.

Den, hvor en TV 2-udsendelse med skjult kamera viste to sosu’er køre en plejehjemsbeboer til Halloween-arrangement med afføring i bleen og aftale at lyve om det i stedet for at skifte den 90-årige Else.

Skandalen på plejehjemmet Kongsgården kalder rådmand Christian Budde (V) for en »atombombe, der sprang.«

Optagelserne viste så kritisable forhold, at de to ansatte blev tiltalt af politiet og endte med at betale bøder for grov forsømmelse.

Sagen »martrede« ældreplejen i Aarhus Kommune og har medvirket til, at borgere har en skævvredet billede af, hvordan det står til på kommunens plejehjem, mener rådmanden.

Han vil nu have flere medarbejdere til at blande sig i den offentlige debat og skabe mere åbenhed for journalister.

Derfor bliver 200 ledere og ansatte i Sundhed og Omsorg til foråret sendt på »åbenhedstræning«.