Fortsæt til indhold
Indland

Køges borgmester Marie Stærke møder kritik i sag om Borup Skole

Efter at Køges borgmester i går såede tvivl om håndteringen af sagen fra Borup Skole, møder hun nu selv kritik.

I et opslag på Facebook mandag skrev borgmester i Køge kommune, Marie Stærke (S), blandt andet:

»Noget kunne tyde på, at en del af opfølgningen på sagerne, som forvaltning og ledelse kender til, kunne være håndteret bedre overfor resten af forældregruppen og øvrige elever.«

Hendes opslag møder nu kritik fra borgere. I kommentarsporet på borgmesterens Facebook-opslag er kritikken nemlig ikke kun henvendt til skolens håndtering af sagen. Marie Stærke selv bliver også overdænget med kommentarer, der blandt andet sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor hun først er gået ind i sagen, efter den har fået mediebevågenhed.

Kritikken rettet mod Køges borgmester kommer ikke kun fra borgere på Facebook. Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard skrev sådan her på det sociale medie X i går aftes:

»Det kører ikke rigtig godt for dig i Køge Marie Stærke. Først var det plejehjem, hvor der var elendige ledelsesforhold. Og nu systematisk vold overfor eleverne på en af kommunens skoler. Holder du ikke øje med, hvad der sker i din kommune? Du er borgmester og har ansvar.«

Sagen fra Borup Skole i Køge Kommune har fået flere politikere til at reagere. Konservatives finansordfører Rasmus Jarlov, der er på sygeorlov fra Folketinget, har også reageret på sagen på det sociale medie X. Han skriver blandt andet:

»Den måde Borup Skole håndterer så grove voldtagende og voldelige børn risikerer at føre til selvtægt.«

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) fortæller, at han vil få et overblik over, om sagen om Borup Skole er enestående. Han vil derfor række ud til alle landets kommuner, for at finde ud af, om Borup Skole er et enestående tilfælde. Det fortæller han til TV 2 tirsdag morgen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Køges borgmester Marie Stærke.