Fortsæt til indhold
Indland

Traumet i Kirkerup

Hvordan kommer en lille flække på Vestsjælland videre fra den aprildag sidste år, hvor ondskab slog sprækker i tilværelsen? Og hvad var det egentlig, der gik i stykker?

I kølvandet på den seneste tids uhyggelige retssager, herunder den verserende om Kirkerup-komplekset og drabet på 17-årige Emilie Meng, er et velkendt spørgsmål dukket op til overfladen. Lyt med nedenfor eller via Apple eller Spotify.

Det var en af de første forårsdage.

Fuglene kvidrede som et symfoniorkester.

Ellers var der helt stille. Som altid herude.

Xenia Lyberg Laursen havde boet i den lille, røde murermestervilla på Savværksvej i nogle år.

Den 28-årige sygeplejerske kunne godt lide landet.

Hun kunne sidde på pallesofaen i haven en aprildag som den dag, se ud over de bakkede marker og genkende lyden af enhver af de få biler, der passerede ude på vejen.

Hun kunne sætte uret efter naboernes kørselsmønstre. Hun vidste, når der kom motorer forbi, som ikke havde hjemme i området.

Den dag var lyden af en fremmed Hyundai i20 rejst med vinden ad de små landeveje, men Xenia Lyberg Laursen havde ikke hørt den.

Hun var først lige kommet hjem og havde akkurat sat sig udenfor, da hun så et opslag i den lokale Facebook-gruppe, der fik den stille, vestsjællandske tilværelse til at brase sammen:

To forældre havde ikke set deres 13-årige pige, siden hun var cyklet hjemmefra om formiddagen for at omdele aviser. Pigen havde langt, lyst hår og bar blåt joggingtøj.