Fortsæt til indhold
Indland

Hans far opfandt den model, som Danmark stiler efter i nyt ældreudspil

Regeringen vil ændre regler til frihed og centrere ældreplejen om små, selvkørende teams. Formlen har længe haft succes i Holland, men ifølge Thijs de Blok, sønnen til skaberen af den hollandske succes, er der fortsat store mangler i regeringens nye ældreudspil.

Flere lande stiler efter den, og Danmark er én af dem.

Lige siden den hollandske sygeplejerske Jos de Blok i 2006 skabte Buurtzorg-modellen, er den vundet frem i hjemlandet, og på mindre end 20 år har organisationen bag fået en dominerende position på det nederlandske marked for hjemmesygepleje – og international opmærksomhed fra bl.a. Danmark.

Så sent som i april sidste år var Ældreministeriet på en studietur til landet for at kigge på modellen, og i november var Thijs de Blok, sønnen til stifteren og direktør for Buurtzorg International, i Danmark for at snakke med bl.a. ældreminister Mette Kierkgaard (M) forud for fremlæggelsen af det nye ældreudspil.

Regeringen kom med udspillet tirsdag, men spørgsmålet er, hvor meget inspiration den egentlig har hentet fra den hollandske model? Jyllands-Posten har snakket med Thijs de Blok, som nu giver sin vurdering af Danmarks nye ældreudspil. Og det kunne godt være bedre, lyder ordene.