En miljøskandale i slowmotion

Lyden af gravemaskinerne uden for huset bliver højere. Hun hører jorden skride. Stemmer nærmer sig huset. De råber: »I skal ud! Forlad jeres huse! Tag jeres ting med! Nu!«

I drømmen griber 24-årige Emma Kristensen ud efter tilfældige ting i soveværelset. Hun vækker kæresten og griber fat i hunden Buster. Da hun står ude i kulden på Ølstvadbrovej, vågner hun.

I sin seng i sit hjem i Ølst ved Randers.

Alt er godt.

Buster sover, og der er stille udenfor.

Siden jordskreddet i december er de forurenede jordmasser langsomt rykket tættere på Emma Kristensens hjem.

Det ligger i første række over for det konkursbegærede Nordic Waste, og fra stuevinduerne kan hun se op på jordkappen.

Kommunens gravemaskiner arbejder ikke længere i døgndrift, som de gjorde i de første uger. Situationen er kommet mere under kontrol, så nu hører hun kun maskinstøjen fra klokken 6 til klokken 18.

»Jeg har spurgt min kæreste om, hvad han ville tage med fra huset, hvis nu Ølst bliver begravet. Vi endte med at grine lidt af det. Hvad pokker skal vi ellers gøre? De siger jo, at det ikke sker. Det må vi tro på,« siger hun.

Drømmen kom til hende natten efter borgermødet, som Randers Kommune inviterede alle i Ølst til tirsdag den 16. januar.

Der er 40 husstande i byen, og i det varme lokale sad i omegnen af 70 personer. Mange med armene over kors.

Borgmesteren gav hånd. Kommunikationsfolk satte stole frem. Kommunaldirektøren tog ordet.

Emma Kristensen hæftede sig ved, at der stadig ikke lå en klar løsning for oprydningen. Kommunen havde allerede arbejdet sig igennem plan A, B, C, D – og var nu helt fremme ved plan F og G.

Hun fik en klump i halsen, da det gik op for hende, at mødet handlede om mere end den truede Alling Å og vandmiljøet.

En spritny konsulentrapport fra Cowi blev lagt frem. Den viste, at tre millioner kubikmeter jord – med en vægt på omkring 5 millioner tons – bevægede sig med omkring 7 til 10 meter i døgnet, og at en stor del af jordlavinen havde bane mod husene i Ølst.

Hvis alfabetet løb tør for bogstaver, ville Ølst ende under fem meter forurenet jord.

Kommunaldirektøren havde understreget, at det kun ville ske, hvis intet blev gjort.

Men det ændrede ikke på den følelse, der voksede i hende, da hun kørte hjem til Ølst.

En nagende erkendelse af, at intet var nagelfast, og at hun måtte sætte sit håb til den kommune, der havde ført tilsyn med en virksomhed, der havde bygget et højere og højere bjerg af forurenet jord, som folk i Ølst længe havde undret sig over og talt om.

Drømmen om evakueringen er ikke vendt tilbage, og livet går videre i Ølst.

Hun er holdt op med at gå ture langs landevejen med Buster, efter han blev kulsort af støvet fra de mange lastbiler, der kører jord væk. Der drysser jord ned fra dem og noget sort støv, som hun næsten ikke kunne vaske ud af Busters hvide pels.

Hun følger nøje med i vejrudsigterne. Vandet i jordmasserne er et stort problem, og kommer der endnu mere regn og smeltevand, vil det så skubbe på jordmassen?

På en måde er hun en af de heldige i byen. Hun lejer huset og har ondt af ejeren. Hun tænker på dem, der har et hus til salg nede i bunden af Engdalsvej. Hvem vil købe det?

Jorden er stadig i bevægelse. Dens kræfter er ikke til at forstå. Da jordskreddet ramte Gl. Aarhusvej, hævede jordmasserne vejen med halvanden meter.

Inden for afspærringen ligger store flager af asfalt, der blev skubbet op i luften, oven på jordbunkerne. Vejværnet ligger krøllet sammen foran jordbunkerne. Det ligner et bortkastet snørebånd af metal.

Jordlavinen gled også ind under Nordic Wastes bygninger. Den løftede dem og drejede dem 45 grader.

Lige nu er farten taget af.

Jordmassen bevæger sig 30 til 40 centimeter i timen, og om natten, mens gravemaskinerne holder stille, kryber den forurenede jord langsomt nærmere mod den nu rørlagte å og byen. Det er en potentiel miljøkatastrofe i slowmotion, som eksperter og folkene i gravemaskinerne knokler for at hindre. Når de kommer på arbejde om morgenen, føles det, som om at de starter forfra, hvor de begyndte dagen før.

Svært ved at sove

40-årige Martin Danielsen satte sig med ryggen mod muren under borgermødet. Han var afventende.

Skulle Netflix en dag mangle indhold til en dramaserie fra en by i provinsen, kunne streaminggiganten snildt kaste et blik mod Randers Byråd. Kendt i hele landet for sine opsigtsvækkende slagsmål. Men han måtte stole på, at de holdt børnehaveskænderierne i ave, for Nordic Waste-milliardæren Torben Østergaard-Nielsen regnede Martin Danielsen ikke med hjælp fra.

I begyndelsen af januar havde han talt med sin onkel, der bor på nabogården, om fremtiden for deres jorder og byen.

Ingen af dem følte, at de havde fået nok information fra myndighederne. Alt handlede om at redde Alling Å.

Men hvad med husene og trafikken, der ikke længere kunne køre ad Gl. Aarhusvej og belastede de små veje.

Kommunens folk havde ild i håret, det forstod Martin Danielsen godt, men spørgsmålene hobede sig op. Han havde grebet sin mobil og tastet en Messenger-besked til kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt med en opfordring til et borgermøde. Snarest.

»Vreden bag hækken stiger, fordi alle føler sig holdt hen, og jeg forstår dem godt. Vi har ikke hilst på jer endnu. Vi møder kun jeres maskiner.«

Efter ganske få minutter modtog Martin Danielsen svar. Kommunaldirektøren var på vej ud i området for at tale med medier og ville gerne kigge ind forbi ham bagefter.

Kort efter var borgermødet kommet i stand, men først blev nogle af lodsejerne indkaldt til et formøde, hvor det gik op for Martin Danielsen, hvor presset situationen var.

»En af deltagerne spurgte, om han skulle være nervøs for sit hus. Han fik det svar, at det kunne være en god idé at have det hele klar med sin forsikring. Der tænkte jeg shit,« siger Martin Danielsen.

Det er 14 år siden, at han flyttede ind på sin gård, hvor han bor med sine to gigantiske hunde Karla og Kenzo, der spiser en sofa årligt. På vitrineskabet i stuen står porcelænskøer fra Royal Copenhagen, som han har fået af sin mor.

Han voksede op på en gård som denne og har altid søgt roen på landet.

Det er godt for hans hoved. Adhd’en får ham til at se ting klart og tænke hurtigt, men han har brug for ro.

De otte køer på markerne udenfor skal snart kælve. De er hans hobby, men han lever af at køre maskiner, blandt andet sneplov.

I Ølst og omegn er han »lidt kendt«. Han deler vandene. Er ikke bange for at sige sin mening, og så er der jo også det med, at han stillede op i tv-programmet ”Landmand søger kærlighed”. Det lykkedes ikke at finde kærligheden gennem et tv-format, men det er en lang historie.

I dag har han en kæreste på Sjælland, der har bagt småkagerne, som han sætter frem på bordet, og grundlæggende er han glad for sit liv i kanten af Ølst.

Heldigvis.

For efter borgermødet stod en ting lysende klart for ham. At han er stavnsbundet.

Hvem vil købe en gård, der ligger midt i danmarkshistoriens måske største forureningsskandale?

Han føler vrede. På kommunen, som han synes har overhørt de borgere og politikere, der har undret sig over, at jordbjerget voksede og voksede, og frygtet, at det kunne gå galt.

Han er også gal på Nordic Waste og ejerkredsen i Middelfart.

Gad vide, om de også har svært ved at sove? Det håber han.

»Til borgermødet sagde kommunen, at de vil hjælpe os, men vi hører ikke fra dem. I stedet skal vi skal læse alt i aviserne. Myndighederne svigter os big time, og alle snakker for at holde fluerne væk. Hvis nogen da i det mindste ville få styr på trafikken, der er ved at drive os til vanvid, og som vi skal leve med i de næste mange år,« siger Martin Danielsen.

Akutfasen for jordskreddet ventes at fortsætte mindst en måned frem, og Miljøstyrelsen forventer, at oprydningen koster 4 mio. kr. om dagen i akutfasen. Det har givet ham en idé.

»Jeg frygter, at jorden ikke kan stoppes. Den har enorme kræfter. Måske vil det nemmeste være at lade den fortsætte og så bruge 100 mio. på at opkøbe de 40 husstande i Ølst og få folk til at flytte. Ingen af os vil alligevel kunne komme af med vores huse,« siger Martin Danielsen.

En sær lillejuleaften

Klokken var otte den 1. oktober 2023, da 71-årige Henning Brøgger hørte et kæmpe brag samtidig med morgenkaffen i sit hjem på Karlsbergvej i Ølst. Det var ventet.

Et hold sprængningseksperter var hyret ind for at lægge den 75 meter høje skorsten på Nordic Waste ned. Firmaet havde oplyst til lokalpressen, at nedrivningen af skorstenen udelukkende var præventiv på grund af noget jord, der var i bevægelse.

Henning Brøgger tænkte ikke meget over det.

Ligesom mange andre beboere i Ølst havde han vænnet sig til en del, siden Nordic Waste i 2018 havde overtaget den tidligere Leca-fabrik.

Oprindeligt var beboerne blevet stillet i udsigt, at når den gamle lergrav var blevet fyldt op med både overskudsjord og lettere forurenet jord, skulle området omdannes til et rekreativt område til glæde for alle.

Men så kom en ny lokalplan i høring. Industriområdet skulle blive, og begejstringen falmede blandt Ølst-borgerne.

I et høringssvar til lokalplan 705 skrev Henning og Grethe Brøgger og deres naboer, at de var kede af den kvalmende stank fra den undergravede jord fra minkgravene, der blev læsset af.

Desuden var larmen fra de mange lastbiler og bulldozere »enerverende«. Naboerne ytrede også bekymring for, hvem der ville ende med at skulle rydde op, hvis Nordic Waste en dag gik konkurs.

Høringssvaret kan findes frem via internettet, men han modtog aldrig et svar på det, siger han.

Men efter jordskreddet fik Henning Brøgger lillejuleaftensdag pludselig ikke bare ét, men hele tre opkald fra kommunen.

De ville gerne have lov til at bruge hans eng på to tønder land, der ligger på den anden side af hovedvejen lige over for Nordic Waste.

Henning Brøgger blev bekymret.

Hvis det handlede om at beskytte Alling Å, ville han naturligvis ikke stille sig i vejen, men han betingede sig, at han måtte komme ind i det afspærrede område og få en forklaring:

»Min søn og jeg mødtes dernede med vejchefen. Der var mindst tre gravemaskiner i gang og et utal af bulldozere. Det så voldsomt ud, og det gik op for mig, at de havde spærret Gl. Aarhusvej, fordi situationen var ude af kontrol. Vejchefen fortalte, at de arbejdede hele døgnet for at bremse jorden. Selv juleaften var inddraget.«

Af jord er vi kommet

I modsætning til mange andre i Ølst gav borgermødet 80-årige Janni Ankerstjerne en god ro i maven.

Hun er forhenværende frisør. Det samme er Aksel, hendes mand.

De mødtes for fyrre år siden i en moden alder og blev forelskede og flyttede sammen i det lavloftede bindingsværkshus med stråtag og blomsterranker på murene. Børnebørn har lært at svømme i poolen i baghaven, og om sommeren kan de nemt bænke en større grillfest, hvis bølgerne skal gå højt. Og det skal de. Man lever kun en gang, ikke sandt?

Hun skænker kaffe og byder af småkagerne fra jul.

I de seneste måneder op til jordskreddet havde hun haft tanker om at sætte huset til salg. Aksel er netop fyldt 90 år, og snart vil huset og haven være for stor en opgave for dem.

Så hun deltog i borgermødet for at blive klogere på, hvad kommunen havde tænkt sig at gøre med byens nu måske usælgelige huse. Om de ville hjælpe?

Det følte hun, at de ville. Det håber hun, at de vil.

På søndag kører en nabo hende ind i det afspærrede Nordic Waste-område. Janni Ankerstjerne vil gerne se jordskreddet med sine egne øjne for at forstå omfanget.

I de seneste dage er en tanke sprunget frem.

Den har rod i hendes eksmand, der for mange år siden havde læst en bekymrende artikel om miljøforurening i Time Magazine.

»Han sagde til mig, at en dag vil Jorden gå under i sit eget skidt. Takket være menneskets grådighed og dårlige beslutninger. Det er jeg kommet til at tænke på. Vi går til i vores eget skidt. Det gælder ikke kun i Ølst.«