Giftige stoffer sidder i legetøj og sko. Frem med støvsugeren, lyder rådet
Danskerne ved for lidt om, hvordan de undgår PFAS i hverdagen. En ny hjemmeside skal hjælpe med at undgå de farlige kemikalier.
De kan være overalt. I maden, i deodoranten under armene og i tøj og sko. Og de forsvinder ikke.
Giftige kemikalier kaldet PFAS gør vores hverdagsprodukter vand- og fedtafvisende. Men de er også skadelige for både os og miljøet.
Med ekstra støvsugning, udluftning og skærpet opmærksomhed på indkøbsturen kan du reducere mængden af PFAS i din hverdag betydeligt. Det siger Grete Lottrup Lotus, der er funktionsleder i Miljøstyrelsen.
Myndighederne kommer nu med en række råd til at undgå PFAS, der for alvor blev kendt hos danskerne efter massiv forurening med brandskum. En forurening, der hos en kogræsserforening i Korsør endte i bøfferne.