Fortsæt til indhold
Indland

De mødte op seks timer før det store royale brag: »Vi er nødt til at være en del af det her«

Jyllands-Posten tog forbi Christiansborg Slotsplads for at møde de mange mennesker, der indtog pladsen allerede søndag tidlig morgen.

Allerede fra morgenstunden begyndte de første danskere at strømme til slotspladsen foran Christiansborgs Slot for at kunne komme så tæt som muligt på Danmarks nye konge, der træder ud på balkonen kl. 15.00.

Der er mange timer at slå ihjel. Så hvordan får de tiden til at gå?

Jyllands-Posten lægger vejen forbi pladsen til en snak med de mange fremmødte i vinterkulden.

Her sidder bl.a. Henrik og Kitte Berthelsen. De spiller casino. Og har også backgammon med, fortæller de.

»Vi er nødt til at være en del af det her,« siger de og fortæller, at de har varm kakao, kaffe, studenterbrød og sandwich i provianten.

Foto: Emilie Toldam Futtrup

Parret kommer fra Greve og har været her siden kl. 9.00.

Et andet sted i den voksende folkemængde sidder fire kvinder, som alle studerer kreativ kommunikation. Én fortæller, at hun har måtte tage sin julegave, varme alpacasokker, i brug i dagens anledning.

Veninderne Laura Høghsbro, Josefine Nielsen, Astrid Kastrup og Marie Neeidendsm har taget matchende diademer med på Christiansborg Slotsplads i anledningen af tronskiftet. Foto: Emilie Toldam Futtrup

Kulden er for alvor begyndt at bide, for de har siddet her siden kl. 10.00. Men så er det godt, at de har taget mange tæpper med og fyldt termokanderne med kaffe-Baileys.

På de kolde og fugtige brosten sidder Jonas Søby og Per Jakobsen.

De lovede hinanden, da de gik i gymnasiet, at når kronprins Frederik skulle udråbes til konge, skulle de stå på Christiansborg Slotsplads.

Vennerne Jonas Søby og Per Jakobsen sidder klar på pladsen med Dannebrog. Foto: Emilie Toldam Futtrup

10 år er gået, og nu sidder de her. Det har de gjort siden 9.30, og de begynder at fornemme, at deres medbragte bananer, sandwich, kaffe og et siddeunderlag ikke rækker til de næste mange timer.

Planen var ellers at gå på Nationalmuseet, men da de så, hvor mange der allerede strømmede mod pladsen, gik der lidt panik i dem.

Foto: Emilie Toldam Futtrup
Foto: Emilie Toldam Futtrup

Hannae Leerskov og Ayla A Roghi sidder med tæpper om sig på campingstole med kager i favnen. De har stået i kø for at sikre sig de eftertragte tronskiftekager fra La Glace.

De sidder helt oppe foran i selskab med Julie Kragh Holbæk og Ofdek Leizerman og har sikret sig de bedste pladser på den forreste række lige foran balkonen. Der har de siddet siden kl. 9 i morges.

Ofek Leizerman har lektier med i organisk kemi til at fordrive ventetiden med. Men ellers er der champagne, bananer, madpakke varm kakao i taskerne, fortæller de.

Foto: Emilie Toldam Futtrup

Victoria på 9 år, Arthur på 7 år og deres lillesøster Athena på 11 måneder i barnevogn har været tidligt oppe. De tog afsted fra Odense allerede kl 5.30 med deres forældre Pascal og Heidi Gyldenberg.

Med som proviant har de pølsehorn og grød til den lille. Mens iPads og høretelefoner sørger for underholdningen. Læsefidusen er også blevet taget med til tronskifte. Skolebøgerne ligeså. For måske der bliver tid til at få ordnet lektierne inden en skoledag i morgen.

Kl. 13.00 er pladsen ved at være så fyldt, at politiet begynder at lukke ned for adgang til Slotspladsen fra Stormbroen, Holmens Kanal, Knippelsbro og strøgsiden, skriver Københavns Politi på X.