Fortsæt til indhold
Indland

Verdensmester huskes især for et nederlag

George Foreman er dobbelt verdensmester og olympisk mester. Alligevel bliver bokselegenden især husket for en kamp, han tabte. Den 10. januar fylder han 75 år.

/ritzau/

I 1994 blev han den ældste verdensmester i sværvægtsboksning nogensinde. I 2003 blev han optaget i boksningens Hall of Fame. Den 10. januar fylder bokselegenden George Foreman 75 år.

Trods George Foremans to titler som verdensmester og en OL-guldmedalje er det alligevel et nederlag, der står som noget af det tydeligste i hans karriere.

Den ikoniske boksekamp fra 1974 ”Rumble in the Jungle” i Kinshasa i Zaire – i dag Den Demokratiske Republik Congo – endte med Muhammad Ali som vinder.

Det til trods for at Ali i store dele af kampen så udmattet ud med beskyttende arme foran ansigtet, mens Foreman forsøgte at få et rent, kraftfuldt slag ind.

Men Alis defensive skuespil ophørte med få sekunder tilbage af ottende omgang. Efter en hurtig kombination af slag fra Ali, blev en udmattet Foreman knockoutet for første gang nogensinde.

Dermed mistede Foreman sin titel, og tre år senere lagde han boksehandskerne på hylden.

Glorværdigt comeback

George Foreman begav sig herefter ind i en ny tilværelse som præst. Men efter 10 år genopstod ”Big George”.

Og Foremans comeback blev glorværdigt. I 1994 blev han som 46-årig den ældste sværvægtsverdensmester nogensinde, da han slog den 18 år yngre Michael Moorer.

I 1997 blev det et endegyldigt farvel til boksning, da ”Big George” gik på pension.

Uden for boksning har Foreman siden 90’erne promoveret og lagt navn til det verdenskendte brand ”George Foreman Grill”, der laver griller, der dræner noget af fedtet ved stegning af kød.

I løbet af de seneste par år har en møgsag ramt bokselegenden. Tre kvinder har sagsøgt Foreman for seksuelt misbrug af en mindreårig tilbage i 1970’erne.

Foreman har afvist alle anklager, som han kalder falske.

Boksestjernen har også bragt sig selv mere i fokus de senere år.

Blandt andet i 2022 som deltager i den amerikanske version af ”Hvem Holder Masken?”

Derudover var Foreman medskaber af filmen ”Big George Foreman” fra 2023, der handler om hans eget liv.

George Foreman har en stor familie med kone, 12 børn, 15 børnebørn og 3 oldebørn.

Artiklens emner