Fortsæt til indhold
Indland
Artiklen opdateres

32-årig er nu tiltalt for drabet på 17-årige Emilie Meng og to andre sager

Den 32-årige mand har ifølge anklagere også forsøgt at dræbe en 13-årig pige, der blev bortført.

En 32-årig mand er blevet tiltalt for drabet på 17-årige Emilie Meng i 2016. Han er desuden tiltalt for langvarig frihedsberøvelse, voldtægt samt forsøg på drab af en 13-årig pige og for at have forsøgt langvarigt at frihedsberøve en efterskoleelev fra Sorø.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

»Tiltalen er rejst på baggrund af en grundig og objektiv vurdering af sagens omfattende materiale. Med tiltalerejsningen og i forbindelse med den kommende retssag, der starter op i Retten i Næstved i maj, vil hidtil ikke kendte oplysninger fra straffesagen blive tilgængelige for offentligheden,« siger chefanklager Marie Bindslev.

De tre sager:

1

Emilie Meng

Den 32-årige mand er tiltalt for i 2016 bl.a. at have udsat Emilie Meng for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt samt at have dræbt hende.

17-årige Emilie Meng fra Korsør forsvandt efter en bytur i juli 2016 og blev næsten et halvt år senere fundet dræbt i en sø nær Borup.

2

Bortførelses-sagen

Herudover er han tiltalt for i april 2023. bl.a. at have udsat en dengang 13-årige pige, i sagen fra Kirkerup, for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt samt for at have forsøgt at dræbe hende.

Pigen forsvandt under en avisrute ved Kirkerup. Hun blev fundet dagen efter på en adresse i Korsør, 30 kilometer fra Kirkerup.

Samtidig med at de fandt den unge pige, kunne de anholde den 32-årige mand på stedet

3

Voldtægtsforsøg

Den 32-årige mand er også tiltalt for i november 2022 bl.a. at have forsøgt langvarigt at frihedsberøve en 15-årig efterskoleelev fra Sorø og for at have forsøgt at voldtage hende.

Pigen blev dengang overfaldet, da hun gik en aftentur. Hun formåede at skrige op, og det fik gerningsmanden til at flygte.

For retten i maj

Straffesagen skal efter planen køre ved Retten i Næstved i maj og juni 2024.

»Vi håber, at formidlingen af sagen vil ske med fornøden respekt for de meget unge ofre og deres pårørende. Vi vil samtidig understrege, at der i dag alene er rejst tiltale, og at det i sidste ende vil være op til retten at vurdere, om den 32-årige mand er skyldig,« siger chefanklager Marie Bindslev.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har indtil da ikke yderligere kommentarer til sagen, fremgår det af pressemeddelelsen.