Sneen skaber kaos: Busser kan stadig ikke køre
Vintervejret giver aflysninger og forsinkelser for alle næsten typer kollektiv transport i Østjylland. Få et overblik her.
Det kraftige snefald og de iskolde temperaturer giver stadig store udfordringer med at komme frem særligt i Østjylland.
Store dele af den offfentlige transport holder stille, og Østjyllands Politi fraråder fortsat al unødig udkørsel i hele politikredsen på grund af meget glatte veje. Især lastbiler og busser har flere steder problemer med at starte ved bakker og i lyskryds.
Nogle steder er sneen kørt fast på kørebanen og derfor svær at fjerne for sneplovene, selv om der gøres en ihærdig indsats, oplyser Vejdirektoratet, som advarer om risiko for sne- og isglatte veje i hele landet.
»Hvis du skal ud at køre i lørdagskulden, så kør ekstra forsigtigt,« lyder rådet.
På grund af den ekstraordinære situation arbejder Aarhus Kommune weekenden over på højtryk for at få gjort vejene nogenlunde fremkommelige. Snerydningen er nu nået til de mindre såkaldte klasse 3-veje.
»Vi håber at få gjort samtlige klasse 3-veje farbare i løbet af weekenden. Husk, en farbar vej er ikke det samme som en vej med ren, sort asfalt. Du skal altid køre efter forholdene,« oplyser beredskabet på kommunens hjemmeside.
Bybusser holder stille
Status er i øjeblikket, at forholdene ikke er til kørsel mange steder i regionen.
Bybusserne i Randers har indstillet al kørsel på linje 1A, 2A, 3 og 4 indtil lørdag kl. 12.00.
Også i Horsens er mange busruter aflyst, og i Aarhus kommer bybusserne tidligst til at køre igen fra kl. 14. lørdag, oplyser Midttrafik til Jyllands-Posten.
»Der er stadig alt for meget sne. De sidder klar til at køre lige så snart, kommunen får ryddet, men ude på de små veje er der stadig ikke farbart,« siger Britta Charmig fra Midttrafiks pressetjeneste.
Selvom der kan se nogelunde sneryddet ud inde i Aarhus by, så er situationen en helt anden ude på de mindre veje uden for byen, forklarer hun.
»De store veje er ryddet, men lige så snart man drejer fra, kan busserne simpelthen ikke komme frem.«
Af samme årsag er de længere busruter med regional- og lokalbusser også ramt af vanskeligheder på grund af frosten. Busserne kører i »det omfang, det er muligt,« men der er mange aflyste afgange, og der er også ruter, hvor der slet ikke køres.
De busser, der kører, forsøger at følge de normale ruter og køreplaner, men der kan være ruteændringer og store forsinkelser.
»Vi kører, hvis vi kan komme frem. Problemet de sidste tre-fire dage har været, at vejene simpelthen ikke er ryddet,« lyder det fra Midttrafik.
Også letbanen i Aarhus har holdt stille de seneste dage på grund af sne og og tyk is.
Det er nu lykkes at rydde skinnerne så godt, at letbanens Linje 1 mellem Grenaa og Aarhus H er begyndt at køre igen lørdag morgen, men for Linje 2’s vedkommende ser det værre ud. Her har det stadig ikke været muligt at få ryddet sneen tilstrækkeligt, så indtil videre er al kørsel aflyst. Midttrafik forventer tidligst, at Linje 2 kører i normal drift i løbet af mandag.
Til gengæld melder hverken Arriva og DSB om sneforstyrrelser på tognettet lørdag morgen.