Her er fem gode råd og én myte om at spare på varmen
Er du en af dem, der vil spare på varmeregningen i vintermånederne? Så får du her fem gode råd til, hvordan du kan gøre det – og så bliver en myte også aflivet.
Kalenderen er faretruende tæt på december. Sneen er allerede begyndt at falde rundtom i landet, og hvis kulden varer lige så længe som julen, er det ikke kun gaveregningen, der risikerer at løbe op – det gør varmeregningen også.
Derfor har Jyllands-Posten her samlet fem gode, nemme råd til at spare på varmen i vintermånederne uden at fryse selv. Læs for en god ordens skyld i bund: Her finder du nemlig også en myte om at spare på varmeregningen.
Skru ned for varmen
Det lyder hul i hovedet, men den er god nok: Hvis du sænker temperaturen blot én enkelt grad i hele huset, sparer du ifølge Energistyrelsen 5 pct. på varmeregningen. Desuden kan du med fordel trække i uldsokkerne og sænke temperaturen om natten, og mens du ikke er hjemme. Her skal du dog være opmærksom på, at temperaturen ikke går under 18 grader, så risikerer du skimmelsvamp.
Skru lige højt op på radiatorerne
Apropos skimmelsvamp .... Det kan føles som træk, hvis et rum er koldere end de andre, og hvis varmen fra de andre rum trænger ind i det kolde, kan det ifølge Videncenteret Bolius skabe kondens i rummet og ultimativt skimmelsvamp.
Sæt derfor termometerne nogenlunde ens i alle rum. På den måde fordeler du også varmen bedre og får samtidigt et lavere varmeforbrug.
Luft hyppigt, men kortvarigt ud
Ved at lufte ud i kortere tid end normalt sænkes temperaturen indenfor mindre. Optimalt skal man lufte ud med gennemtræk to-tre minutter fem gange om dagen. Lad heller ikke vinduer stå på klem i mange timer. Det køler overflader ned, og så kræver det endnu mere at varme op igen. Og sidst, men ikke mindst: Sluk radiatorerne, mens du lufter ud, så de ikke varmer for fuld kraft.
Træk for om natten, og hold radiatorer fri
Når mørket falder på – og det gør det tidligt i disse måneder – er det en god idé at trække gardiner og persienner for. På den måde holder man på varmen og mindsker kuldeindfald. Omvendt skal man huske at trække fra igen om morgenen. Selv om det er sparsomt med lys i disse måneder, giver det naturlig varme til hjemmet, når lyset falder ind gennem ruderne.
Her er det dog vigtigt også at huske på at forsøge at holde radiatoren fri. Når en sofa eller andre møbler står lige foran en radiator, giver radiatoren mindre varme, og varmen har svært ved at fordele sig ud i rummet. Der bør være en afstand på 15-20 cm mellem radiator og sofa/møbel. Tjek også, at temperaturføleren ikke er dækket – i så fald kan den ikke måle rummets temperatur.
Papirstrimmel-testen
Visse hjem har ældre vinduer, som har svært ved at holde tæt, hvilket vil have en effekt på varmeregningen. Derfor har Bolius lavet en test, som kan guide dig i, om dine vinduer holder tæt eller ej.
Og det er meget simpelt – du skal blot brug et stykke papir:
- Åbn vinduet, sæt en papirstrimmel i klemme mellem vindue og karmen, og luk derefter vinduet.
- Træk strimlen mod dig.
- Hvis strimlen yder modstand eller går i stykker, er vinduet tæt.
- Smutter den derimod ud meget let, slutter dit vindue ikke tæt nok til karmen. Det skyldes, at tætningslisterne er nedslidte eller defekte og giver kulde og træk i din bolig.
Optimalt skal man udskifte tætningslisterne, hvis de er nedslidte, men man kan alternativt lægge et tæppe eller andet for vinduer og døre, hvor det trækker.
En myte, du skal holde dig fra
Måske kender du ”lerpotte-metoden”, men spørger man Energistyrelsen, skal du hurtigst muligt glemme den igen.
”Lerpotte-metoden” har fået en del omtale, selv om der ifølge Energistyrelsen ikke findes beregninger på, om det kan spare penge. Men uanset hvad bør du lade være – metoden er nemlig sundhedsskadelig.
Den går ud på, at man placerer et tændt stearinlys mellem to mursten, hvorefter man sætter en urtepotte ovenpå. Det giver ifølge flere eksperter sundhedsskadelige partikler, der forværrer lungeproblemer som astma og KOL.