Nu kommer vintervejret
Kong Vinter banker på døren den kommende weekend, hvor temperaturen tager et dyk nedad.
De morgenfriske vil vide, at det allerede nu er pivkoldt vantevejr derude.
Temperaturerne får dog yderligere et nøk nedad i den kommende weekend, hvor det kan blive nødvendigt at supplere vanterne med både sneskovl og isskraber.
Kold luft fra nord og nordvest strømmer nemlig ned over Danmark og giver »vinterligt vejr«, forventer Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
»Det betyder vinterlige byger, og vi må regne med udbredt nattefrost og dagtemperaturer kun lige over frysepunktet. Men til gengæld får vi igen solen at se,« skriver meteorolog Anja Bodholdt på DMI’s hjemmeside.
Allerede torsdag og fredag kan der komme byger med slud eller tøsne, men det er i weekenden, at vejrsituationen for alvor ser ud til at skifte fra efterår til vinter. Lørdag og søndag forventer DMI solrigt vejr flere steder i landet og nattemperaturer ned til seks graders frost. Dagtemperaturerne ventes at svinge mellem frysepunktet og nogle få graders varme.
Sidste år på dette tidspunkt var der stor bekymring for, om Danmark var godt nok rustet til vinteren.
Den historiske energikrise, som ramte hele Europa på grund af Ruslands invasion af Ukraine, betød, at der var reel risiko for, at Danmark ville komme til at mangle energi. I værste fald kunne det blive nødvendigt at gennemføre lokale strømafbrydelser, hvis kulden for alvor satte ind.
Så slemt gik det heldigvis ikke. Blandt andet takket være en mild vinter og danskernes evner til at spare på strømmen og varmen.
Ingen tegn på fare
Energistyrelsen overvåger fortsat udviklingen nøje, men status er, at energiforsyningen er »stabil på tværs af alle energikilder«, skriver styrelsen i sin seneste opdatering fra oktober. Her fremgik det, at de danske gaslagre er næsten helt fyldte.
»Energistyrelsen vurderer på nuværende tidspunkt, at det ikke bliver nødvendigt at afbryde strømforsyningen til forbrugerne denne fyringssæson, hvis forbrugerne fortsætter med at spare på energien som hidtil, vejret bliver gennemsnitligt, og vi undgår havarier og tekniske problemer på kraftværker og udlandsforbindelser,« lyder det.
I et nyt svar til Jyllands-Posten understreger styrelsen, at danskernes gode spareråd stadig er vigtige:
»Vi står generelt i en bedre situation i dag, og forsyningssituationen for både gas og elektricitet ser mere stabil ud end sidste år. Men når vi kigger på vores scenarier, og medtager risikoen for en kold vinter, så er danskernes og europæernes energibesparelser stadigvæk centrale for, at vi kommer igennem vinteren uden forsyningsproblemer.«